Englebørn
Film, Danmark, 2024
Instruktør: Peder Pedersen
Manus: Jan Lundager Iversen, Peder Pedersen
Med: Agnes Born, Micki Stollt m.fl.
Det smukke unge par Freya (Agnes Born) og Mikkel (Micki Stoltt) flytter ind i en ældre lejlighed på Amager – i den opgang, viser det sig, hvor Dagmar Overby myrdede en masse småbørn (se Pigen med nålen). Mikkel er bekymret for Freya, som har nogle traumer, hun ikke er kommet sig over og som hun stadig får piller for. Men er han ægte bekymret, eller gaslighter han hende? Måske det sidste, for hun opdager en SMS til ham fra en barmfager og letpåklædt blondine, der glæder sig til at se ham igen. Men det er bare en fra arbejdet, som stalker ham, siger han, men Frey smider ham alligevel ud af lejligheden, så han må sove hos en ven. Han kommer dog forbi med mellemrum for at få rent tøj med eller fordi han er bekymret for hende – måske med god grund, for der begynder at ske uhyggelige ting i lejligheden, når hun er alene og sover eller maler sin kunst: Barnegråd fra lejligheden ovenover, selvom der slet ikke er en lejlighed, kun loftsrum; ting der flytter om natten, lamper, som uforklarligt går ud, og så videre. Spøger det, foregår det hele inde i Freyas hoved, eller er der noget helt tredje på færde?
Dette oplæg kunne der være kommet en okay gyserfilm ud af, men man gætter let hvad det handler om, før man har set 10 minutter – og hvis ikke, bliver der undervejs lagt en masse ret tydelige ledetråde (vel nærmest ledereb), så absolut ingen kan blive overrasket over den ‘overraskende’ slutning’. Selvom filmen stedvist er stemningsfuldt filmet, er de uhyggelige indslag ekstremt klichéfyldte, og historien er som sagt uforudsigelig, og epilogen tam. Underlægningsmusikken udmærker sig især ved at komme med umotiverede jumpscare-lyde, når der ikke er nogen jumpscares, bare for at få biografgængerne til at hoppe i stolene (eller snarere vække dem, der er faldet i søvn). Claes Bang burde være et stærkt kort på hånden, men er spildt i en rolle som psykiater i i alt 5 minutter, som enhver kunne have spillet. Det generer mig også at norske Agnes Borns take er undertekstet, selvom hendes/Freyas norske er ganske let at forstå for danskere – faktisk lettere end Michi Stollts mumlende dansk, som jeg af og til savnede undertekster til. Det eneste, der trækker filmen lidt op, er Agnes Borns stærke portræt af en kvinde på randen af nervøst sammenbrud. Desværre kan det ikke redde en ret ligegyldig film, som atter en gang viser at danske filmmagere simpelthen ikke er i stand til at lave gode genrefilm, hvad enten det er horror, fantasy, science fiction eller for dens sags skyld westerns. Det ender altid med en samling klicheer, et tyndt plot og en masse effektjageri. Her kunne de danske filmfolk med fordel kigge til de andre nordiske lande, der har givet os glimrende og originale film som fx Lad den rette komme ind, Trold, Troldjægeren og Iron Sky.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen
