Rău clovn
Novellesamling af Mikala Rosenkilde
2 Feet Entertainment, 2026, 210 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Ni noveller der alle er skrevet til at krybe ind under huden på læseren er samlet i denne bog. Allerede titlen Rău clovn eller ”ond klovn” varsler hvad der er i vente her. Klovnen dukker op i form af en dukke købt på et markedet, og tænkt som en gave til en dukkemager. Det virker dog til at dukken ikke er det ondeste i den novelle, og at køberens kæreste bestemt ikke er glad for hverken den eller andre dukker i det hele taget. At hun derfor skal ud og besøge hans mor, som er dukkemager, er ikke noget hun ser frem til, og det virker til at der er andet en blot et hyggeligt visit planlagt.
Af andre urovækkende ting i denne samling er børn, der virker som et varsel om snarlig død, og moderen til et endnu ufødt barn, som enten er ved at få en psykose, eller også så er der et eller andet der bestemt ikke er som det skal være.
Det er en stor ting at skrive under på skødet til sit første hus, hvilket i sig selv kan være skræmmende. Men når nu drømmehuset er der, og det er til en yderst fornuftig pris så gælder det om at slå til. Men hvad nu hvis der er en grund til at prisen ser næsten for fornuftig ud?
Det er netop der hvor fortælling bliver mest skræmmende, der hvor de tager udgangspunkt i noget velkendt og vender det om. Og sådanne er denne bog fyldt med, som i eksemplerne ovenfor, Men der er også venskaber der viser sig at være dødeligt forræderiske, og så er der personer der ikke længere kan stole på deres egen forstand og sind.
Novellerne kommer godt rundt i den krybende uhygge, men de har også alle samme klang, så det bliver en helstøbt samling af gys, der skiller sig ud fra hvad vi ofte ser. Det er derfor en bog der helt bestemt kan anbefales.
Anmeldt af Thomas Winther
