The Circle
Film, USA 2017, 110 min.
Instr.: James Ponsoldt
Medv.: Emma Watson, Tom Hanks, John Boyega, Karen Gillan, m.fl.
Advarsel: Der forekommer spoilers i denne anmeldelse.
Jeg var så imponeret over denne film at jeg straks købte og læste den roman af Dave Eggers som filmen er baseret på. Bogen er ikke kategoriseret som science fiction, men det er den.
The Circle er et magtfuldt social netværk, som nok skal forestille en kombination af Facebook, Google og Twitter. Det integrerer folks aktiviteter i en sådan grad at netværkets dominans bliver mere og mere total; med tiden kan netværket overvåge alt og alle i samfundet (og alle skal have en Circle-profil), og til sidst skal (skal!) man også stemme via The Circle når der er valg. Samtidig har ledelsen i The Circle ultrahøje idealer om demokrati og åbenhed (information wants to be free!) og hjælper politikere med at ‘go transparent’, så al deres politiske aktivitet er overvåget og korruption derfor ikke længere kan forekomme. Infocommunism er et ord der bruges i bogen.
Det store tema i både bogen og filmen (især i filmen, som af pladshensyn må skære nogle af de øvrige temaer bort) er bort-eroderingen af folks privatliv. Er privatliv i virkeligheden vigtigt hvis vi med total åbenhed kan skabe et ideelt og demokratisk samfund? Er behovet for privatliv ikke bare baseret på skam og lavt selvværd; ting som hurtigt ville forsvinde i et perfekt og inkluderende samfund?
Vi følger Mae Holland, som er heldig at få et eftertragtet job i The Circle. Hun starter med at svare på brugernes klager, men stiger hurtigt i virksomhedens grader, fordi hun med tiden lærer at acceptere dens basale og radikale værdier. Hun gennemgår forskellige oplevelser, hvor hendes egne grænser for privatlivets fred bliver sat på prøve og hvor hun må stå skoleret foran sine ledere for ikke at leve op til deres idealer. Men hun omfavner bravt åbenhedsprincipperne og ofrer sit privatliv ved selv at ‘go transparent’, dvs. hun bliver udstyret med kamera og højtaler, så alle altid kan følge med i alt hvad hun laver (undtagen om natten og på badeværelset). Som toneangivende medlem af The Circle’s ledelse er hun hyperaktiv på de sociale medier, fortæller offentligheden om virksomhedens mange banebrydende nye ideer og projekter og promoverer alle mulige produkter ved at anbefale dem til sine millioner af følgere. Hun er faktisk typen der accepterer denne opløsning af privatlivet, med henvisning til at man som offentlig person kan udrette uendelig meget mere for sine medmennesker ved at dele alle sine oplevelser med dem, og indgå i forskellige konstruktive sammenhænge med andre. Og at man i øvrigt opfører sig mere moralsk når alle kigger med.
Det, der er virkelig spændende ved denne historie, er hvordan modtageren reagerer på den. Folk som synes at privatliv er meget vigtigt (og det er utvivlsomt flertallet af forbrugerne i vores nuværende samfund) vil se udviklingen i denne historie som en slags dystopi, der krænker og overskrider folks grænser. Men hvis man kan se, og acceptere, at mange af disse udviklinger alligevel er uundgåelige og at de faktisk vil føre enorme samfundsforbedringer med sig (fordi alting vil blive mere demokratisk og velfærdsbaseret) og at behovet for privatliv i høj grad er irrationelt i yderste konsekvens, så vil historiens udvikling i stedet virke utopisk og positiv for modtageren.
Dette er derfor en historie af sjælden kunstnerisk kvalitet, som formår at sige noget substantielt og nuanceret om modtagerne, og dermed om samfundet og dets udvikling og fremtid. Den sætter en lang række spændende problemstillinger på dagsordenen og kommenterer på næsten alle aspekter af sociale medier og deres fremtidige udvikling. Som sådan burde filmen være på skemaet i enhver skoleklasse, for dette er emner og situationer som unge især bør tænke over og forberede sig på.
Filmen (såvel som bogen) består stort set af snak; der er ikke noget tempofyldt action. Både derfor, og fordi den typiske modtager vil værne nidkært om sit privatliv, er filmen blevet et enormt flop, med næsten udelukkende negative anmeldelser. I dette tilfælde tager anmelderne dog meget fejl, og det er ganske ufatteligt for mig at de alle sammen kan være så uforstående overfor så visionær og vigtig en fremtidsfortælling. Den skildrede udvikling virker tydeligvis dystopisk i deres øjne, men det er kun fordi de frygter det ukendte og ikke kan abstrahere fra deres nuværende tilværelse. Som sagt er mange af disse udviklinger helt givet uundgåelige, og derfor er vi bedre tjent med at forberede os på dem og tage kontrol med dem i stedet for bare at løbe væk fra dem.
Bogen og filmen følges ganske meget ad. Filmen har selvfølgelig ikke alt fra bogen med; bl.a. er to figurer fusioneret til én, og Maes romantiske/seksuelle forviklinger er ikke med i filmen (lidt ærgerligt, måske, men det ville have gjort filmen alt for lang). Den eneste væsentlige forskel er måden de to versioner slutter på, og det er håndteret virkelig godt. I bogen ender Mae med at forblive loyal overfor The Circle’s ledelse, som i sidste ende er dobbeltmoralske forretningsfolk der planlægger at blive verdens herskere. Bogen ender altså som en cautionary tale, hvor tingene er gået galt, fordi The Circle er blevet en totalitær big business der kontrollerer alt og måske nok kan indgyde verden med væsentlig mere demokrati, men også selv har magten til at omskrive og kontrollere alt hvad der sker i samfundet, herunder at misbruge folks nye mangel på privatliv. Den ender altså – men kun i allersidste korte kapitel – på en måde så de modtagere, der finder udviklingen dystopisk, kan ånde lettet op og forsikre sig selv om at udviklingen faktisk var dystopisk! Men er det nu også hvad forfatteren faktisk mener…?
I filmen (som jeg tror at forfatteren har haft en finger med i) er budskabet en del tydeligere: Her ender det med at de korrupte Circle-ledere bliver afsat, og alle idealerne om åbenhed bliver gennemført uden den kapitalistiske overbygning som lederne havde planlagt – altså ægte demokrati og utopisme! Med det budskab at privatliv ikke er essentielt, eller videre ønskværdigt, hvis man er typen der elsker åbenhed og humanisme. For hvis alt hvad vi foretager os er normalt og ikke på nogen måde fordækt, og vi ikke behøver skamme os over vores eventuelle ‘grimme’ sider (som nok alligevel er almenmenneskelige), hvilken nytte er privatliv så til? I bogen sættes situationen naturligvis på spidsen; i virkeligheden skal man selvfølgelig ikke være ‘på’ hele tiden; det er klart at sådan et samfund også skal respektere behovet for at vi engang i mellem har brug for at koble af og tage en pause fra det hele. Naturligvis skal samfundssystemet generelt respektere at vi er individer og har lyst til forskellige ting, så selvfølgelig skal vi ikke alle sammen være sociale på samme måde, de samme steder, omkring de samme emner. Men så længe den respekt eksisterer (hvad den implicit gør i dette tilfælde), så kan jeg ikke se at privatliv er noget vi skulle have specielt brug for. Og dermed hjælper denne historie os til at forstå og måske acceptere nogle af de utopiske aspekter som fremtidens sociale udvikling vil byde på.
Karakter: 10 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53
