Tokyo Gore Police

Tokyo Gore Police
Film, Japan, 110 min
Org titel: Tôkyo zankoku keisatsu (2008)
Inst.: Yoshihiro Nishimura
Medvirkende: Eihi Shiina
Distribution: Another world entertainment 2009

I en dystopisk fremtid i Tokyo hærger en ny type forbrydere og mordere – Ingeniørerne. Det er mennesker der er blevet genetisk ændret ved at der er blevet gemt en nøgle i deres krop. Dette gør at hvis de kommer til skade, regenererer de hurtigt, men i en mere farlig udgave. Det at få hakket en arm af, gør at der vokser et sværd eller en motorsav ud i stedet, eller hvis underkroppen bliver skudt af, så vokser der et krokodillegab ud i stedet. Dette er blot nogle få eksempler på de lemmer der bliver hakket, skudt eller bidt af, i denne yderst blodige film, blodigt i et sådan overdrevet omfang, at det er fantastisk. Næsten uanset størrelsen på såret, så er det en fontæne der står ud, for slet ikke at tale om de kaskader der kommer når et hoved hakkes af. Filmen er således overdrevet på alle de rigtige måder, da det gøres underholdende og fantasifyldt.

Hovedpersonen Ruka arbejder for politiet med at finde og nedkæmpe Ingeniørerne. Hendes far var også politibetjent, men blev dræbt i tjenesten, og politichefen påtog sig at tage sig af Ruka. Hun er effektiv, men en dag, da hun arbejder undercover, kommer hun i kontakt med den oprindelige Ingeniør, der fortæller hende at hendes far blev dræbt fordi han stod i spidsen for dem, der ikke ønskede at politiet blev privatiseret. Hun sætter sig derfor for at finde manden der bestilte mordet.

Der er således tilpas historie og plot til at tage filmen fra den ene fantasifyldte kamp til den næste, og variationen gør at dette aldrig bliver kedeligt, også ved at Ingeniørerne hele tiden udvikler sig på nye måder. Man skal dog være til overdrevet splat for at denne film er noget, men er man det, så er man helt sikkert godt underholdt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.23

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *