Ørjan Nordhus Karlsson – Marko Eldfell-trilogien – Norsk sci-fi-noir.
Bok 1: Huset mellom natt og dag. Vendetta Forlag 2014; ny udgave: Gyldendal Norsk Forlag 2019. 384 sider. NOK 199,- (Hft.)
Bok 2: Speilets bakside. Vendetta Forlag 2016; ny udgave: Gyldendal Norsk Forlag 2019. 365 sider. NOK 199,- (Hft.)
Bok 3: Den lengste dagen. Gyldendal Norsk Forlag 2019. 432 sider. NOK 379,- (Indb.)
Der udgives ikke ret meget ny norsk science fiction i disse år, men de bøger der trods alt udkommer, holder til gengæld en jævnt høj kvalitet. Visse tendenser tyder på at der er ved at ske en tilvækst af nye talenter: Indenfor de senere år har flere forfattere debuteret med opsigtsvækkende gode værker. I tillæg er der kommet nyudgivelser af Tor Åge Bringsværds romaner og en håndfuld klassikere af Dick, Huxley og Lem. Så tilbuddet er slet ikke så ringe endda.
Blandt de nye navne er Ørjan Nordhus Karlsson (f. 1970) formentlig den mest spektakulære. Han er sociolog, har uddannelse fra det norske forsvar og arbejder til dagligt som afdelingsleder i Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap. Derudover er han en habil og vel meriteret forfatter af spændingsbøger, men han skriver også fantastik, både for voksne og børn/unge. Dét håber jeg, han vil blive ved med at gøre rigtigt længe endnu. Mere farverige og spændende bøger end de her omtalte, skal man lede længe efter.
De to første bøger blev udgivet af Vendetta Forlag – der satsede stort på at udgive fantastik på norsk – i henholdsvis 2014 og 2016. Desværre nåede de ikke at udgive det sidste bind i trilogien inden de indstillede virksomheden i 2017. Det var længe uvist hvad der ville ske med den sidste bog, indtil Gyldendal Norsk Forlag overtog rettighederne og valgte at udgive de to første bøger på nytt sammen med det afsluttende bind.
Huset mellom natt og dag 1-3, eller «Marko Eldfell-trilogien» som den også kaldes, er Ørjan Karlssons første bidrag til science fiction-genren. Lad det være sagt med det samme: Noget lignende er ikke blevet skrevet og udgivet i Norge, måske ikke i hele Norden, selv ikke i de mest produktive år. De tre romaner er actionfyldte technothrillers i bedste dystopiske tradition. Som et norsk ekko af William Gibsons Neuromancer og lignende bøger, dog uden at jeg tror Gibson har været et bevidst forbillede.
Trilogien er simpelthen usædvanligt velskrevet og af ypperste mærke. Her er ikke et eneste overflødigt ord, ikke en unødvendig scene. Sproget flyder let og ledigt, med overraskende og glitrende formuleringer, og beskrivelserne er så tilpas detaljerede, at man hurtigt danner sig et billede af hvad der foregår. I starten kan den første bog virke som en ikke-fantastisk pageturner, men man skal ikke have læst ret mange kapitler før man forstår, at det drejer sig om science fiction af den hårdtslående slags.
Året er 2106 og verden sådan som vi kender den, eksisterer ikke mere. Norge er blevet indlemmet i den nordiske enklave, kaldet Thule. Undtaget er den tidligere norske hovedstad, Oslo, der er blevet lukket ned – ingen slipper ud og ingen slipper ind. 21 år er gået siden et videnskabeligt eksperiment gik galt og kostede mere end én million mennesker livet. Ulykken har ført til et udbrud af genpest, hvilket har medført at flere typer mutanter og anden vederstyggelighed er opstået. Deriblandt Finkerne, som viser sig at have stor betydning for handlingen.
I denne uforudsigelige verden møder vi elitesoldaten Marko Eldfell, som har lykkedes med at holde sig skjult for sine overordnede efter at han deserterede for fem år siden. Han og 199 andre kvinder og mænd er produktet af bestræbelserne på at skabe en særlig art biologisk modificerede soldater. Imidlertid blev projektet afbrudt i fortid, og soldaterne mistede deres frihed og menneskelige rettigheder. Nogle er dog lykkedes med at undslippe, og der er udlovet en rundhåndet dusør til dem der fanger ekssoldaterne – levcnde eller døde.
Historien tager til i Tirana, Albaniens hovedstad, hvor Marko Eldfell lever af at udføre forskellige opdrag for Caliban, den lokale mafiaboss. Hurtigt kommer han til at stå i gæld til Caliban, og efter en tvekamp mod en af hans håndlangere, ender Marko med at flygte. Han og hans ven fra fortiden, legen Lenny, bliver samlet op og fløjet hen til et mystisk hus. Her møder de en mand som giver dem i opdrag at finde en af Markos soldaterkammerater, der efter sigende skal befinde sig i Nye Berlin.
Men Caliban er ikke den eneste der er ude efter dem. Også det tyske politi og den forhatte og mystiske internationelle organisation Maskerne er villige til at gå meget langt i bestræbelserne på at pågribe Marko Eldfell. Angrebet udvikler sig til en katastrofe af uante dimensioner, og ved slutningen af første bind står det klart at Marko og hans venner ikke kommer udenom at tage til Oslo.
Speilets bakside starter der det første bind stoppede. Handlingen bliver videreudviklet i flere parallelle spor og med en række forskellige synsvinkler. Tilsammen danner de et komplisert hele, som man dog alligevel fint klarer at holde oversigten over, takket være gode referencer undervejs. Bogen er hvis muligt endnu bedre skrevet end den første, og giver flere hint om hvad det hele drejer sig om.
Vejen til Oslo viser sig at blive både længere og mere farefuld end nogen havde set for sig. Vennerne kaprer en ældgammel flyvemaskine fra et museum, og begiver sig mod Norge. Turen går ikke helt som planlagt, de bliver nødt til at nødlande nær byen Tønsberg, syd for Oslo, og her møder de nye fjender, samtidigt som forfølgerne er hak i hæl. Mere skal ikke røbes her.
Den lengste dagen foregår i to parallelle tidsspor, så man skal læse overskriften i hvert kapitel nøje for at følge med i hvilken tidsperiode, man til enhver tid befinder sig i. Jeg vil ikke sige for meget om dette bind, bare at det opsummerer og forklarer det meste af det der er foregået forinden. Slutningen virker gennemtænkt og troværdig, logisk i forhold til historien.
Som jeg nævnet indledningsvis er bøgerne spændende som thrillers, fulde af mystiske hendelser og dulgte antydninger, som læseren inviteres til at gøre sig op en egen mening om. Forklaringerne er ikke mere omfattende end hvad de behøver at være, men alligevel fyldestgørende.
Forfatteren forteller i slutordet at bøgerne har taget ham syv år at skrive, og at universet i hvilket handlingen udspiller sig med tiden voksede både i bredde og dybde. Resultatet er blevet et helstøbt værk, som giver håb om at science fiction-genren (og gerne også fabelprosaen) i Norge står foran et nyt forår. Trilogien fortjener rigtigt mange (danske) læsere. Hvis Ørjan Karlsson i fremtiden skriver flere science fiction romaner, er han afgjort et hedt navn, det lønner sig at følge med på.
Anmeldt af Cato Pellegrini
