Implied Spaces
Roman af Walter Jon Williams
Night Shade Books 2008
375s, $7.99
Walter Jon Williams er en alsidig herre, der har gjort det inden for cyberpunk, katastroferomaner, metropolitan fantasy og space opera (blandt andet trilogien Dread Empires Fall, der tidligere har været anmeldt her i bladet). I Implied Spaces skaber han en helt ny undergenre, som forfatteren S.M. Stirling i en anmeldelse af bogen kalder ‘Sword & Singularity’.
Til at begynde med ligner det heroisk fantasy. Vi følger den poetiske og lærde kriger Aristide vandre gennem et støvet ørkenlandskab i selskab med en talende kat og med et magisk sværd i bæltet. Han møder orker og jætter og kæmper mod præster fra en grum sekt. Det viser sig dog hurtigt at hele denne verden er et kunstigt skabt miniunivers og at de grumme præster er en del af et komplot, der skal slavebinde ikke bare én verden, men hele menneskeheden. Aristide er heller en tilfældig vandringsmand, han er en flere tusind år gammel mand fra en højteknologisk fremtid, hvor ingen dør permanent og hvor menneskeheden magter at skabe kunstige universer efter forgodtbefindende – altså en verden på randen af den teknologiske singularitet.
På overfladen er Implied Spaces en røverhistorie om helten Aristide der slås mod en mægtig fjende, der søger at hjernevaske menneskeheden i dens mange afskygninger, men der gemmer sig dybere mening under overfladen. Centralt er det eksistentialistiske spørgsmål: når mennesket er i stand til at gøre alt, hvad skal det så bruge denne magt til? Hvad er formålet med det hele? Titlen hentyder til en anden interessant, filosofisk idé: Når man skaber et bygningsværk til et specifikt formål, hvad enten det er en katedral eller et helt univers, opstår der utilsigtede områder – implied spaces – mellem de planlagte områder, der er nødvendige for at få det hele til at hænge sammen. Aristide, som kalder sig a scholar of the implied spaces, holder af at opsøge disse steder for at se hvordan livsformer tilpasser sig dem på en måde der er mindre planlagt end i de mere designede områder.
Plottet i romanen har en masse twists and turns, og duellen på snilde og våben mellem Aristide og den ukendte fjende på tværs af mange universer kan lede tanken hen på Roger Zelaznys Amber-bøger. Underholdningsværdien er høj, selvom visse plotelementer godt kan forudses af en årvågen læser. Der er ingen mangel på gosh-wow-elementer, fx når de to parter i krigen begynder at kaste babyuniverser efter hinanden – det mindes jeg ikke at have set før! Det hele virker bundet i solid videnskab, men Williams bruger ikke unødig plads på at forklare det i detaljer. Hvis jeg skal kritisere bogen for noget, så er det at Williams’ fremtidsverden ikke virker helt så fremmedartet som jeg ville forvente af en verden på randen af singulariteten – men det kan være et bevidst greb for ikke at distrahere for meget fra historien. Alt i alt følte jeg mig dog godt underholdt på en intelligent måde, og det er ikke så ringe endda.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.23