Det første
Roman af Mikkel Starup
Forlaget AnTenna, 2022, 560 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Det var i år totusindeogtrogtredive, at den sidste dør blev lukket. Der var egentligt ingen grund til at låse den, men automatikken gjorde sit arbejde, uden overvejelser, og der var ikke kommet nogen kontraordre.
Dette er en af de første sætninger i bogen, og den fangede mig med det samme, da jeg syntes dette lød som en interessant prolog til en bog, hvor bagsiden allerede havde afsløret at historien finder sted hvor en række soludbrud har forstyrret ikke kun jorden med også menneskets hjerne.
Bogen kunne have heddet Det sidste og det første, da den er opdelt i to dele. Det første afsnit har overskriften ”Det sidste”, og handler om tiden op til hvor verden ændre sig drastisk. Den anden del er så ”Det første” hvor vi følger personerne efter soloudbruddene.
Vi følger 6 personer igennem bogen, og deres historier flettes sammen på forskellig vis. Historien i sig selv fletter sig også ud og ind af sig selv, og mere end en gang måtte jeg lige gå tilbage og genlæse dele af et kapitel for at prøve at holde tråden.
Bogen beskrives på bagsiden som en pendant til forfatterens fagbog Lovbogen (AnTennA, 2012) om det ideelle samfund. Jeg har ikke læst denne fagbog, og det er således ikke en forudsætning at man har læst den, men jeg tænker at der er både referencer og handlingstråde der måske ville stå klart hvis man havde den in mente.
Det er bestemt kun godt nogle gange at blive udfordret som læser, og at alt ikke kun er lineære fortællinger. Jeg endte i store træk med at læse bogen over et par aftener, for at holde fokus og forsøge at holde styr på historiens tråde.
På samme måde som den indledende sætning fangede mig, så var der også et andet sted hvor en sætning virkeligt vakte min interesse. Det var ved præsentationen af den sjette af historiens personer, hvilket starter med sætningen ”Den sidste af vores seks hovedpersoner i denne historie hedder Richard”. Det der var ved denne ret simple sætning var at for første gang i bogen gik fortællerstemmen ind og talte direkte til læseren. Min tanke igennem resten af bogen var at dette må betyde at der er noget helt specielt med denne karakter. Da man senere finder ud af at en anden af personerne er ved at skrive en bog hvor handlingen blander sig med den bog man selv sidder og læser var jeg ved at tænke om den forfatter så var den fortællerstemme som jeg oplevede. Bogen benytter sig dog ikke af dette greb med at forfatteren, eller fortælleren træder ind i historien andre steder. Den arbejder dog hele tiden med konstruktioner inde i konstruktioner.
I anmeldelser indleder jeg gerne med et kort handlings resume for at give et indblik i hvad det er for en historier. Det giver dog ikke den store mening her, for et handlingsreferat vil alligevel ikke give et billede af hvad dette er for en bog. For igen at refererer bagside teksten så er dette i rejse ind i en eventyrlig drøm, og ligesom drømme kan virke fragmenteret så hænger de alligevel vel på deres egen måde sammen, hvilket også kan siges om denne bog.
Så på mange måder en bog der er meget anderledes end hvad jeg ellers læser, men den er bestemt værd at tage ”kampen” op med, om ikke andet så for udfordringens skyld, for alt skal ikke være lige som alt andet.
Anmeldt af Thomas Winther
Overså den nye verdens skabelse!
Man skal nok være forfatter for at vide, hvor grænseoverskridende det er at udgive en bog – i hvert fald hvis indholdet er hentet fra de dybeste kroge af ens sind. Hertil kommer det tidskrævende arbejde med konstruktionen af historien og dens mange veje, igen hvis den altså har mangfoldige veje og lag.
At anmelde en bog kan derfor være noget af en opgave, og der er mange måder at tilgå dette. Jeg har læst mange anmeldelser, hvor det er tydeligt at anmelderen ikke har læst hele bogen, men et andet problem er anmeldelser, der er bygget op omkring, hvad anmelderen forestillede sig bogen skulle omhandle. Kvintessensen i en anmeldelse bør derimod igennem læsningen være at lære, hvad forfatteren selv vil med bogen og herefter anmelde den ud fra om dette lykkes.
I Thomas Winters anmeldelse noterer jeg mig, at et af mine mange kunstgreb har fanget en unødig stor opmærksomhed, og det så meget at han ikke overhoved kommenterer på bogens hovedkonstruktion, som nok må siges at være betydeligt vigtigere en dens mange mindre dele. De er selvfølgelig alle nødvendige for den endelige forståelse af den magi der opstår, når alle vejene møder hinanden, der indrømmet også er noget af en mundfuld, men det end ikke nævnes i anmeldelsen, hvilket afstedkom et akut behov for denne kommentar.
Forfatterens intension med romanen er at vise, at kulturens forestående undergang ikke kan vendes, men i stedet må afføde en ny, og det er ikke nogen nem opgave. Vergils Æneiden handler om den Trojanske krigs ødelæggelser, hvilket medførte skabelsen af det romerske rige, og mosebøgerne omhandler ligeledes Moses’ udvandring fra egypternes greb og rejsen mod det lovede land.
”Det Første” er et forsøg på at vise et tidssvarende alternativ igennem scifi-genren, og at skabelsen af en ny kultur kræver mennesker med nogle grundliggende egenskaber og ikke mindst et ideal fra oven. Om denne mission så lykkes, må være op til den enkelte læser, men det kræver, at der gøres opmærksom på bogens mission, og den er hermed givet videre.