As the World Dies
Bind 1: De første dage
Bind 2: Forskanset bag muren
Romaner af Rhiannon Frater
Tellerup, 2013, 2014
432 sider, 484 sider
Katie var en succesrig advokat, og hun var gift med den kvinde hun elskede. Hele hendes verden ændrede sig den dag hendes kone forsøgte at bide og dræbe hende.
Samtidig er den underkuede Jenni blevet angrebet af sin mand. Dette er ikke som den hustruvold som han tidligere har udsat hende for; denne gang forsøger han at dræbe og æde hende. Det der dog i endnu højere grad skræmmer og ryster hende da hun flygter fra huset. er at hendes børn også er frådende monstre som er efter hende.
De to kvinder finder sammen i deres flugt igennem en verden som er i opløsning og hvor de døde har rejst sig som frådende zombier.
De sætter sig for at tage ud til den sommerlejer hvor Jennies stedsøn er, for at sikre sig at han er i sikkerhed, og derefter begiver de sig ud for at finde ud af om der overhovedet er noget sted som er sikkert.
De kommer til en by som er ved at forskanse sig, men som dog stadig er åben for at tage overlevede ind. De kommer hurtigt til at indgå blandt nogle af de ledende personer i det lille samfund og kommer til at spille vigtige roller i deres forsøg på at sikre byen imod de levende døde.
Dette er et kort resume af første bind i Rhiannon Fraters zombieserie As the World Dies. Romanens omdrejningspunkt er de to kvinder og hvordan de sammen og hver især bearbejder den nye situation.
Jenni har igennem sit ægteskab været vant til modgang, og hun har længe ønsket en forandring i sit liv. Selvom den hændte forandring på ingen måde var den hun ønskede, så har hun alligevel fundet en styrke i sig selv til at bearbejde den og sørge for at arbejde på at få det bedste ud af den. Hun fokuserer på at være der for sin stedsøn, men også på den nye veninde hun har fået, samt at udvikle sig som en selvstændig kvinde
Katie har derimod fået en lykkelig tilværelse flået fra sig. Hun er vant til at være stærk og handlekraftig, hvilket hun fortsætter med at være i denne nye situation, men hun bære på den stor sorg det er at vide at hendes elskede stavrer rundt som en af de levende døde, noget hun har meget svært ved at forholde sig til. De to kvinder er meget forskellige, men de henter meget støtte hos hinanden.
Det lille samfund er ved at bliver opbygget, og de mest handlekraftige bliver hurtigt i centrum for det. Travis bliver et samlingspunkt, da han sørger for at der sker fremskridt i forskansningen, men borgmesteren og andre administrative er med til at sikre at mad og andre fornødenheder bliver fordelt. Det lille samfund gør også meget for at sikre at andre overlevende kan komme hen til dem og finde sikkerhed der. Det er dog også et skrøbeligt lille samfund, for der begynder at opstå konflikter og i en situation hvor man er under denne form for undtagelsestilstand er der svære valg der skal træffes, og der er ikke altid enighed om hvilke løsninger der skal vælges.
Den første halvdel af bogen er en beskrivelse af en flugt fra de levende døde samt forsøg på at finde ud af hvordan man bedst kan skabe en sikkerhed når man er under konstant angreb. Den del af bogen er spændende pga. den megen action, mens bogen bliver mere interessant i den anden halvdel, hvor de nu har fundet en form for sikkerhed, men nu for alvor skal til at forholde sig til situationen og til hinanden.
Seriens bind to har fået den meget passende titel Forskanset bag muren, for det er netop det den handler om. Det lille samfund gør hvad det kan for at finde ud af hvordan det skal fungerer. Efterhånden som de får styr på deres forsyninger og får ryddet bygninger der kan bruges til at bo i, skal de forholde sig til hvordan de skal opretholde lov og orden i et samfund hvor noget sådan er brudt sammen. Da der kommer mistanke om at der er sket mord, og ikke mindst da en voldtægt finder sted, må de finde ud af hvilke straffe de vil bruge over for de levende.
Det er dog ikke kun blandt de levende inden for barriererne, og de døde udenfor, at truslerne kommer. En forbryderbande hærger i området og efterlader et spor af vold, voldtægter og mord. Beboerne i den forskansede by må finde ud af hvordan de vil tage kampen op imod en sådan trussel.
Dette er en zombiehistorie i stil med The Walking Dead og Dawn of the Dead, hvor der er fokus på de personlige relationer og på hvordan folk reagerer i en i situation hvor det højeste man kan ønske sig at opnå er at overleve en enkelt dag mere. As the world dies er ikke helt så dyster og og morbid som de to andre nævnte titler, og bogen er nok også mest tænkt til den unge læser, men den kan bestemt også anbefales til den voksne læser af zombie-dystopier.
De første dage er på mange måder et klassisk første bind i en trilogi. Den sørger for at få sat rammen og stemningen og få etableret karaktererne. I bind to virker tingene i første omgang til at være sikre, men så begynder trusler at vise sig.
Bind tre, hvor i det hele skal afsluttes, er ikke udkommet på dansk, og det virker ikke som om den kommer. Jeg tænker at dette er et tegn på at zombie-markedet er ved at være mættet og at forlaget derfor har vurderet at en oversættelse af bind tre ikke ville kunne tjene sig selv hjem. Dette er selvfølgeligt en skam for os der nu har læst de to første bind og som gerne vil have afslutningen med.
En hurtig søgning på nettet afslører at tredje bind har den engelske titel Siege og at hovedpersonerne i dette bind kommer i kontakt med en gruppe på hundredvis af overlevende, der lever under en streng senators militærdiktatur. Jeg tænker det nok ender med at jeg må få anskaffet mig dette tredje bind på engelsk for at få slutningen på historien med.
Ud over de tre bind i trilogien har Frater også skrevet tre novellesamlinger (As the World Dies – untold tales vol. 1-3) med historier fra denne zombie-inficerede verden, men nu hvor bind tre ser ud til at være droppet på dansk, så udkommer de næppe heller herhjemme.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51
Pingback: Louise Haiberg – Død verden | Himmelskibet