Ex Machina

Ex_Machina_Blu-rayEx Machina
Film, England 2015, 108 min.
Instrueret og skrevet af Alex Garland
Medv.: Dohmnall Gleeson, Oscar Isaac, Alicia Wikander m.fl.

Den unge programmør Caleb (Gleeson) vinder retten til et ophold hos softwareguruen Nathan (Isaac), som er blevet milliardær på at udvikle søgemaskinen Bluebook og nu ejer verdens største IT-virksomhed; en slags kombination af Google og Apple. Det viser sig hurtigt at Caleb er blevet udvalgt til at teste om robotten Ava (Wikander), som Nathan har udviklet, er virkelig bevidst eller bare en god efterligning. Det sker via en mængde samtaler hvor Caleb kan se og høre Ava, som har skikkelse af en smuk, ung kvinde, men ikke røre hende, da de til stadighed er adskilt af en glasvæg.

Nathan bor i et stort, højteknologisk hus og gennemovervåget langt ude i ødemarken, og der er ikke andre tilstede end ham selv, Caleb, Ava og Nathans tjenerinde/elskerinde Kyoko, som ikke forstår engelsk. Det skaber en stemning af uhygge, som bliver forstærket af at Nathans virkelige formål måske er noget andet end han giver udtryk for – noget der bliver bekræftet af Ava, der i et ubevogtet øjeblik advarer Caleb om ikke at stole på Nathan. Men er advarslen blot en del af testen? Hvem kan Caleb stole på – om nogen?

Det lykkes for Alex Garland i Ex Machina at skabe en psykologisk thriller med knugende paranoia og kombinere det med en udmærket science fiction-historie om kunstig intelligens og hvad det vil sige at være bevidst. Det er ikke en film der flytter milepæle i hverken science fiction-genren eller filmhistorien, men det er en gedigent lavet film, der har mere på hjerte end de fleste af de effektjagende blockbusters der kommer ud af Hollywood for tiden. Ligesom i alle gode thrillers er der nogle twists undervejs, der drejer historien i nye drejninger, men de skal ikke afsløres her.

Filmen kan anbefales til alle, der holder af en intelligent film med gode skuespillere, men vil nok skuffe dem, der vil have masser af action og SFX.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *