Captain America: Civil War
Film, USA 2016, 147 min.
Instr.: Anthony & Joe Russo
Medv.: Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Chadwick Boseman, Paul Rudd, Elizabeth Olsen, Anthony Mackie, Tom Holland, Emily VanCamp, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Det er tid til at feste, for Marvel Studios er tilbage med den tredje Captain America-film, som er en historie proppet med de fleste af heltene fra Marvels Cinematic Universe (kun Thor og Hulk undtaget, og havde de været med, havde den nok også været for proppet): Cap, Iron Man, Black Widow, Falcon, Scarlet Witch, Ant-Man, War Machine, Hawkeye, Winter Soldier og Vision – plus to nye: Black Panther og Spider-Man! Ikke engang de to Avengers-film har haft lige så mange helte samlet på én gang, men Captain America: Civil War handler om det som superhelte-fans altid har været begejstrede for: at se heltene slås mod hinanden. Altså ikke mod skurke, men helte mod helte. Det kan være vanskeligt for forfatterne at finde på gode grunde til at heltene kæmper indbyrdes; når det sker i tegneserierne er den klassiske årsag for det meste en misforståelse, som hurtigt opklares og gør heltene til gode venner igen. Det er den nemme løsning – hvis årsagen skal være mere kompliceret end dét, så bliver det en endnu vanskeligere opgave at lave en velfungerende historie. For så handler historien pludselig ikke længere om det gode mod det onde, men om to sider af, og holdninger til, et eller andet emne – om gråtoner mod gråtoner. Dét kan være godt, men det kan mildest talt også være mindre godt. Åh-åh!
Filmen her er løst baseret på tegneserien Civil War fra 2006, som var Marvels store crossover-begivenhed dét år. Den blev udgivet i en mini-serie på 7 numre, med crossovers i en række af de etablerede serier. Den startede med at et superhelte-reality show som på uansvarlig vis opsøgte farlige superskurke, var årsag til at en af disse skurke dræbte over 800 mennesker, heriblandt en masse skolebørn. Som resultat beslutter politikerne at alle superhelte skal være under regeringens kontrol, og så splitter heltene sig op i dem der er enige, anført af Iron Man, og dem der er uenige, anført af Captain America.
I filmversionen er det ødelæggelserne i de forrige MCU-film der udløser initiativet, men det basale plot er det samme. Allerede selve dette plot-koncept er efter min mening dybt problematisk. Man introducerer en situation hvor alt skal være kontrolleret af Big Brother; reelt en totalitær tilstand hvor ingen længere selv kan beslutte hvad der er rigtigt og forkert. Og så lader man en god portion af heltene gå ind for denne tilstand!! Efter min mening underminerer forfatterne derved den essentielle heroisme som en typisk superhelt bør være udstyret med, og allerede her er jeg desværre blevet tabt, både i tegneserien og filmen. De helte der går ind for registreringsinitiativet er reelt blevet gjort til skurke. Marvel havde en lignende storyline nogle år tidligere, hvor en række af de mest intelligente superhelte dannede et hemmeligt selskab, The Illuminati, som skulle lede verden. Vupti, så er de helte gjort til skurke. Det er ganske enkelt ikke noget som de figurer ville gøre; det er fundamentalt out of character – ikke fordi disse helte ikke ville bruge deres ressourcer maksimalt, men fordi disse hemmeligholdte og sammensværgelsesagtige situationer altid ender med at eskalere til ren fascisme – hvilket kunne undgås hvis bare der var åbne forhold om tingene. Det er en type historie som bliver lavet fordi det er på mode i denne postmoderne tid at dekonstruere helte-figurene, og problematisere deres heroisme, dels fordi alle værdier undergår en sådan dekonstruktion i det nuværende kulturelle klima, og dels fordi mange kyniske mennesker nok synes at heroisme bare er for naivt – og så burde de efter min mening ganske enkelt ikke læse superhelteserier.
Og så er det selvfølgelig også fordi især britiske forfattere som Mark Millar (der skrev Civil War-tegneserien) ikke kan sætte sig ud over tanken om at “magt korrumperer”, hvilket efter min mening er en tanke som hele Stan Lees superheltekoncept netop har sat sig ud over siden 1961, således at ideen om at bruge store kræfter med stort ansvar (en god definition på heroisme) i stedet kommer i højsædet og kan bruges til at kommentere konstruktivt på verdens problemer i stedet for på ulidelig vis at køre fast i at problematisere superhelten som karaktertype. Så for mig at se er denne type historier dovne, uintelligente, ukonstruktive og mindre kunstneriske, og handler om figurernes moralske kvaler i stedet for at handle om interessante ideer og situationer som de skal tage stilling til og gøre noget ved. At tvivle på sig selv er ikke noget en rigtig helt skal spilde ret meget tid på. Essensen af en helt er at han ved hvad der er rigtigt og forkert. Gør han ikke det, er han bare et tilfældigt, gennemsnitligt menneske som er et produkt at vores tid og samfund, og ikke længere en progressiv rollemodel med en relevans og et budskab der går ud over det etablerede, bestående, konservative samfund. Desværre er tendensen i superheltehistorier i dag at heltene netop skal være moralsk almindelige mennesker, ligesom vi ser det i Watchmen. Tendensen er blevet værre efter år 2000, og selv om den i tegneserierne stadig daler og topper med nogle års mellemrum, så må den nye standard siges at være en grundig dekonstruktion af heltefiguren. Marvel Studios film har faktisk i høj grad gået imod denne trend, men med denne seneste film er den til en vis grad desværre også nået til MCU.
