Kolossernes skygge
Sværd og trolddom 10
Spilbog af Ian Livingstone
Faraos Cigarer, 2022, 272 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Der er noget nostalgisk ved Sværd og trolddom-bøgerne, en nostalgi mange deler, og de gamle bøger er ved at stige godt i pris på brugtmarkedet. Det er derfor heller ikke overraskende at de nu bliver genudgivet, da der tydeligt er en marked for dem.
Jeg har tidligere læst mange af disse, men det er ved at være en del år siden jeg sidst har sat mig med en Sværd og trolddom-bog (eller en anden du-vælger-selv-handlingen bog). Da jeg satte mig med Kolossernes skygge, kunne jeg hurtigt genfinde den glæde jeg tidligere har haft for bøger som disse, og for at drage ind i bogens eventyr. Bevidstheden om at selv små valg kan vise sig at have en indflydelse på hvordan historien forløber, og spændingen ved at lade en terning rulle for at se om heldet falder ud til ens side, eller om man i værste fald må starte forfra. Jeg blev også gang på gang stillet i det klassiske dilemma, hvor man kan se at man er gået forkert, eller en terning har vist for få øjne, om man vil snyde for at komme tilbage på sporet, eller om man tager konsekvensen og starter forfra.
Det er selvfølgelig ikke alt man selv kan vælge i handlingen, og i Kolossernes skygge er det således ikke læserens valg at man får sluppet en flok gigantiske kolosser løs, som kan ende med at ødelægge landet, men det er læserens valg der har indflydelse på hvordan man så stopper dem igen.
Jeg må ærligt indrømme at jeg skulle bruge et par forsøg på at komme igennem bogen, hvilket bestemt kun er ganske fint, for hvis det var for let, ville det også være kedeligt.
Det første bind af Sværd og trolddom, eller Fighting Fantasy som de oprindeligt hedder, udkom for 40 år siden. Kolossernes skygge er dog et helt nyt bind i serien, men den indeholder alt det som jeg husker og holdt af ved disse bøger, og ingen tvivl om at jeg kommer til at genoptage disse eventyr igen.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 64
