Positron Generator 2 – Angreb fra Ultra Z
Roman af Jan Schwerdfeger
Ørnens forlag, 2008, 304 sider
Dette er anden bog i ungdoms science fiction/fantasy-serien om vennerne fra planeten Ventura og deres kamp imod de onde Ixolitter. Bogen forsætter, såvel i handling som i stil der, hvor den første stoppede. Det er en forudsætning, at man har læst nummer et, inden man kaster sig over denne, da der ikke er nogen opsummering eller præsentation af handlingen og karaktererne fra nummer et.
Ixolitternes angreb efterlod planeten Ventura stort set ubeboelig, så venturianerne er flygtet til naboplaneten Shirdi. Selvom Ixolitterne blev slået tilbage, er de langt fra besejret og de er nu ved at udvikle et nyt våben, som vil kunne lægge planeter øde med et enkelt angreb. Der er dog strid i Ixolitternes rækker, og der er flere, der ser lederen Ragyll de Luxes nederlag, som en mulighed til at overtage hans position og lede det næste angreb.
I deres kamp bruger venturianerne endnu en gang en form for ”magi” ved at benytte sig af de færdigheder, de har med at kunne manipulerer med magnetiske energier, samtidig med at de skifter imellem fysiske og ikke fysiske stadier. Der er også en del snak om oververdener. Dette gør, at man nogen gange sidder med lidt en fornemmelse af, at bogen er ude i et nyreligiøst ærinde frem for at fortælle en fantasy historie.
Appendixet i bogen beskriver endnu en gang en række teknologier, hvoraf det langt fra er alle der optræder i bogen, men nogle af de nye opfindelser der omtales i bogen, (f.eks. M.V.E, Monecular Vector Enhancer) havde været oplagte at beskrive yderligere i appendixet. Der er lidt mere beskrivelse af, hvad Positron-teknologien er for noget i denne bog end der var i den første. Og den spiller da også en stor rolle denne gang, da det dommedagsvåben, som Ixolitterne bygger, er på baggrund af en stjålet Positron generator.
Bogen er rigt illustreret med computermanipulerede fotos af de modeller, som forfatteren har lavet over bogens karakterer. Disse er såmænd udmærkede, men man begynder at savne nogle ansigtsudtryk på figurerne eller, at de kunne stå i lidt andre opstillinger, end de fik, da de blev modelleret.
Kunne man lide etteren, vil man sikkert også kunne lide denne. Personligt manglede jeg, at universet blev udvidet med mere end blot et par planet og karakternavne. Jeg så gerne, der skete noget mere udvikling af karaktererne og deres indbyrdes relationer, og at de ikke blot blev bedre til at rejse i ikke-fysisk tilstand imellem planeterne. Endnu en gang savner jeg også, at der var noget i handlingen der afspejler, at væsnerne er humanoide hunde, katte og øglevæsner. Med andre ord så er den verden, der blev introduceret i bog et, ikke blevet synderligt udvidet med bog nummer to.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19
