Så fremmed et sted
Novellesamling af Cory Doctorow
Science Fiction Cirklen, 2024, 304 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Cory Doctorow har haft en enormt spændende og alsidig karriere. Jeg stødte første gang på ham i 00’erne, hvor jeg læste mange blogs som io9, Gizmodo og Boing Boing, og for mange år siden læste jeg hans hacker-romantik-cyberpunk-roman Little Brother (Tor Books).
Science Fiction Cirklen er generelt rigtig gode til at udgive forskellige former for fantastik uden at gå på kompromis med kvaliteten. Så fremmed et sted – og andre science fiction-noveller af Cory Doctorow er en oplagt bog at have liggende og læse i lidt ad gangen: en historie før sengetid, mens maden bliver færdig, eller på en kort bustur.
Samlingen rummer ni fortællinger samt et glimrende efterord af oversætteren Jesper Mark Pedersen. Han beskriver blandt andet Doctorow som både forfatter og internetaktivist. Jeg er selv stor fan af den slags kontekst omkring litteratur, og jeg nød også Doctorows egne små forord til flere af novellerne. Samtidig er jeg generelt glad for både gammel og ny cyberpunk – en genre hvor der stadig kan skrives stærk litteratur, måske mere end nogensinde i en tid hvor store techfirmaer og sociale medier fylder så meget.
De ni fortællinger er meget forskellige i både længde og tone. Doctorows mest kendte novelle er nok “Craphound” (på dansk Møghund), som åbner samlingen. Hvis jeg skal være helt ærlig, er tiden dog løbet lidt fra historiens pointe om monetær værdi og nostalgi; den virker ikke helt så overraskende eller original som den nok gjorde i 1990’erne. Samtidig skæmmes den danske udgave af nogle lidt mærkelige oversættelsesvalg – for eksempel bliver living environment til “levemiljø” og beer garden til “ølhave”. Titelnovellen “Så fremmed et sted” er derimod næsten Heinlein-agtig og absolut anbefalelsesværdig.
Men den historie der virkelig blæste mig bagover, var “Tilbage til Slaraffenland”. Den fik mig til at blive bange for noget, jeg ikke har været bange for i mange år. Slaraffenland er “Pleasure Island” fra Disneys Pinocchio, og jeg var nok for lille som barn til rigtigt at forstå hvor uhyggeligt det egentlig er: at drenge bliver lokket til en forlystelsespark, giver efter for deres lyster – og forvandles til æsler.
Hos Doctorow findes forlystelsesparken stadig, men en enkelt sætning fortæller os at den ikke findes i 1950erne længere, men i nutiden (uhyggelig tanke!)
Novellens fortæller og hovedperson arbejder i en bod, der deler candyfloss ud. Hovedpersonen George beskriver sin hverdag i dette horrorunivers og sit almindelige liv – for eksempel aftensmad med sine brødre efter arbejde – som noget helt trivielt. Det er et genialt greb. Langsomt går det også op for læseren, at George og hans brødre ikke er mennesker. De kalder mennesker for “de bløde”, men hvad de selv er, afsløres aldrig helt.
Jeg var så opslugt af “Tilbage til Slaraffenland”, at jeg bagefter kunne se, at jeg slet ikke havde taget noter under læsningen. Som fan af horrornoveller må jeg indrømme, at jeg aldrig rigtig har tænkt over hvor uhyggelig Pinocchio faktisk er som voksen. Slaraffenland bliver kun mere skræmmende jo ældre man bliver og jo mere man tænker over det. Novellen er på niveau med de bedste horrornoveller af Richard Matheson – eller de få, men virkelig gode, som Agatha Christie også skrev.
Singularitet, ChatGPT og bevidsthed
Doctorow skriver i et af sine små forord: “Jeg tror der er en voksende fornemmelse af at vi nærmer os Singulariteten…” Traditionelt er singulariteten det tidspunkt hvor kunstig intelligens overgår menneskets evner og måske opnår bevidsthed. I dag virker det perspektiv næsten lidt gammeldags. For nylig hørte jeg AI beskrevet mere pragmatisk som “det, vi før troede kun et menneske kunne gøre”. Det er egentlig en ret præcis beskrivelse af de seneste års udvikling, især inden for sprogmodeller som ChatGPT. Dette fjerner desværre noget af den klassiske science fiction-magi omkring AI, der mere og mere begynder at ligne et værktøj. Omvendt sker der i disse år store fremskridt i forskningen i dyrs bevidsthed, som viser at alt fra myrer til aber har langt mere komplekse mentale liv, end vi tidligere troede. Der er derfor brug for masser af science fiction om Singularitet, AI og bevidsthed.
Det her blev næsten et lille essay – men det siger måske noget om Doctorows noveller, at de sætter tankerne i gang. Og hurra for udgivelserne fra Science Fiction Cirklen. Science fiction behøver ikke altid handle om flyvende biler; nogle gange er det langt mere interessant med en verden, der ligner vores egen, bare med ét fremmed element, som ændrer noget – men ikke det hele.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
