A. Silvestri – Sand og sten, stål og glas

Sand og sten, stål og glas
Udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Calibat, 2016, 222 sider

Hvis man har fulgt Silvestri på Facebook eller på hans blog, så har man også kunnet følge hans planer om at samle de forskellige noveller han har fået udgivet i magasiner (som Himmelskibet) og antologier, da noveller udgivet på den måde ofte hurtigt ‘forsvinder’. Disse vil han nu samle i en række novellesamlinger, som i starten kun var tænkt til at skulle være ebogs-udgivelser. På bloggen lagde han op til læserne at komme med input til formatet, og det endte med at der kom et kort efterord til hver af novellerne, noget jeg syntes fungerer rigtigt godt.
Den første samling der er udkommet, er Sand og sten, stål og glas, som er en samling af science fiction-noveller. Den består af otte noveller, hvoraf de syv har været udgivet tidligere, primært i forskellige udgivelser fra Science Fiction Cirklen, mens den sidste udgives for første gang.

Verdens undergang er en form for tema i disse noveller, eller man skal måske nærmere sige verdens forandring. For jorden stopper ikke med at rotere, men menneskets levevilkår er eller bliver forandret. I nogle af novellerne er forandringen på vej, mens vi i andre befinder os i perioden hvor en ny verdensorden er ved at blive bygget. Om det så er ved at de overlevende nu skal klare sig med ældre tiders teknologi, eller ved at de er ved at skulle skabe grobund for at kommende generationer skal kunne overleve.

I samlingens første novelle har et nyt styre taget over, men vi følger alligevel tilblivelsen ved at en af det nye styres skabere sidder og beretter om tilblivelsen og om hvor meget bedre verden er blevet. Imellem alle de lovprisende ord kan man dog hurtigt spore diktaturet, og novellen sluttes da også af med at tilhøreren må møde det nye styres konsekvens. Flere af de andre noveller har refereret til denne indledende tekst. Novellerne kan læses som uafhængige tekster, men de kan også læses som værende nogen der beskriver den samme verdens udvikling, blot set fra meget forskellige tidsperioder.

I bogens anden novelle, “Glemmer du, så husker jeg alt”. er der endnu en person der møder den konsekvens som styret lader ramme sine kritikere. Her er det en forfatter, der igennem flere bøger har været kritisk overfor styret, men en dag hentes han, og hans hukommelse slettes. Hver morgen vågner han nu op med en mental tilstand der er på barnestadiet, og så langsomt opbygges han til sit voksne sind i løbet af dagen. Hans kone gør hvad hun kan for at sørge for at han bliver sig selv i løbet af dagen, på trods af at han altid har været voldelig over for hende, men da det er det hun forbinder med hans kærlighed til hende, så er det det hun nærmest prøver at få frem hver dag.

Dette er en novelle hvori det efterord som er knyttet til hver novelle, virkeligt giver noget ekstra med, da Silvestri her skriver om hvordan det netop har været det at nogen voldsramte kvinder bliver i det voldelige forhold, som han ville bruge i denne novelle.

I den næste novelle er efterordet også interessant at få med som læser. Novellen er skrevet som en ordblind der forsøger at skrive sin beretning, og i efterordet fortæller Silvestri lidt om sit forarbejde med at sætte sig ind i hvordan ordblindes fejl er opbygget. Det er et interessant eksperiment, og som læser vænner man sig hurtigt til at læse igennem skribentens formuleringer og stavemåder.

“Matthæus 20:16” er en tidsrejsehistorie, hvor det er lykkedes en mand at rejse frem i tiden. Her er han ventet, og der venter ham en vigtig mission og en stor beslutning. Der er ingen mulighed for at rejse tilbage igen. Fremtiden er således noget helt andet end han havde forestillet sig, for hans formål med at rejse, var egentligt blot for at gøre det, og så kunne vende tilbage og hovere overfor sine kolleger i de videnskabelige kredse.

“Ukrudt” er en dyster beretning om en flok mennesker der er ved at sikre sig at en planet i fremtiden vil være beboelig for mennesker. Dette kan dog kun ske ved at planetens fauna efterhånden bliver skræmt fra at gøre mennesker fortræd, noget der dog kun kan sikres via store ofre. Dette er nok min favorit i samlingen, og den beskriver en form for terraforming som jeg ikke har set beskrevet før.

“I sit ansigts sved” er fortællingen om hvordan plattenslagere forsøger at klare sig i en verden hvor maskiner og elektriske apparater ikke længere fungerer og hvor gamle arbejdsmetoder nu skal sikre at der stadig produceres fødevarer og andre produkter.

I “Sand og sten, stål og glas” er samfundet nu kommet til et punkt hvor styret vurderer at der kun er plads til folk så længe de kan bidrage til samfundets udvikling. Vi følger her en af dem som skal sidde og tage beslutninger om hvornår folk ikke længere bidrager nok. En dag finder han dog en fejl i systemet, noget som han slet ikke kan forholde sig til, for i hans øjne så kan systemet ikke lave fejl, så hvad skal han nu gøre?

“Den allersidste dans”. Dette er en undergangssymfoni og er en interessant tekst at læse, en tekst som giver en god afslutning på denne samling.

Silvestris projekt med at samle sine noveller må siges at være lykkedes i dette første bind. Når man nu sidder med slutresultatet, fornemmer man ikke at dette ‘blot’ er en opsamling, men man sidder faktisk med en samling der fungerer som en selvstændig novellesamling, der genremæssigt og tematisk hænger sammen. Skulle man have læst de af novellerne der tidligere har været udgivet i forvejen, så er der stadig noget at komme efter her, da enkelte historier ofte kan drukne i antologier der har 15-20 noveller i sig, men hvor de her mere fungerer som en del af enhed. Ligeledes har han været igennem dem igen og har omskrevet og strammet dem op hvor han har fundet det nødvendigt.

Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *