X-Men 3: The Last Stand
Film, USA 2006, 104 min.
Instr. Brett Ratner
Medv.: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Ian McKellen, Kelsey Grammer, Halle Berry m.fl.
Redaktionen har modtaget to anmeldelser af denne film.
Den tredje X-Men-film blev en uventet stor biografsuccess. Premieredagen i USA blev den næststørste nogensinde – større end The Da Vinci Code – kun overgået af Star Wars Episode 3. På fire dage ind
tjente X3: The Last Stand over 120 millioner dollars, plus omkring det halve deraf i Europa.
Men er filmen god? Anmeldelserne var blandende, og publikum ser ud til at være opdelt i to: Halvdelen kan lide den, halvdelen kan ikke. Min mening: Ja, den er god – i omkring en halv time. Den starter med en omgang træning på X-Mens ‘holodæk’, The Danger Room, hvor X’erne kæmper mod Sentinels i en dystopisk fremtid. Så cutter vi til Scott Summers (Cyclops), som er deprimeret over Jean Greys ‘død’ i forrige film. Han hører en stemme i hovedet som leder ham hen til kysten af den bugt hvor hun blev overdænget af vandmasserne efter et dæmningekollaps – og der finder han hende, i live. Men anderledes. Så klipper vi til en 20 år gammel scene, hvor vi se Professor X og Magneto (som dengang var venner og samarbejdspartnere) møde den unge Jean Grey for første gang. En meget flot sekvens. Dernæst er vi tilbage i nutiden, hvor Professor X forklarer at han i sin tid måtte sætte nogle mentale blokader i Jeans psyke for at forhindre hendes kræfter i at gå amok. Disse er nu blevet gennembrudt, og Jean er nu i sit ids vold, styret af rene instinkter. Hun bryder så ud af X-Men’enes kælder og tager hjem til sine forældres hus, hvor Professor X og Magneto igen konfronterer hende i håb om at vinde denne nye version af hende for hver sin side. De kæmper, og Jean slår en af dem ihjel.
Det er den første tredjedel af filmen, og bortset fra den ret lamme idé med at Jean nu er styret af sit id (hvilket dels er helt forskelligt fra tegneserien, og dels er lavet for at undgå den kosmiske dimension af den originale historie), er der faktisk ikke meget at udsætte på denne del. Den er spændende, med uventede udviklinger og en god forandring af status quo. Og virkelig flotte effekter. Og godt med detaljer som refererer til tegneserien.
Derefter knækker filmen efter min mening desværre fuldstændig. Hovedfigurene – især Wolverine – er reduceret til fragmenterede klip og utålelige one-liners. Og det værste af det hele: Jean Grey, som egentligt er den helt store trussel, laver absolut ingenting. Hvis ikke det var en fornærmelse mod zombier, ville jeg kalde hende en zombie i denne film – man hører intet rationale for hvorfor hun har sluttet sig til Magneto, og hun kæmper heller ikke i det store afgørende slag, bortset fra til allersidst mod Wolverine, i et opgør som er komplet følelsestomt fordi figurene overhovedet ikke er blevet udviklet. Det er på dette punkt, som burde have været det mest centrale, at filmen fejler. Den omkringliggende historie, med mutanten som kan fjerne de andre mutanters kræfter, er middelmådig og simplistisk, men kunne have været OK hvis de centrale personskildringer havde været det.
Det skal dog nævnes at jeg synes Halle Berry som Storm har en udmærket tilstedeværelse. Hun er blevet kritiseret både af folk, som ikke mener Halle Berry kan spille skuespil, og af hendes fans, som ikke mener hun burde være med i sådan en underlødig film, men jeg kan godt lide hende i denne film. Hun er med i mange scener, og bruger sine kræfter flot. Til sidst ender hun som leder af Professor X’s skole for mutanter (et ekko af tegneserien). Eneste kritikpunkt er at hendes tilstedeværelse ikke rigtig betyder nogetsomhelst for filmens plot. Men bortset fra det synes jeg, hun gør det godt.
Det er meget ærgeligt at de vigtigste elementer af filmen ikke kunne blive til mere, for mange af de øvrige detaljer var slet ikke dårlige. Hæren af onde mutanter var fed, og måden de brugte deres kræfter på var gode og flotte. Jeg har ikke ret meget imod at man kun så mange af dem meget kort, for sådan er det også tit i tegneserierne. Men X-Men 3 var en film som ville alt for meget og fokuserede på for mange irrelevante og dårlige aspekter (f.eks. sæbeopera-subplots som alligevel aldrig blev spillet til ende), mens den helt forsømte god dialog og essentiel personudvikling.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.10
X-Men 3: The Last Stand
Film, USA 2006, 104 min.
