René Toft – Skurkistan

Skurkistan
Roman af René Toft
Forlaget Calibat

Der er noget råddent i Skurkistan. Sådan, bananråddent. På den særlige skumle og skurkagtig måde, der normalt kun er forbeholdt slyngler, tølpere og røvere. Nogen har stålet kaliffens kæreste eje. Det er uhørt. Ikke at nogen stjæler og lyver. Det gør alle i Skurkistan. Lov nr. 1 tilsiger nemlig at alle skal være skurkagtige i Skurkistan. Dette har ikke overraskende uoverskuelige følger for økonomien, idet få ting er i nogens eje ret længe af gangen. Ikke at der var ret meget at stjæle fra hinanden. Kaliffen har nemlig taget det meste og puger guld i kister, som ligger gemt bag lås og slå i hundreder af værelser i hans palads, hvis tårne ramler ind i himlen. Men kaliffens kæreste eje? Aldrig sket før. Og skønt han både besidder et lille sort fipskæg, en rød fez og hedder Boris Ondisulet, så er han bestemt ikke tilfreds. Jagten går ind på tyven, og snart er fanden løs på Ramasjangvej. Eller rettere, den lille vaneforbryder, drengen Ingolf, er løs. Og ligeså hans ven, pigen Lydia. Og bødlen Bulder, viseren, en rusten cykel, oraklet, luftpiraten, paladsgarden, kaliffen, og resten af landets balstyriske beboere.

Skurkistan er en letlæst børnebog, i Rune T. Kidde og Ole Lund Kirkegaards ånd. En røverhistorie tilsat en god portion af den galskab, der er en såre mangel af i disse år. Helt lever den vel ikke op til de to herrers niveau. Historien måtte gerne have været lidt strammere, og der måtte gerne have vært lidt mere på spil for Ingolf og Lydia – men det er bestemt en hæderlig fortælling. Der må gerne komme endnu mere galskab fra dén kant. Skurkistan er illustreret af forfatteren selv, og de understøtter bogens humor på fortræffelig vis.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to René Toft – Skurkistan

  1. Jan Noe skriver:

    En helt igennem fantastisk børnebog. Eneste kritikpunkt er, at ungerne havde svært ved at sove når de havde grinet så meget af godnathistorien.

    En helt igenne fremragende historie, direkte fra en sjov mands mærkelige men fantastiske hjerne.

    Jan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *