Project Hail Mary
Roman af Andy Weir
Dreamlitt, 2022, 580 sider
Anmelder eksemplar leveret af forlaget
Jorden går altid under, men denne gang ret så spektakulært, og snart:
Solen mister pludselig udstråling og det vurderes at vare ganske få år, før liv på Jorden ikke kan opretholdes. En rejse til og undersøgelse af Solens corona afgør, at Solen mister masse – en proces, menneskeheden ved for lidt om til at kunne forhindre. Afsøgning af lignende fænomener i Mælkevejen skaber grund til at forene menneskehedens ressourcer i en afsendelse af, hvad der givet er en selvmordsmission med henblik på at samle data, som måske, måske ikke, kan muliggøre en videnskabelig løsning på Solens massetab.
Andy Weir er en håbets mand, der har tillid til menneskelig opfindsomhed, og det ligger derfor i kortene, at missionen på en eller anden måde skal lykkes og menneskeheden frelses. Og da det snart fremgår, at bogen følger missionen, kan læseren forvente en lang række skruenøgler smidt i maskineriet, hver eneste gang et eller andet går godt – med henblik på dramatisk, virkelig dramatisk og intenst, at sikre hovedpersonens overlevelse gennem at løse alle ting, der går galt – ikke mindst fordi Jordens overlevelse afhænger af ham. Det kan man da kalde et pres! Men begivenhederne er i højeste grad overraskende, og selvom opfindsomheden er stor, fremgår det ret hurtigt, at selv menneskelig opfindsomhed ikke rækker i rummets nådesløse vaccum. Der skal mere til. Andre tanker, andre evner, anden udholdenhed og anden modstandskraft. Og at der måske er mere på spil end menneskehedens undergang.
I sig selv er bogen én lang ingeniørbedrift – konstrueret af mekaniske løsning på mekaniske løsning; som med hans Marsbog er også denne et festfyrværkeri af anvendt naturvidenskab, applied science. Så vidt, jeg kunne afgøre det, blev naturlovene kun gradbøjet en enkelt gang for at kunne fortælle denne fantastiske historie om at kæmpe for livet med ALT, hvad man både ved og kan analysere sig til. Georg Gearløs og alle spejdere, forener eder!
Man har muligvis selv læst lidt om Project Hail Mary i forvejen, men har man ikke, anbefaler jeg at holde nysgerrigheden i ave og bare at læse bogen. Den er fed.
Anmeldt af Kenneth Krabat