Charles Stross: Singularity Sky

Singularity Sky
SF-roman af Charles Stross,
Orbit Books, 2003
389 sider

“Neither of them noticed the pair of polka-dotted knickers hiding behind the ventilation duct overhead, listening patiently and recording everything.”

Charles Stross vil være en af de internationale gæster på Fantasticon 2009, så jeg – og forhåbentlig også andre – vil her i Himmelskibet i de kommende numre bringe anmeldelser af nogle af hans bøger.

Når man starter på Stross’ gennembrudsroman Singularity Sky så tryllebindes man hurtigt af de store og bredtfavnende idéer. Åbningsscenen er særdeles effektiv: En avanceret transhumanistisk rumkultur ved navn The Festival kommer til en relativt primitiv planet, og sender en regn af mobiltelefoner ned på overfladen, hvor folk samler dem op. Gennem telefonerne får de at vide, at The Festival gerne vil underholdes. Hvis bare folk vil fortælle The Festival en historie, synge en sang eller forklare en ideologi, som The Festival ikke kender i forvejen (og det er nemt nok, da de ikke har været her før), så vil The Festival til gengæld opfylde ethvert materielt ønske. Folk kan sågar ønske sig selv-replikerende cornucopia-maskiner som kan lave hvad som helst. Naturligvis går planetens samfund og magtstrukturer straks i totalt kaos.

Vi befinder også et par hundrede år ude i fremtiden. Der har på Jorden indfundet sig en teknologisk singularitet, dvs. en teknologisk udvikling, der er så hurtig, at den faktisk løber ud af kontrol. Stross beskriver singulariteten som “a historical cusp at which the rate of change goes exponential, rapidly tending toward infinity” (s.163). Det der sker er, at en ikke nærmere beskrevet udvikling får en gren af menneskeheden (eller muligvis deres intelligente maskiner) til at tilnærme sig en transcendent status, hvor de kan kontrollere tid og rum. Disse kalder sig The Eschaton. For at sikre deres egen eksistens i mod andre ukontrollable udviklinger, griber de ind i resten af menneskehedens skæbne. Ved hjælp af ormehuller tager de dele af Jordens befolkninger og reetablerer dem på adskillige andre planeter rundt om i galaksen, nogle af dem endda sendt århundreder tilbage i tiden. I nutiden har adskillige af disse ufrivillige menneskelige kolonier, så udviklet deres egne unikke kulturer, delvist inspireret af, hvor de oprindelig kom fra. Rochard’s World, som i åbningsscenen bombarderes med ønskeopfyldende mobiltelefoner, er en af planeterne i kulturen The New Republic, som overvejende består af østeuropæere, der har reetableret en form for interplanetarisk Sovjetunion, komplet med paranoide totalitære ledere og revolutionære arbejderråd med neo-Marxistiske paroler.

Hovedpersonen er Martin Springfield fra Jorden, som er en ingeniør (og hemmelig agent – men for hvem?) der er blevet hyret af The New Republic til at holde deres rumflådes flagskibs FTL-motor vedlige. Han er med da Republikken sender sin flåde afsted for at forsvare Rochard’s World mod den mystiske Festival’s ”angreb”. The New Republic aner ikke, hvem eller hvad The Festival er, mens jordboerne er en del bedre informeret. Jorden kontrolleres af et decentraliseret United Nations, som generelt har et væsentlig højere teknologisk niveau end The New Republic. Martin finder ad omveje sammen med Rachel Mansour, en officiel UN-ambassadør og efterretningsagent med rank af oberst, som er UN-observatør på Republikkens flåde. Da Republikken er et dybt forankret patriarkat, lader de ganske enkelt som om Rachel er en mand, fordi de slet ikke kan forlige sig med, at en kvinde kan være så højt placeret. Og bag kulisserne arbejder Republikkens egne (og inkompetente) efterretningsagenter på højtryk for at finde ud af, hvem Martin og Rachel i virkeligheden er, og hvad deres planer er.

Historien udspiller sig dels ombord på Republikkens flagskib, Lord Vanek, og dels på den kaosfyldte Rochard’s World. Rachel har en politisk mission der, men nu hvor The Festival har introduceret en teknologisk singularitet på planeten, kan man så overhovedet regne med noget som helst mere?

I det Republikkens flåde støder sammen med The Festival udsættes vi for masser af rumkampe, både ægte og simulerede, og ombord på Lord Vanek sker der sære ting, når Rachels hemmelige og ulovlige udstyr aktiveres af en fummelfingret efterretningsagent fra Republikken – små spionrobotter kører rundt og kamuflerer sig med, hvad de nu kan finde rundt omkring, såsom løse tøjdele… Det skorter skam hverken på action eller humor.

Charles Stross virker klart til at være i samme boldgade som de øvrige eksponenter for de senere års britiske space opera, især Iain M. Banks, Ken MacLeod og Alastair Reynolds. Der er rumslag, vild teknologi og (ofte sortsynet) politik for alle pengene. Det er moderne hård science fiction fyldt med referencer til teknologi, som vi i dag lige netop kan begynde at forestille os, og acceptere som sandsynligt, såsom f.eks. quantum-entanglement walkie-talkies, som kan bruges i real-time på tværs af mange lysår (noget som der forskes meget i lige i øjeblikket). Stross snakker en del om kausalitetsovertrædelser, som er svære at undgå, når man rejser hurtigere end lyset, men som skaber alle mulige problemer.

Det er en spændende og på mange måder interessant verden han opbygger, men der er også svagheder ved romanen. Stross’ fortælleteknik er særdeles ikke-lineær, hvilket de fleste historier åbenbart skal være nu om dage. Det er såvidt jeg kan se en trend fra mainstream-litteraturen som en del SF-forfattere åbenbart føler sig tvunget til også at gøre brug af. Denne fortællestil maskerer, at plottet i perioder ikke skrider ret meget frem, og klimakset på historien løber spændingsmæssigt lidt ud i sandet, selvom dét der sker også er en pointe i sig selv. De dele af historien der i forvejen er bizarre og rodede forværres blot af den ikke-lineære handling. Personligt foretrækker jeg langt en lineær handling fremfor en ikke-lineær, bl.a. fordi detaljerne i plottet er meget sværere at huske, når man ikke får dem præsenteret i den rigtige rækkefølge. At en stor del af plottet skal være åh-så-mystisk i begyndelsen af historien, er for mig et irritationsmoment som leder tankerne hen på retningsløse TVserier, der ender med ikke at have noget at sige. Romanens slutning er svag, selvom den siger noget om hvad der sker under en teknologisk singularitet – den siger bare ikke andet eller mere end bogen allerede har sagt indtil flere gange tidligere. Jeg har læst et interview med Stross, hvori han fortæller, at han faktisk ikke tror på at en teknologisk singularitet vil indfinde sig. Udviklingen vil ikke eskalere uendeligt og eksponentielt; den vil i stedet komme i små og store ryk, der aldrig går rigtigt ud af kontrol. Det viser den hidtidige erfaring i hvert fald. Spørgsmålet er, om man kan anvende fortidens teknologiske udviklingsmønstre på fremtidens. Det vil (frem)tiden vise.

Men, alt i alt en læseværdig roman med masser af både humor og gode SF-idéer. Jeg vil straks gå i gang med flere af Stross’ bøger, herunder også efterfølgeren til Singularity Sky; Iron Sunrise. Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.