Filmversionen af Civil War har nemlig nøjagtig det samme problem som tegneserien: Iron Man og de andre på hans side bliver reelt til skurke, og det er simpelthen ikke overbevisende. Filmen er samtidig kun en skygge af denne tematik, fordi den kun baserer sig på en lille del af tegneseriens historie og således ikke tager ordentlig stilling til sit eget plot. Dette er både positivt og negativt; positivt fordi det så begrænser skadens etiske omfang, og negativt fordi nogle af figurerne som sagt handler pure imod deres egen heroiske natur. Godt nok er Tony Stark lidt af et røvhul i MCU, hvilket også gør det irriterende at han aldrig straffes for de dårlige ting, han gør, eller har dårlig samvittighed over det. I Avengers: Age of Ultron er det reelt ham og Banner som skaber Ultron, og derved er årsag til en masse død og ødelæggelse. Er dette noget som piner Tony Stark nævneværdigt, eller som gør regeringen og hans med-helte skeptiske overfor ham? Nej! Overhovedet ikke – udover nogle enkelte spydige kommentarer. Og da han så også er på den forkerte side i denne films konflikt, så sidder jeg jo tilbage med et ønske om at den mand skulle afklapses så det batter. Det er slet ikke nok at Captain America ved hjælp af sit skjold overvinder ham og hans rustning i en kamp, men ellers lader ham løbe ustraffet.
Et andet stort problem ved filmen er at kampen mellem de helte som er hhv. for og imod registreringsprotokollen, ikke har nogen indflydelse på om den bliver indført af politikerne. Det gør den bare under alle omstændigheder, og dem der er imod den må så gå under jorden. Sådan var det også i tegneserien – og i Marvel-universet gik der 3-4 år hvor denne registrering var gældende, så en god del af heltene måtte operere ulovligt og i hemmelighed. Spørgsmålet er om det også fortsætter på den måde i det cinematiske univers. Jeg håber at de får gjort op med denne storyline hurtigt og effektivt, for der er dele af den og figurernes opførsel som er himmelråbende ulogiske, uretfærdige og – for mig, i hvert fald – utilfredsstillende. I det cinematiske univers har Marvel-heltene nemlig alle dage hørt under S.H.I.E.L.D. og det amerikanske militær – de har aldrig været totalt uafhængige (evt. med undtagelse af deres uskildrede oplevelser i mellem filmene). Derfor giver et plot hvor de ikke længere må være uafhængige jo ikke mening i filmuniverset – det gør det kun i tegneserieuniverset, hvor langt de fleste af heltene netop opererer på nærmest anarkistisk vis, og hele tiden har gjort det.
Men for nu at snakke mere direkte om filmen selv: Captain America: Civil War starter med en kamp mod Crossbones (Rumlow) i Lagos, og det er denne kamp som man har set i den anden trailer til filmen. Jeg var glad for at traileren bare var åbningsscenen, og ikke indeholdt vigtige spoilere – på den måde bliver resten af filmen ny og spændende. Situationen i Lagos ender med tragedie, da Wandas kræfter endnu ikke er helt under hendes kontrol, og hun (og Cap) kommer til at smide en bombe ind i en bygning, så en delegation fra det afrikanske land Wakanda bliver dræbt. Dermed bliver T’Challa – Black Panther – bragt ind i historien i forbindelse med den efterfølgende diplomatiske krise, som også er det sidste strå der leder til The Sokovia Accords; den protokol ifølge hvilken alle superhelte skal underlægge sig FNs kontrol.
I tegneserien ser vi en masse om hvordan bl.a. S.H.I.E.L.D. vil håndhæve denne protokol, og opretter grupper der skal jage alle de helte som ikke indordner sig – men hele håndhævelsesdelen er udeladt fra filmen (S.H.I.E.L.D. er jo stort set smadret), ud over at de helte som accepterer protokollen kæmper mod dem som ikke gør. I både film og tegneserie holdes historien kunstigt oppe ved at der kun argumenteres for den ene side af sagen; man hører kun hvor problematisk og farligt det er at have heltene rendende rundt, mens ingen tager til orde over at de faktisk redder langt, langt flere mennesker end de skader, og i virkeligheden på alle måder gør det rigtige. Dette er en for mig ekstremt irriterende vinkel som tydeligt viser at plottet i bedste fald er på krykker.
