Memory of Princess Mumbi (DOX: 2026) af Damien Hauser
Når CPH:DOX viser afrofuturistisk mockumentary, er Himmelskibet selvfølgelig på pletten.
Science fiction og fantasy vælter ud af flere afrikanske lande i disse år – fra cyberpunk hos Lauren Beukes til både magiske skoler og hard sci-fi hos Nnedi Okorafor – og derfor var forventningerne også høje til kenyansk-schweiziske Damien Hausers Memory of Princess Mumbi, som endda var udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig Filmfestival 2025.
Filmen er ikke en dokumentar, men en slags meta-mockumentary, der velvilligt – og lidt forvirrende – kommenterer på dokumentarfilmens brug af AI, samtidig med at den selv bruger enorme mængder AI, både deklareret og udeklareret. Om det er en pointe i sig selv, eller bare lidt for meget leg med værktøjskassen, er svært at afgøre.
Memory of Princess Mumbi lægger ellers stærkt ud. Filmens fortæller, dokumentaristen Kuve (Abraham Joseph), introducerer projektet som en dokumentar om prinsesse Mumbi, der drømte om at blive filmstjerne, men døde, før hun nåede det. Handlingen udspiller sig i slutningen af det 21. århundrede – fra omkring 2093 – i en verden præget af ødelæggende krig og et konservativt tilbageslag, hvor “neo-teknologier” er blevet forbudt (dog åbenbart ikke AI) og helt nye spændende lande som Umata (hele østafrika) og Nordania (tidligere Schweiz).
Problemet er, at filmens visuelle side ofte spænder ben for sig selv. Der er så meget AI i baggrundsbillederne, at de flere steder fremstår “fuzzy” og urolige – i en grad hvor man næsten får lyst til at kigge væk. Om det er bevidst æstetik eller bare AI-sjusk, er uklart, men det understreger en større udfordring: AI udvikler sig så hurtigt, at det er en risikabel strategi at basere en films visuelle identitet på teknologien. Det, der virker cutting edge i dag, kan fremstå forældet og gennemskueligt om få måneder.
Filmens tilgang til konflikt er ikke klassisk. Man forventer som publikum mere dramatik og sammenstød – især i en dokumentarisk ramme – men hovedpersonerne vælger ofte at løse deres problemer ved simpelthen at tale om dem og være venlige over for hinanden. Det er på papiret forfriskende, men filmisk fungerer det ikke helt. Fraværet af egentlig konflikt dræner fortællingen for spænding.
Der er dog klare lyspunkter. En tilbagevendende gimmick, hvor scener vises på en gammel billedrørsskærm med AI-deklaration nederst og prompten øverst, er både morsom og idéstærk – her fungerer filmens meta-lag faktisk rigtig godt.
Og så er der Shandra Apondi som Mumbi. Hun lyser ganske enkelt ud af skærmen med en sjælden karisma, der næsten alene bærer filmen gennem dens svagheder. Det er svært ikke at håbe, at hun dukker op i noget mere – og noget bedre – meget snart.
Memory of Princess Mumbi er en film med mange interessante idéer og enkelte virkelig gode greb, men også en film, der bliver fanget i sin egen fascination af AI og sine egne koncepter. Den vil gerne sige noget om både fremtid, teknologi og fortælling – men ender med kun delvist at lykkes.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
