Danny H. L. Nielsen – Stonelegenderne

Stonelegenderne – Den mørke side af skyggen
Roman af Danny H. L. Nielsen
Forlag BoD – Books on Demand
2021, 294 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

For 140 år siden lavede de fire børn i Stone-familien et ritual som ville få indflydelse på både dem selv om eftertiden. Disse eftervirkninger følger vi igennem forskellige tider i alt fra tiden lige omkring ritualet, Anden Verdenskrig, og til en mulig nutid. I centrum er hele tiden Stone-søskende, for ritualet har ikke kun åbnede en passage imellem to verdner, hvor der muligvis er kommet væsner igennem, det har også påvirket børnene så de nu ikke ældes som normalt. De virker også til at have ændret personlighed efter ritualet. Børnene spredes, og der er ikke just lutter søskendekærlighed imellem dem, og det går ikke nødvendigvis stille af sig når de mødes. Vi følger også en detektiv som børnenes far havde sat på sagen om at finde ud af hvad børnene havde gang i, og igennem alle disse brudstykker bliver den dystre historie stykket sammen.

Bogens 294 sider er delt op i 32 kapitler, så det siger sig selv at det er korte kapitler. Det gør at man aldrig rigtigt lærer personerne at kende, men de bliver, ligesom historien, stykket sammen af det man finder i de korte afsnit. Opbygningen gør dog at der hele tiden sker noget i historien, og man må følge godt med hele tiden for ikke at misse sammenhængene. Nu skal det ikke komme til at lyde som om det er en kompliceret bog at læse, for det er den ikke, men den er bestemt spændende.

Bogen indledes med en tekst der fortæller at forfatteren første gang udgav Stonelegenderne i 2017 og at det nu er anden udgave af historien der er udkommet. De to bind, Den mørke side af skyggen og Brødre­krigen, udkom samtidig, men det fremgår kun dårligt hvad der er bånd 1 og hvad der er bind 2. Det fremgår heller ikke rigtigt om der nu er tale om at det er 2017-udgaven der er blevet omskrevet og nu delt i 2 bind eller hvordan sammenhængen er. Jeg skrev derfor til forfatteren, og fik så forklaringen:

Bind 1 er Den mørke side af skyggen, mens bind to er Brødrekrigen. Den blev originalt udgivet som en enkelt bog, som den dag i dag er Den mørke side af skyggen. Der er dog taget højde for folk som bare vil ind i historien, og jeg har forsøgt at skrive begge bøger på en måde så de kan stå alene hvis det er det som læseren ønsker.:)

Der er forskellige skønhedsfejl rundt omkring som den detalje at omslaget nævner at historien foregår over 130 år, hvor det faktisk er over 140 år. Det er dog alt sammen småting der ikke skæmmer læsningen. Jeg fik kun læst Den mørke side af skyggen inden Himmelskibets deadline, men jeg skal bestemt også af læst Brødrekrigen, for selvom første bind har en afslutning, så er der bestemt ikke fred, og hvad end ritualet har vækket er ikke væk endnu.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.62

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *