Batman: Helvedes Yngel
Orig. titel: ”Batman: Harvest Breed” (2000)
George Pratt
Tegneserie, 96 sider. G. Floy Studio 2005, 128,00 kr.
Batman tegnet af Neal Adams
Orig. titel ikke anført
Denny O’Neil, Neal Adams, Dick Giordano m. fl.
Tegneserie, 240 sider. Egmont Serieforlaget 2005, 249,00 kr.
Batman Begins: Den officielle tegneserieudgave af filmen
Orig. titel ikke anført
Scott Beatty, Kilian Plunkett & Serge Lapointe
Tegneserie, sidetal ikke anført. Egmont Serieforlaget 2005, 39,50 kr.
Siden Batman – skabt af Bob Kane – debuterede i det berømte nr. 27 af Detective Comics i 1939, har figuren gennem årene været udsat for ret så forskellige fortolkninger. Fra de allertidligste historier, som åbent vedkendte sin gæld til den hårdkogte kriminalfortælling, til de følgende årtiers Batman, der blev stadig mere ”high camp” og usandsynlig. Det var i de år Bat-man rejste til Månen. Robin var hurtigt kommet til, og serien var blevet mere familievenlig. Det var også i de år at Frederic Wertham (i Seduction of the Innocent (1954)) og Tørk Haxthausen (i Opdragelse til Terror (1955)) gjor-de Batman og Robin til et berygtet homoseksuelt par. Senere kom tilføjelser som Batwoman, Batgirl og Bat-Hound, og efterhånden blev det alt sammen meget tåbe-ligt. Man vil mene at bunden blev nået med den – bevidst – campe-de tv-serie (1966-1968), der havde Adam West og Burt Ward i roller-ne som Batman og Robin.
I 1970 fik Dennis O’Neil, Neal Adams og Dick Giordano bragt figuren tilbage til udgangspunktet i en række mere hårde og mørke historier. De historier er i dag klassikere. Det kan man læse om i den nyligt udgivne Batman tegnet af Neal Adams, der rummer en række af de bedste historier. Men grundlæggende mangler disse historier nok lige det sidste for rigtig at komme ud over tidens superhelteskabelon – selvom de nu også er ret prægede af tidens interesse for horrorserier, her er flere gengangere og monstre – og der skulle gå nogle år før dét ske-te.
Det var først med Frank Millers banebrydende miniserier The Dark Knight Returns/Nattens Rid-der vender tilbage (1986) og Batman: Year One/Nattens Ridder: År ét (1987) – sidstnævnte tegnet af David Mazzuchelli – at Batman for alvor trådte i karakter. I Millers fortolkning er Batman – Bruce Wayne – en nattens hævner, besat af at hævne mordet på sine foræl-dre, som han så dræbt af en til-fældig overfaldsmand da han var dreng. Forbryderen blev aldrig fanget. Batman har til stadighed billederne af sine forældres død kørende i baghovedet, og det la-der serierne os ikke glemme. Overhovedet er det vel Batmans motivation for at trække i dragten igen og igen, en motivation han vel ville miste, hvis forældrenes morder blev fanget og dømt. Det var derfor også en fejltagelse, når Tim Burton i sin ellers glimrende filmatisering – Batman (1989) – gjorde The Joker til morderen og lod Batman få sin hævn, eller når Christopher Nolan i den nye Batman-film – Batman Begins (2005) – lader morderen blive dræbt af en anden.
I forbindelse med den nye film er der, som det også var tilfældet med de foregående fire Batman-film – Batman (1989), Batman Returns (1992), Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997) – , udgivet en tegneserieversion af filmen, her skrevet af Scott Beatty og tegnet af Kilian Plunkett & Ser-ge Lapointe. Det er vel næsten uundgåeligt at den slags kommer. Det er navne, der har beskæftiget sig med Batman før, men det er vel næppe toppen af serieskabere. Som det var tilfældet med de fore-gående tegneserieversioner af filmene er resultatet da heller ikke mere end hæderligt, og er ikke på højde med filmen.
Man vil mene at det, der gør Batman væsentlig mere interessant end alle de andre superhelte, hvad enten det er Superman, Spider-Man, Daredevil, X-Men eller andre, er at Batman egentlig ikke er en superhelt. Han har ingen superkræfter, er ikke fra en anden planet, er ikke mutant, er ikke blevet bidt af en radioaktiv edderkop eller er blevet udsat for kosmisk stråling. Han er blot en stærk mand i god form, med en masse hjælpemidler. Endvidere er næ-sten alle væsentlige figurer i Bat-man en slags dobbeltkarakterer: Batman/Bruce Wayne, Catwo-man/Selina Kyle, Twoface/Harvey Dent, The Penguin/Oswald Chesterfield Cobblepot, The Riddler/Edward Nygma. Undtagelserne er Ras Al G’hul, der er én af de få mere tilregnelige skurke i Batman, og The Joker, hvis fortid dog afslø-res i Alan Moore & Brian Bolland’s Batman: The Killing Joke/Den der ler sidst… (1988). Disse skurke er ikke superskurke, de er typisk splittergale. Og som med Batman er det svært at vide hvad der er personen og hvad der er masken.
