The Shawshank Redemption

The Shawshank Redemption
Film, USA 1994, 142 min.
Instr.: Frank Darabont
Medv.: Tim Robbins, Morgan Freeman, Clancy Brown, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Jeg så The Shawshank Redemption i biografen da den kom, for nu 25 år siden, og jeg tror faktisk ikke at jeg har genset den før nu, hvor jeg har fået lov til at anmelde den på Blu-ray. Udover at jeg huskede den som en udmærket film, gjorde den ikke oprindeligt noget kæmpe indtryk på mig, og jeg kunne ikke huske noget særligt fra den. Så det var næsten som at se den for første gang. Filmen er baseret på en kortroman af Stephen King, men har ikke nogle elementer af de fantastiske genrer; måske kan man kalde dens genre for fængselsfiktion.

En kultiveret og veluddannet bankmand, Andy Dufresne (Tim Robbins), dømmes som ung mand til livsvarigt fængsel for mordene på sin kone og hendes elsker – alt tyder på at han har gjort det, men i virkeligheden er han uskyldig. Han spærres dog inde i Shawshank-fængslet i 1947, hvor han går grueligt meget ondt igennem, men også må siges at have en vis succes. Gennem tyve år bruger han sine evner og kompetencer til at gøre sig uundværlig for fængselsinspektørens lyssky pengesager, udfylde skattepapirer for fængselsbetjentene, oprette et fængselsbibliotek, og hjælpe adskillige fanger med at opnå langdistance-gymnasieeksamen. Han bliver også venner med andre fanger, specielt Red (Morgan Freeman), som er mand for at smugle lidt af hvert ind i fængslet, og gøre tilværelsen mere og mere tålelig.

Hvordan det ender vil jeg ikke afsløre, i fald der skulle være nogen derude som stadig ikke har set denne berømte og anmelderroste film, men jeg kan da komme med et bud på hvad det er der gør denne film så god, udover den veldrejede instruktion og de gode skuespillerpræstationer. Efter min mening er filmens historie især vellykket fordi den præsenterer Shawshank-fængslet som et mikrokosmos; som en mikroversion af hele samfundet. Og ikke bare af samfundet, men af samfundshistorien i det hele taget. Fængslet starter med at være et helvedeshul af lidelse og håbløshed, men bliver gradvist til et mere og mere civiliseret og menneskeværdigt sted, og symboliserer således menneskets udvikling fra uvidende barbari til kultiveret civilisation baseret på uddannelse. Derudover er det selvfølgelig også den hjertevarmende historie om et venskab, og om hvordan Andy og Red sammen overvinder fængslets underkuende håbløshed. Man kan bestemt ikke komme uden om at kalde det en rigtig god film.

The Shawshank Redemption er, som mange nok er klar over, berømt for at ligge nr. 1 på IMDb.coms liste over bedste film nogensinde, og der har i årevis været meget diskussion om hvorvidt dette nu også er den bedste film, der nogensinde er lavet (!). Det er den efter min mening ikke – den ville ikke komme med på min top-10; måske ikke engang på min top-100. Men det er jo heller ikke vigtigt om den er den bedste film nogensinde eller ej; det er en subjektiv ting som enhver må have sin egen mening om. Men en storartet film er det helt sikkert, og den kan anbefales til alle der holder af gode film og gode skuespillere.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til The Shawshank Redemption

  1. Cato S. Pellegrini skriver:

    I striben af mer eller mindre vellykkede Stephen King-filmatiseringer, vil jeg lige nævne “Hearts in Atlantis”, der er en delvis filmatisering af bogen med samme navn – min personlige Stephen King-favorit, fulgt af “The Green Mile”. “Hearts…” består af fem løst sammenhængende historier, hvoraf de to er med i filmen. Handlingen både i filmen og bogen knytter an til det samme univers som “The Dark Tower”- serien. Livet til den elleveårige dreng Bobby Garfield tager en ny retning da hans mor lejer de ledige værelser ovenpå i deres hus ud til en mystisk fremmed, der, som det skal vise sig, er på flugt fra nogle meget farlige folk. Ted som han hedder, hyrer Bobby til at være på udkig efter nogle bestemte tegn, som vil varsle ham når forfølgerne nærmer sig. Bobby, som ser en slags bedstefar i Ted (hans egen har er død), er bange for at deres venskab skal tage slut hvis Ted bliver tvunget til at tage af sted igen, så alt for sent fortæller han om de tegn, han har fundet … Rollen til Ted tolkes af en veloplagt Anthony Hopkins, og drengen (som jeg ikke husker navnet på) yder ham godt modspil. Måske en af demest vellykkede film efter en King-bog. (Nu venter jeg bare på at også “Joyland” skal blive film…)
    Cato S. Pellegrini

  2. Andreas J. Søe skriver:

    Det er jo en rigtig god film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *