Alien: Romulus
Film, USA, UK, Ungarn, Australia, New Zealand, Canada, 2024
Instruktør: Fede Alvarez
Medvirkende: Cailee Spaeny, David Jonsson, Archie Renaux m.fl.
Efter nogle, efter min mening knap så vellykkede Alien film, har man lavet en ny Alien film, Alien: Romulus. Handlingen foregår mellem de to første film, som også er de bedste, synes jeg. Altså, 20 år efter Alien og 37 år før Aliens. Ridley Scott, der instruerede den første, er producer på denne film.
Handlingen i Alien: Romulus er kort den, at en gruppe er trætte at arbejde for Weyland-Yutani Corporation. De vil væk og de hører om et vrag, som de flyver til for at tage brændstoffet og flyve videre til en anden planet og starte et nyt liv der; og hvordan det går vil jeg ikke afsløre her. Historien i Alien er således ret enkel, men den fungerer.
Alien: Romulus har det en god alien film skal have: Det onde firma som har bagtanker med monstret, en android og noget gys. Og noget til science fiction fans. I Alien: Romulus foregår handlingen på et begrænset sted, nemlig vraget. Og det fungerer godt. Det der måske mangler, er at tilføje noget afgørende nyt. Det bliver for meget en følelse af at fortælle den samme historie igen. Og låne for meget fra de andre film.
Men jeg synes dog at Alien: Romulus er en god film; jeg synes bare ikke den er helt så god, som de to første film i franchisen. Men den er bedre end de andre film i serien. Handlingen er spændende og særlig første halvdel er vellykket.
Jeg synes at det især er hen i mod slutningen, at det begynder at gå ned ad bakke for filmen. Jeg vil ikke gå i detaljer; men her bliver horrorelementet mislykket og filmens tone ændrer sig efter min mening til grotesk ufrivillig humor, i stedet for en horroreffekt. Man forsøger altså at skræmme, men det mislykkes. I hvert fald for mig. Det synes jeg er synd, når man nu har et så godt designet monster som xenomorph monstret er. Men ellers synes jeg at skuespillet var tilfredstillende. Omend personbeskrivelserne måske kunne have være bedre. En af personerne, der fungerer godt og er bedre beskrevet, er androiden Andy. Filmen er ikke et karakterstudie, men en horror og science fiction film. Men derfor kunne personerne være bedre tegnet i filmen.
Filmen leverer således nogenlunde hvad en god Alienfilm skal kunne. Men den gør det som sagt ikke så godt som de to første film.
Karakter: 7 stjerner ud af 10
Anmeldt af Jóannes á Stykki