The Praxis
Walter Jon Williams
Roman, 418 sider
Simon & Schuster 2002
£6.99 (pb)
The Sundering
Walter Jon Williams
Roman, 452 sider
Simon & Schuster 2003
£10.99 (tpb)
Jeg er normalt ikke den store ynder af militaristisk science fiction, en undergenre, der ellers er meget populær, især i USA. Dels finder jeg generelt beskrivelserne af rumslag utroværdige og fantasiløse, dels er heltenes side normalt lige så udemokratisk og imperialistisk som skurkenes (om end ofte mindre grusom). Men den håndfuld bøger, jeg før har læst fra Walter Jon Williams’ hånd, har været både velskrevne og nuancerede, så jeg besluttede mig for at give disse en chance trods genren. Og selvom bøgerne ikke viste sig at være dybt originale, har jeg ikke fortrudt den beslutning.
Godt nok er heltenes side (i starten af bogen den eneste side) dybt imperialistisk og udemokratisk, men det er Williams bevidst om så meget at fællestitlen på den trilogi, som disse to bøger er starten på, er Dread Empire’s Fall.
Omkring tolv tusind år før bogen starter har en race kaldet The Shaa erobret de kendte dele af galaksen og gjort de intelligente racer, de har mødt, til undersåtter i et godartet, men ubøjeligt diktatur (hvis nogle prøver at gøre oprør, bliver deres byer bombarderet med antistofmissiler). Deres rige hedder The Praxis og er baseret på en håndfuld aldeles ubrydelige leveregler (deriblandt begrænsninger på udvikling af ny teknologi). Under Shaa’ernes styre har den kendtedel af galaksen oplevet fred i flere årtusinder. På trods af det opretholder imperiet en stor flåde af krigsskibe, men flådesoldaterne har mere travlt med at dyrke sport og smigre deres overordnede end med at føre krig. Selv flådeøvelserne er moralske skuespil med forudbestemte vindere og handler kun om hvem, der er bedst til at følge manuskriptet.
Der har været godartede diktaturer på Jorden (om end der har været langt imellem dem), men de har alle haft den fejl, at de går i stykker når den ‘gode’ diktator dør og efterlader et magttomrum. Det sker også her: Shaa’erne er en uddøende race, og den sidste af dem, Anticipation of Victory, dør i starten af bogen. Til at begynde med tror alle at alting vil fortsætte som før, eftersom det øverste råd, the Convocation alligevel har bestået af andre racer i lang tid. Men en af racerne, the Naxid, føler sig bedre end de andre fordi de var den første race efter Shaa’erne, der blev en del af the Praxis (menneskeheden var den næste), og de arrangerer et kup. Kuppet lykkes ikke helt, og snart bliver hele imperiet involveret i en drabelig borgerkrig.
Det er i denne borgerkrig at seriens to hovedpersoner skal vise deres værd. Den ene, Gareth Martinez, er en kompetent ung officer, der blot har haft uheldet at være født i en provinsiel adelsfamilie og derfor ikke kan regne med at gøre nogen videre karriere. Den anden, Lady Caro Sula, er godt nok af fin familie, men hendes familier blev fanget i at svindle og blev derfor henrettet, og familien (der nu kun består af Caro) kom i miskredit. Men krig har det med at ryste op i traditioner, og da de to helte er både heldige og kompetente, gør de sig godt bemærkede.
De to bliver i starten af den første bog forelskede i hinanden, men omstændigheder gør, at de ikke umiddelbart kan få hinanden. Caro Sula bærer også på en ‘Forfærdelig Hemmelighed’, der gør at hun ikke tør binde sig til nogen. Det er disse tos personlige forhold, der er kernen i bøgernes personlige drama, hvor krigen er kernen i det mere actionprægede drama.
Williams forsøger at gøre sit univers troværdigt, og det lykkedes meget godt det meste af vejen. Rejser hurtigere end lyset kan kun foregå gennem ormehuller, og der er ikke noget der hedder kunstig tyngdekraft, kraftfelter eller ‘magiske’ strålevåben. De primære våben er antistofmissiler, som man prøver at skyde ned med laserkanoner før de kommer for tæt på. Kampene foregår med meget store relative hastigheder (skibene bruger måneder på at accelerere til nærlyshastigheder), og missiler bliver affyret på planetariske afstande sammen med et utal af attrapper, så fjenden ikke ved hvad der er rigtigt. Det lykkedes også meget godt for Williams at skildre hvor ubehjælpeligt et imperium er til at føre krig, når det kun har kendt til (påtvunget) fred i årtusinder, og i disse passager viser forfatteren sig som en særdeles bidsk satiriker.
Alt i alt synes jeg at bøgerne er vellykkede, selvom de ikke flytter nogen milepæle i genren, og jeg ser frem til at se hvordan krigen slutter og om Martinez og Sula får hinanden i enden, på trods af misforståelser, forviklinger og giftermål til anden side.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.3