Heltenes kamp kulminerer i en lufthavn i Leipzig, hvor vores helte tumler sammen, inkl. Ant-Man som viser sig at have en dejlig “stor” rolle…! Og det er fedt at se Spider-Man i aktion! Indtil dette punkt i filmen har action-delen mest handlet om at The Winter Soldier er blevet beskyldt for et FN-attentat. Han bliver derfor jaget vildt, men han overbeviser Captain America om at han er uskyldig, og derfor nyder han Caps beskyttelse fra diverse andre helte og soldater som forsøger at dræbe ham. Det er effektiv action, som på yderst spektakulær vis brager gennem fine lokationer som Berlin og Leipzig. Smukt!
Ud fra trailere og foromtale troede de fleste nok at lufthavnskampen var filmens klimaks. Men faktisk forekommer den midt i filmen, og ikke til sidst. Den er et skridt på vejen til et andet plot, og da jeg sad i biffen og indså at der nu ville komme endnu et stort klimaks, var jeg meget spændt på at se hvad det ville være. Noget med aliens, måske? Eller en række sovjetiske super-soldater (som filmen selv lægger op til)? Desværre blev jeg skuffet – ret meget, endda. Den afsluttende plotdel handler bare om en fyr fra Sokovia (de kalder ham Zemo, men det virker mest af alt bare som en throwaway-reference, da han på ingen måde minder om den klassiske Captain America-skurk Baron Zemo, som også er stifteren af supergruppen Thunderbolts) som vil have hævn over heltene, og derfor har manipuleret Iron Man og Captain America til at kæmpe mod hinanden endnu en gang – på et ekstremt tyndt grundlag. Det viser sig nemlig at Winter Soldier dræbte Tony Starks forældre i 1991 – og på dette tidspunkt i filmen får man næsten lyst til at tage sig til hovedet og råbe “MARTHAAAA!!” (se også anmeldelsen af Batman v Superman: Dawn of Justice senere her i bladet)… og af en eller anden besynderlig grund (som er helt central for at Iron Man angriber Cap) vidste Cap godt at de var blevet dræbt (selv om han stadig var nedfrosset i 1991), men ikke at det var Winter Soldier der dræbte dem – hvilket for mig at se slet ikke giver mening. Hvordan kan han have vidst det ene, men ikke vidst det andet? Det er noget der virkelig kræver en bedre forklaring end filmen giver os. Øv! Plothul. Desuden er det ren sæbeopera at den sidste kamp bare handler om at Tony er sur fordi der var en hemmelighed som Cap ikke havde fortalt ham – det er den slags trættende plot-elementer der hele tiden forekommer i typiske tv-serier, som f.eks. “Arrow”. Suk!
Jeg har set Captain America: Civil War to gange i biffen, og anden gang fik jeg bekræftet min første analyse af filmens svagheder. Action-delen af filmen er virkelig vellykket, og der er da bestemt en pletvist god dialog og udmærkede interaktioner mellem figurerne (men også problematiske mangler, som f.eks. en ordentlig snak mellem Black Widow og Hawkeye – det er i det hele taget slet ikke logisk at Black Widow er på Iron Mans side), men alle elementer af plottet, og de fleste af de snakke-scener der skal tjene plottet, er i mine øjne simpelthen kedelige og logisk usammenhængende.
Men selv om jeg har en del at beklage mig over ved denne film, så er der også masser af gode ting ved den. Ultra-spektakulær action som sædvanlig; fantastisk underholdningsværdi. Farverige, velproducerede superhelte ad libitum, spillet af skønne skuespillere. Men selv om man sagtens kan nyde den, er den faktisk – næsten – den mest skuffende af Marvel Studios’ film indtil videre. Man kan håbe at historien fortsætter i de næste film på en måde så det giver mere mening, men som det er nu tjener denne film ikke noget videre andet formål end at afslutte storylines fra Captain America: The Winter Soldier og Avengers: Age of Ultron, og det værste er at disse storylines ikke er interessante nok til at fortjene deres egen film. Allerede da The Winter Soldier sluttede var jeg ret bekymret for om de nu ville spilde en hel film mere på at følge Winter Soldier-plottet til dørs, og det er præcis hvad de har gjort. Efter min old-school mening er Winter Soldier – Caps gamle partner som pludselig viser sig at være massemorder – ikke en spændende figur og ikke en god idé. Det fungerede alligevel aldeles udmærket i den super-velproducerede Cap-film nr. 2, men too much er too much, og jeg syntes ikke at denne lakoniske og uengagerende figur kan bære en hel film til. Derfor har vi med Captain America: Civil War fået den plotmæssigt svageste film i hele Marvels cinematiske univers indtil videre (med undtagelse af The Incredible Hulk fra 2008) – en film som faktisk kan betegnes som unødvendig. Men, den er stadig superflot, har adskillige gode scener og vil uden tvivl kunne holde til at blive genset flere gange. Spider-Man er med i den! Black Panther er med i den! Der er flere ting at begejstres over, og derfor kan man heller ikke kalde det en dårlig film.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48
