The Collapsing Empire
Roman af John Scalzi
Tor Books, 2017
372 sider, $9,99 (pb)
Efter at have hørt meget om forfatteren John Scalzi, som slog stort igennem i 2005 med Old Man’s War og senere vandt en Hugo for romanen Redshirts (2012), som angiveligt bliver til en tv-miniserie fra den amerikanske kabelkanal FX, læste jeg så en omtale af The Collapsing Empire og synes den lød som et godt sted at begynde på forfatterskabet, blandt andet fordi den så ud til at være en enkeltstående roman snarere end begyndelsen på en serie (hvad der så viste sig at være forkert; mere om det senere).
Romanen foregår i et ret traditionelt space opera-univers, hvor et større antal stjernesystemer er forbundet via rumskibe, der kan rejse hurtigere end lyset. Dette opnås her ved hjælp af en variant af hyperspace kaldet the Flow, en svampet struktur, der forbinder en del stjernesystemer spredt rundt i vores galakse i et lukket system. Der er en smule bevægelse i systemet, og the Flow trak sig tilbage fra Jorden få århundreder efter af mennesket begyndte at kolonisere de andre stjernesystemer. Siden da har systemet dog været ret stabilt, og der er opstået et imperium kaldet The Interdependence, der er en blanding af kejserrige og handelsimperium – adelen er identisk med købmandsslægterne, som hver bestyrer en eller flere stjernesystemer og opkræver told for handelen gennem disse. Centrum for imperiet er The Hub, der også er centrum for the Flow i den forstand at stort set alle ruter til og fra andre systemer går gennem dette system. Der er ingen beboelig planet her, så alle bor enten i kunstige habitater i rummet eller under jorden på en planet uden atmosfære. Sådan er det generelt i The Interdependence, for der er kun en enkelt beboelig planet ved navn The End, kaldet sådan fordi den ligger for enden af en arm af the Flow, som det tager det meste af et år at rejse ud af, hvad der gør planeten ret uinteressant. Al væsentlig produktion foregår i de kunstige habitater, hvor hver købmandsslægt har monopol på et antal varer, som således kun bliver produceret i deres systemer. Denne fordeling er i høj grad politisk motiveret, da den gensidige afhængighed sikrer at ingen systemer har mulighed for at løsrive sig fra Imperiet.
Den situation har så stået på i nogle årtusinder, men så begynder der at ske noget, som ingen troede kunne ske: The Flow er så småt begyndt at røre på sig igen, og nogle forskere er kommet frem til at det vil betyde et totalt kollaps, hvor alle systemer vil miste kontakten til hinanden – og at dette vil ske i løbet af få år. Men vil magthaverne lytte til dem i tide? Og er der andre mulige udfald, som ikke vil være så katastrofale?
Situationen er blevet kompliceret af at Kejseren (med titel ‘Emperox’) er døende, og arvingen er en yngre kvinde, som ingen regnede for noget, før hendes halvbror, prinsen, døde i en ulykke kort forinden. Samtidig søger den mægtigste familie ud over Kejserens at tilrane sig mere magt. Magthaverne har altså travlt med alt muligt andet end at gøre noget ved en mulig katastrofe, som måske slet ikke bliver til noget, og hvis den gør, måske slet ikke bliver så slem som forskerne siger. Lyder det bekendt? Så er det næppe tilfældigt, for Scalzi er ikke just stor fan af nutidens republikanere og er tilhænger af “Rockefeller-republikanisme”, en moderat og liberal gren af partiet, der stort set holdt op med at eksistere i 1960’erne.
Romanen lægger hårdt ud ombord på et rumskib, der er midt i et mytteri, da det bliver kastet ud af the Flow mange lysår fra det nærmeste beboelige system. De to stridende dele af besætningen må så samarbejde for at få skibet tilbage til the Flow, før det er for sent – og hvad sker der så?
Jeg må sige at jeg blev temmelig irriteret over Scalzis lige lovlig friskfyragtige fortællestil i denne prolog, og selvom næste kapitel er bedre, er jeg generelt ikke imponeret over Scalzis ret overfladiske måde at skrive på. Hovedpersonerne er temmelig klicheagtige, som for eksempel den hårdt talende, råt kalkulerende unge købmandskvinde, der ligger aggressivt i med både mænd og kvinder til højre og venstre. Man får heller ikke meget beskrivelse af de steder, historien foregår. Det gælder blandt andet den eneste beboelige planet, The End. Hvad adskiller den fra Jorden? Man får at vide at tyngdekraften er lidt anderledes, men hvad med klima, planter og dyr? Er planeten delvist terraformet, eller er den (bortset fra dyrkede afgrøder) som da mennesket fandt den?
Denne kritik til trods blev jeg relativt hurtigt fanget ind af historien, som er ganske spændende og skifter mellem flere hovedpersoner, der fra hver deres position bliver rodet ind i de større begivenheder. Tempoet er hurtigt, og der er både action og intriger til at fastholde læserens interesse. Da jeg afsluttede bogen, var jeg usikker på om historien ville slutte her, men nettet afslører at The Collapsing Empire er første bind i en planlagt trilogi, hvor andet bind, The Consuming Empire, faktisk allerede er udkommet i oktober 2018, samtidig med at jeg læste første bind. Der er endnu ingen udgivelsesdato på det tredje bind, The Last Emperox. [Men det er der nu: April 2020. Red.]
Overordnet set kan man betragte The Collapsing Empire som retro-space opera. Bortset fra en overvægt af kvindelige hovedpersoner og de mange (ikke særligt eksplicitte) sexscener kunne bogen lige så godt have været skrevet i 1970’ere af forfattere som Poul Anderson, Gordon Dickson eller Piers Anthony. Men hvis man som jeg ikke har noget mod retro-science fiction, gør det ikke så meget. Jeg ender nok med også at anskaffe mig fortsættelserne, men jeg vil ikke styrte ud og købe dem med det samme de udkommer. Andre forfattere som fx Walter Jon Williams gør det efter min mening bedre i samme genre.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56
