En Stormnat
Roman af Martin Schjönning
Forlaget Kandor, 2023, 182 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
I tiden kort efter Anden Verdenskrig er Johannes Storm ude at køre i en automobil som han har vundet i spil. På trods at dårligt vejr har han fart på, og det bliver katastrofalt da en modkørende hestevogn pludselig dukker op foran ham. Han ryger af vejen. og inden bilen lander, når den at ødelægge et højt trækors der står på en mark.
Johannes har brækket armen og er blevet bragt til herregården Skovbo og lagt i en seng for at få hvile, og da han vågner står en flok at stedets beboere omkring ham. Den ældre dame der taler til ham, virker ikke venligt stemt over for ham og den forstyrrelse han har bragt med sig. For han har virkelig forstyrret stedet, og han har vækket noget dæmonisk som gerne vil lave en handel med ham. Johannes er dog ikke sikker på at løfterne er ægte, men det virker heller ikke til at han kan slippe. Det bliver et mareridtstur igennem herregården i forsøget på at finde en måde at undgå at blive fanget i en aftaleder vil binde ham til stedet til evig tid.
Da forlaget Kandor i 2015 startede deres serie af bøger med forskellige tilgange til Satan, var Martin Schjönning den første forfatter i rækken, der gav sit bud med en historie om det dæmoniske. Her vender han lidt tilbage til samme emne, men med en helt anden vinkel end dengang.
Bogen indeholder et fint post scriptum om hvordan det har været for forfatteren at tage udgangspunkt i en af virkelighedens myter, en myte som netop knytter sig til Skovbo Gods. Jeg syntes altid det er interessant når en forfatter deler noget om de tanker og den proces der har været omkring det værk man sidder med, og i tilfælde som her, afrunder den en allerede velfortalt historie endnu bedre.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 64