Døende verdener (Du er helten) – Et Skæbnekløvereventyr.
Af Mikkel Wendelboe
Forlaget Krabat 2025. 305 sider.
Anmeldereksemplar leveret af forlaget.
Døende verdener af Mikkel Wendelboe er en flot udgivelse fra Krabat. Farverigt omslag, fin indbinding, et godt ‘klonk’, når man banker på bogen.
Døende verdener er en spilbog i stil med Sværd & trolddom og lignende spilbøger, dog uden at der er en terningmekanik med. Man skal stadig vælge vej gennem bogen, der er stadig mange blodige dødsfald for hovedpersonen, og der er gemt koder rundt om i bogen, man skal gennemskue for at kunne komme videre i historien. Alt sammen elementer, som gør en sjov spilbog.
Historien går over stok og sten, som man vågner op i et rumskib, der er ved at forulykke, og man skal finde et sted at nødlande. Valget falder på en døende verden, hvor man strander, og i et desperat kapløb med tiden og med andre overlevende skal man forsøge at finde en måde at undslippe planeten på. Undervejs møder man talrige sære livsformer. Mere skal ikke afsløres af historien her, da læseren selv skal kunne vælge sig vej gennem handlingen.
Planeten er (endnu) hjemsted for mange, sære livsformer, og ved hjælp af bogens appendiks, Udvalgt føderal faunaoversigt, får man hints og ledetråde til, hvordan man skal overleve møderne med de særprægede væsner.
Kombinationen af appendikset med spilbogen giver en ekstra dimension til bogen, og det er en god gimmick for spilbogen, at man skal bruge denne viden om faunaen for at komme helskindet gennem historien.
Bremseklodsen for læseren er, at bogen er en del af Skæbnekløveruniverset, som er en slags space opera, som Mikkel Wendelboe har udforsket gennem en foregående trilogi. En uheldig konsekvens er, at man som læser af spilbogen blot kastes ud i handlingen uden at få en introduktion til Skæbnekløveruniverset. Noget af charmen ved science fiction er at blive kastet ud i nye universer og forsøge at lære dem at kende, mens man læser sig gennem bogen, og i de tilfælde er det intenderet fra forfatteren, og det efterlader ikke samme grad af spørgsmål til fiktionsuniverset, som fraværet af præsentation af universet gør det i Døende verdener. Således kan man som læser ikke andet end undre sig over, hvordan de samme livsformer kan være udbredt på talrige verdener, og om dette er en intenderet del af Skæbnekløveruniverset, eller om det er uigennemtænkt verdensbygning fra forfatteren.
Mest forstyrrende for læsningen er dog sproget, som er umanerligt floromvundent, og det maleriske billedsprog fører til forvirrende beskrivelser eller sære situationer, hvilket ikke fremmes af at forfatteren har fundet sig et par fraser, som han gentagne gange benytter. Det er en tekst, hvor man ville have ønsket at en redaktør havde gjort anmærkninger og givet forfatteren muligheden for at stramme teksten op.
Bogens manglende universskildring og det uklare sprog trækker ned fra, hvad der ellers ville have været et solidt rumeventyr på fremmede verdener mellem sære dyr og mystisk teknologi præsenteret gennem en spilbog med nogle ret fine ideer.
Anmeldt af Morten Greis
