The Kingdom Beyond the Waves
Roman af skrevet Stephen Hunt
Tor Books 2008, 560 sider
Professor Amelia Harsh er besat af at finde den tabte civilisation Camlantis (gæt selv hvad Hunt sigter til her), en civilisation fra urtiden som eftersigende skulle have overvundet sult, krig og sygdomme ved at pille (genetisk) ved menneskets indre basale behov. Hun vender tilbage til Jackals efter endnu en mislykket arkæologisk ekspedition og finder sin stilling nedlagt, hende selv latterliggjort, og uden midler og muligheder til at gennemføre sin fortsatte søgen. Tvunget af omstændighederne og hendes egen indre besættelse tager hun imod hjælp fra familiens ærkefjende, den superintelligente og meget rige Abraham Quest. Han ejer en tussegammel krystalbog, der påstår at Camlantis ligger nedenunder en indsø i den morderiske jungle i Liongeli. Amelia påtager sig en ekspedition derind sammen med de folk, hun nu kan fremskaffe – den ene mere umulig og sindssyg end den anden. Det kan jo ikke blive værre, som hun går og trøster sig selv med. Men det kan det. Meget værre. For hendes lille ekspedition vil ende med at dreje sig om hele verdens overlevelse i en slutning, der er ren James Bond.
Dette er formelt fortsættelsen til The Court of the Air, og her er alle de samme indfald som i denne, og en del af de samme personer. Guiden er også her en damp-robot, ubådsmatrosen stiller en ubåd til rådighed for sejladsen op ad floden til indsøen, osv.
Man kan faktisk godt læse de to uafhængigt af hinanden, men jeg vil anbefale at læse dem i rækkefølge. Det giver et bedre indblik i verdenen i The Kingdom Beyond the Waves, at man har læst mylderet af detaljer i The Court of the Air. Begge bøger fokuserer på Jackals- kongedømmet, en stat der i bund og grund ligner England i det 18/19 århundrede, bevogtet af en flåde af luftskibe mod det yderst fjendtlige og altid krigsliderlige naboland Quatreshift.
Hunt skriver med en meget sort humor og med mange tvister i sit plot og sine utallige subplots, og det gør fortællingen også i denne bog to meget mættet. Det er dog glædeligt, at se at Hunt i denne bog tager sig mere tid til at pleje sine hovedpersoners karakteristisk, ikke kun i deres ageren, men også med få velvalgte beskrivende sætninger.
I første bog var vi vidne til en invasion af Jackals fra Quatreshift, assisteret af damprobothæren som vi får beskrevet underligt sympatisk, men som afværges af Court der bogstaveligt talt holder øje med Jackals fra luftskibene. I bog to er vi overvejende udenfor Jackals på ekspedition (med ubåd!). Det er tydeligt, at Hunt har læst Conrads Heart of Darkness og Doyles The Lost World, og vore sammenbragte helte må kæmpe mod både intelligente planter, vilde damprobotter og kæmpeøgler.
Bogen gør det en toer skal gøre, udvider vores forståelse af verdenen (Jackals, Damprobotternes Frie Stat, Quatreshift osv.), beholder et par af de nu kendte personer og introducerer nye vi kan knytte til og tage afstand fra, og så virker hele bogen mere velskrevet end debutromanen. Der er stadig meget (alt for meget) søg og erstat over de elementer, der skal gøre denne bog fantastisk set ift. en almindelig victoriansk roman, men det bliver bedre og bedre.
Nu glæder jeg mig til at se hvad Hunt kan få ud af en treer?
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19
