Mads Schack-Lindhardt – Tir Nazrâls arving

Tir Nazrâls arving
Roman af Mads Schack-Lindhardt
mellemgaard, 2016, 328 sider

Tir Nazrâls arving fortæller historien om drengen Sebastian, der er enebarn. Han flytter med sine forældre ind i sin afdøde onkels hus. Her møder han naboen, den sære ældre dame Martha, som han falder i snak med. En aften giver han efter for sin nysgerrighed og følger efter hende, da hun forsvinder ind i sit drivhus. Herved ender han i Tir Nazrâl. Tir Nazrâl er et gigantisk træ, der indeholder adgang til samtlige universer, der nogensinde er blevet skrevet bøger om. Disse universer er af forskellige aldre og historier, som ikke er skrevet færdig og kan ændres løbende, hvis forfatteren ændrer dele af bogen.

Da Sebastian ankommer til Tir Nazrâl, er dets eksistens under angreb af en ond troldmand fra et af universerne, og han må drage ud på en farefuld færd med Martha og flere andre ledsagere for at redde det.

Fortællingen har elementer af en metaroman, da Tir Nazrâl er hjemsted for alle fortællinger, der nogensinde er skrevet. Derfor diskuteres fantasygenren på nogle tidspunkter undervejs i fortællingen og man støder flere gange, på referencer til andre fantasybøger. Dette gør bogen spændende og anderledes, men kræver samtidig en fin balancegang hos forfatteren, da der er stor mulighed for, at fortællingen hurtig kan komme til at læne sig op ad andre bøgers ideer og universer. Blandt andet genbruges ideen fra Harry Potter om Horcruxer, objekter, der kan holde en del af en persons sjæl i live, selvom de dør, hvilket er, hvad Voldemort brugte til at skabe sin udødelighed. Dette benytter den onde troldmand i denne fortælling sig også af.

Forfatteren undgår dog fint at indlemme lange passager og større stykker af bogen med referencer til tidligere store fantasyværker. Referencerne er delvist skjulte, men opfattes af den erfarne læser af fantasybøger og bruges i en fornuftig mængde, der gør, at bogen som helhed fremstår som en original fortælling med en ny og anderledes tilgang til fantasygenren.

Bogen henvender sig til folk i alle aldre med interesse for fantasyromaner. Den er spændende og fyldt med action, som de fleste romaner af samme genre, men samtidig tilføjer den også genren noget nyt. Den henvender sig til det unge publikum, men appellerer samtidig også til den ældre og mere erfarne læser med sin anderledes fortælling, som giver læseren med forståelse for den intertekstualitet forfatteren benytter sig, mulighed for at gå et spadestik dybere i sin analyse af bogen. Tir-Näzrals arving er første bog i serien om Stjernekrønikerne, så det bliver bestemt interessant at se, hvordan historien fortsætter i næste bog.

Anmeldt af Mads Bækmand Raun i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *