Charles Stross: Halting State

Halting State
Roman af Charles Stross
Ace 2007, 324 sider

I sidste nummer af Himmelskibet kunne man læse Tue Sørensens anmeldelse af Singularity Sky, der er space opera, men Charles Stross har også flere romaner og historier i hvad man kan kalde en slags post-post-cyberpunk. Den sidste historie om virtuelle verdener og hvor det er computernørden der er helten, er ikke skrevet endnu. IT-verdenen har jo udviklet sig markant siden 80’ernes cyberpunk, så det er spændende at tage disse ideer op igen og nu mere forankret i virkelighedens IT-teknologi, og Stross har faktisk skrevet en – indenfor rammerne – temmelig realistisk roman om den nære fremtid indenfor virtuelle verdener og særligt den nye type af kriminalitet det fører med sig. Romanen var nomineret til en Hugo Award sidste år.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også idérig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End (Hugo vinderen fra 2007) havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.

Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halvligegyldige ideer. Hans tre hovedpersoner har mere personlighed, og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de førnævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.