Instr. Brett Ratner
Medv.: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Ian McKellen, Kelsey Grammer, Halle Berry m.fl.
En af de ting, der altid har fascineret mig ved Marvels superheltetegneserier, er at de prøver at skabe sammenhæng i noget der ligger langt ude på fantasiens overdrev. Der er en forklaring på alting, selv om det muligvis er en forklaring, der ligger langt væk fra de naturlove vi kender. I X-Men er forklaringen på at både helte og skurke har superkræfter, at de er mutanter. Nok har det ikke meget med mutanter i vores verdens biologi at gøre, men man låner dog visse ideer derfra og prøver at få dem til at give mening i tegneserieuniverset. Der er for eksempel mutationer som er mere eller mindre vellykkede, og mutationer som også er handicap. Mutationer opstår hele tiden rundt omkring, og mange ikke-mutanter er bange for mutanterne. Det giver så basis for nogle historier, der går lidt ud over hvad superheltehistorier var, da de startede i 1940erne.
Af historier man kan lave med tegneserie-mutanter, findes der både gode og dårlige. I den lange periode Chris Claremont var forfatter på X-Men, lavede han historier af begge typer. Et af hans mindre geniale indfald var at opfinde en slags kryptonit eller anti-trylledrik til mutanterne. I modsætning til mange af de andre ideer, der udspringer af virkelighedens mutanter, giver denne ide slet ikke mening. Hvordan kan man fjerne en mutation i et fuldt udvokset individ? Og hvorfor stopper det ved at mutanterne bliver almindelige mennesker? Skulle det ikke spole mutationerne tilbage til missing link eller måske helt tilbage til encellede organismer? Det er muligt at der er mange som ikke har et problem med at forklaringerne bliver reduceret til det rene magi, men jeg hører så til dem der oprindeligt blev bidt af Marvels tegneserier, fordi de netop ikke anså læserne for at være komplette idioter, og fordi tingene var tænkt lidt bedre igennem end i de andre tegneserier.
Ulyksaligvis er det netop Claremonts dumme ide om anti-mutantvåbnet man har valgt at bruge i X-Men 3 filmen. Så vores stakkels mutanter må rende rundt i det meste af filmen og være skidebange for at en tilfældig idiot med en vandpistol dukker op og skyder dem. Ikke lige min forestilling om en superhelt. Men lad det nu ligge – det var et dumt plot – men fik de så noget godt ud af det alligevel? Det starter faktisk ret godt: Vi får nogle flashbacks fra da den lille Jean Grey blev optaget i X-Men, dengang Magneto og Professor X stadig var gode venner. Som man måske husker, blev Jean tilsyneladende slået ihjel i slutningen af den foregående film, men det afslører næppe noget man ikke kunne regne ud, hvis jeg fortæller at hun optræder i en hel del scener i X-Men 3.
Plottet kredser om to historier – den med anti-trylledrikken og den med Jean Grey. Førstnævnte fører til en større konflikt mellem mutanter og ‘ikke-mutanter’. De normale vil gerne af med mutanterne, til at starte med på frivillig basis, men tingene udvikler sig hurtigt til noget mere konfliktfuldt, ikke mindst da Magneto pisker til stemningen. En Magneto der i øvrigt helt har droppet sine udspekulerede planer fra de foregående film og optræder som en slags mutanternes Rambo. På et mere personligt plan er der den tragiske historie om Jean Grey, mere eller mindre kopieret fra Claremonts (og John Byrnes) historie om Phoenix, bortset fra at det er den tidligere så gode Professor X’s manipulationer der kommer ud af kontrol, hvor det i tegneserien var den onde Masterminds.
Noget af det, der er rigtig godt i filmen, er special effects. Hvis man kan glemme plottet et øjeblik, så er der virkelig noget at se på under de store kampscener. En anden god ting er casting af skuespillerne. Når de får lov at spille lidt, og ikke skal foretage sig ting der ikke passer ind i deres etablerede personlighed, så fungerer de rigtig godt. Men det samlede indtryk af filmen er temmelig rodet. Måske skulle de have holdt sig til det ene plot. Og med hensyn til plot, så skulle de måske have prøvet at udtænke et selv, eller i det mindste have undladt at skære væsentlige dele af det væk. Hele Phoenix-historien virker for eksempel ret skitseagtig, og de muligheder der er for drama, forspildes stort set, selv om Famke Janssen og hendes sminkehold til tider får Phoenix til at virke tilpas uhyggelig. Og konflikten mellem mutanterne og de andre afsluttes på en måde jeg ikke skal afsløre her, men virker som noget der kun kunne ske i en tegneserie (i negativ betydning).
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.10
