Annihilation book 1-3
Marvel Comics 2007.
Keith Giffen m.fl.
Mens de danske udgivelser af Marvel comics valgte at fokusere udgivelserne omkring det store crossover Civil War, så kunne man i en anden del af Marvel universet følge hvordan en række helte blev genopdaget i en begivenhed der …
Man kan sige at Marvels kosmiske univers har været på retur i årevis, ligesom science fictiongenren generelt er blevet et fy-ord i Hollywood, så Marvels fokus har også mere været på de jordnære helte og de politiske undertoner som heltene her på jorden kunne generere.
Figurer som Silver Surfer, Dr. Strange og Adam Warlock blev især båret frem af tresser-ånden hvor man så dybere filosofiske sandheder bag figurernes kamp mod kosmiske entiteter som Eternity, Infinity, Death og så videre. Jim Starlin var mesteren i disse store kosmiske historier, men hvordan gør man den slags historier vedkommende for en ny generation af selvbevidste og selvoptagede unge mennesker.
For Keiht Giffen var recepten tilsyneladende ganske enkel – man sender en af dem ud midt i det hele. Ideen er ikke original, vi har set det før med placeringen af Rick Jones midt i Kree-Skrull krigen og hos X-Men har vi haft både Kitty Pryde og Jubilee som junior medlemmer der kunne give stemme til de yngre læsere. Men trods det kan jeg ikke lade være med at synes at Keith Giffens brug af den 11-årige Cammi i Annihilation er lidt af en genistreg.
Modsat Kitty Pryde har hun aldrig gået i flinkeskolen, og modsag Jubilee behøver hun ikke snakke hele tiden, men når hun endelig åbner munden er det både respektløst og morsomt. Hun er typen der ansigt til ansigt med Galactus sikkert ville spørge hvorfor han går rundt med sådan en åndssvag hat på. Kort sagt en charmerende møgunge man ikke kan lade være med at holde af.
Trods sin unge alder og en opvækst i en udørk af en by ved navn Coot’s Bluff så er hun velbevandret i verden gennem stakkevis af science fiction-film og serier hun har set på TV, så selv om hun ikke er mere end halvanden rulle kiks høj i sine Doc Martens, så er hun parat til at begive sig ud i universet iført ikke andet end en vindjakke og en strikhue som begge ser ud til at komme fra et genbrugslager.
Hendes ven Dex deler ikke helt hendes mod, eller hendes ønske om at se noget andet end det dybt kedelige hul de er vokset op i. Det første møde med væsener fra rummet bliver afgørende for hvor hver deres vej vil gå. Han skifter hurtigt til gule underbukser, mens hun adopterer Drax the Destroyer som sin personlige ejendom. På den måde ligner hun måske mere Rose Tyler i Dr. Who, selv om hun måske ikke umiddelbart har nogen fysisk lighed med Bilie Piper.
Drax er en af de helte der får en ansigtsløftning i Annihilation. Tidligere var han i mine øjne en lettere komisk figur med fjollet kostume og et alt for stort hovede. I sin nye inkarnation ligner han mere en grøn udgave af Vin Diesel i Chronicles of Riddick.
En anden figur som får en tiltrængt opfriskning er Super-skrull. Da jeg læste om planen om at bruge ham som en del af historien var jeg skeptisk, for når alt kommer til alt, så taler vi om en fyr der på trods af at han har endnu bedre kræfter end Fantastic Four stadigt ender med at få høvl. Men ved at fokusere mindre på hans kræfter og mere på hans personlighed lykkes det at få en rigtig god historie frem om lederskab og heltemod. Ikke den pæne legendariske form for heltemod, men den ubehagelige, sammenbidte form hvor ubehagelige og knapt så komfortable valg må træffes fordi alternativet er værre.
Overfor disse og mange flere af Marvels klassiske helte står Annihilus og hans bølge af insektlignende væsener. En sand græshoppesværm af død og ødelæggelse som uden varsel kommer ud af den negative zone og kun efterlader ruiner i sit kølvand.
Det er ikke de psykologiske indre konflikter der er i højsædet her, men nogle meget virkelige fysiske konflikter som efterlader rummet fyldt med vragdele og døde soldater når Nova-korpsets hjemverden og senere Skrull imperiet rammes af invasionens destruktive bølge.
Om det skyldes at serien er et produkt af en post-9/11 verden hvor USA er i krig eller om det bare er fraværet af Comics Code ved jeg ikke, men forskellen fra kampene mod Thanos i Infinity Guantlet og Infinity War som nærmest er en form for kosmisk kammerspil og så frem til Annihilations mere udpenslede slagscener er slående. Begge måder har deres styrker, men det er interessant at Marvel tør bevæge sig ud i noget anderledes.
Og så har jeg slet ikke nævnt de øvrige historier, Silver Surfer tilbage i en anden rolle, Richard Ryder som den eneste overlevende af Nova korpset, Ronan the accuser, barsk og sammenbidt i en historie der bringer både western-film og gamle numre af Heavy Metal i erindring. Og selvfølgeligt ikke nogen kosmisk historie uden Thanos eller Galactus, hver med deres egen agenda.
Selv om Annihilation handler om at genopfinde de klassiske kosmiske figurer hos Marvel, så er serien stadig tro overfor det fundament serien bygger videre på, for eksempel optræder der en Kree efterretningsofficer ved navn Star- Lyn, og takket være jordboerne i serien må resten af galaksen lettere undrende høre på spredte referencer til Star Wars.
Er man blevet nysgerrig overfor de gamle helte og hvor de kommer fra er det så heldigt at The Infinity Gauntlet og Infinity War stadig kan købes i trade paperback, og Marvel har valgt at genudgive oprindelseshistorierne i en Annihilation Classic hardcover udgave.
Hvis man derimod gerne vil se om Annihilation bare var en enlig svale, så er der Annihilation: Conquest som er samlet i to bind med absolut værdige efterfølgere til den oprindelige historie. Personligt havde jeg mine tvivl om at det kunne lykkes at finde en ny fare der kunne toppe Annihilus og hans tropper og at det ville være svært at synes om Rocket Raccoon, men begge dele lykkes faktisk. Så jeg står klar igen med tegnebogen fremme når Marvel begynder at samle de næste historier om Guardians of the Galaxy.
Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.18