I dag kører der flere – og ret – forskellige Batman-serier i USA, lige fra de mere typiske titler ”Batman” og ”Detective Comics”, over den mere voksenrettede ”Batman: Legends of the Dark Knight”, til den nu nedlagte ”The Batman Adventures”, der var en tegnese-rieversion i stil med tegnefilmene, og som må siges at være mere børnerettet. Endvidere udgives et Superman/Batman-blad, ”Worlds Finest Comics”, ligesom Batman er del af The Justice League of America (JLA), så de nuværende fortolkninger af figuren er ret vari-erede. Endelig udgives en række graphic novels og miniserier, nog-le af dem såkaldte Elseworlds-historier, hvor figurerne placeres i helt andre tider og omgivelser udenfor den almindelige kontinui-tet. Det er i de grafiske romaner og miniserierne man især finder de mest voksenrettede og mest inte-ressante historier. Det er også her de mest interessante tegnese-rieskabere arbejder.
Blandt Batman-hovedværkerne er de ovenfor omtalte The Dark Knight Returns, Batman: Year One og The Killing Joke. Hertil kommer titler som Grant Morrison og Dave McKean’s Arkham Asylum (1989), Bill Wray, Jim Starlin & Berni Wrightson’s The Cult (1991), Jeph Loeb & Tim Sale’s The Long Halloween (1999), samt Jeph Loeb & Jim Lee’s Batman: Hush (2002-2003). Til denne gruppe føjer sig George Pratt’s Batman: Harvest Breed/Helvedes Yngel fra 2000.
George Pratt (f. 1960), der først og fremmest er kunstmaler og illustrator, har ikke begået særlig mange tegneserier. Det er blevet til et par grafiske romaner, bl.a. om bluesmusikere, men inden for superheltegenren har han kun leveret Wolverine: Netsuke (2003) og Batman: Harvest Breed/ Helve-des yngel (2000). Så det er ikke en superhelteveteran vi her taler om, og det mærkes.
For seks år siden begik nogen – eller noget – tre mord i Gotham City. Morderen blev aldrig fundet, men folkestemningen krævede en skyldig, så en adopteret vietnamesisk pige, Luci, der blev set på to af gerningsstederne, blev dømt og sat i forvaring. Nu er mordene begyndt igen, efterhånden er der begået fire, og endnu en gang fører sporet Batman til Luci og derfra videre til Mzizi, en hvid ma-giker fra Haiti, der kan lægge yderligere brikker til spillet, for det er ikke almindelig morder der er på spil. Mordene finder sted i et bestemt mønster, der skal ende med at danne et skævvredent kors. Ved det femte mord vil Helvedes porte blive kastet åbne for altid, og tiden for Helvedes Yngel oprinde. Mens dæmonerne begynder at sværme over Gotham City er Batman i et kapløb med tiden for at forhindre det sidste mord …
Dette er en af de mest skrabede og usædvanlige Batman-historier man har læst, og det er ikke ment ubetinget positivt. Af de faste punkter i mytologien er her kun – og absolut kun – Batman og Jim Gordon. Her er ingen Alfred, ingen Robin, næsten intet af Bathulen, ingen Batmobil, ingen kendte skurke. Batman er skildret noget lille og tynd i det, med en meget lang kappe og meget lange tynde flagermusører. Det er ikke helt det billede man er vant til. Forholdet mellem Batman og Jim Gordon er også mere bittert end sædvanligt. Man er ikke rigtig begejstret, og fornemmer at Pratt ikke er til-strækkeligt inde i figurerne.
Tegningerne er i en malet stil, sådan grundlæggende tættere på Bill Sienkiewicz end på Alex Ross (Kingdom Come), for nu at bruge en sammenligning, så det er den mere skæve stil man er ovre i. Det er på den ene side ganske spændende. På den anden side er det undertiden umuligt at se hvad der foregår i billederne.
Selve historien begynder ganske godt. Især er den første halvdel god og stemningsfuld, selvom Pratt ikke rigtig formår at afvikle historien flydende. Men historiens slutning, afsløringen af hvem der stod bag mordene, og motivatio-nen for dette er ualmindelig svag, og det trækker ned. Omvendt løfter det historien, at der faktisk er tale om en okkult horror-historie, og det ikke ender med en rationel forklaring af en slags. Men det er for skrabet og lidt. Ærgerligt nok, for det kunne være blevet en rigtig god historie, hvis den havde været fortalt bedre, mindre radi-kalt og mindre skrabet – og ikke mindst hvis den havde haft en anden og bedre forklaring på og motivation for mordene.
Alt i alt er Helvedes Yngel ikke Batman-historien at begynde med. Hvis man vil læse de mere traditionelle Batman-historier er Batman tegnet af Neal Adams et godt sted at begynde. Hvis det er den ny Batman man er efter, bør man begynde med Batman: Year One/Nattens Ridder: År ét. Hvis man så stadig er med og fortsætter, kan man før eller siden nå frem til Helvedes Yngel. Og så er den ikke så dårlig at læse.
Anmeldt af Erling Søby i Himmelskibet nr.8
