Neil Gaiman & Dave McKean: Black Orchid

Black Orchid
Tegneserie af Neil Gaiman og Dave McKean
G. Floy Studio 2006

Black Orchid er en smuk udgivelse. Det er en indbundet tegneserie, som er smukt illustreret af Dave McKean (blandt andet kendt fra forsiderne til Sandman-tegneserierne og filmen Mirrormask). Hvert billede er et helt lille maleri i sig selv. Historien er fortalt af Neil Gaiman. Tegneserien indledes med et forord af journalisten Mikal Gilmore fra Rolling Stone, der kort og godt redegør for albummets vigtighed i udviklingen af superheltegenren. Oprindeligt blev historien udgivet hen over tre numre i 1988. Netop fordi det er 20 år siden, at historien blev udgivet for første gang, ville det have været interessant, om den danske udgiver havde føjet sit eget forord til, og givet os en forståelse for, hvorfor den nu udgives på dansk. Superheltinden Black Orchid var en af de perifære superhelte i 1970’erne, hvor hun infiltrerede fjendtlige organisationer gennem usete kvinderoller som f.eks. sekretæren, og hendes oprindelseshistorie forblev i overensstemmelse med hendes infiltrationsevner ukendt. Det er denne superheltinde, som Neil Gaiman genskaber og omtænker ved at slå originalen ihjel på side 4. Resten af albummet er derefter en søgen efter den ny Black Orchid, en søgen som læseren foretager i selskab med albummets hovedpersoner, skurke, bagmænd, elskere samt forsmåede bejlere. Historien udspiller sig i et superhelteunivers, og læsere uerfarne med dette univers får derfor ingen præsentation af hvem Lex Luthor, Batman, Poison Ivy, Svamp Thing m.fl. er. Heldigvis spiller kendskabet til dem ikke en central rolle for historien, men det forankrer den solidt i superheltegenrens univers. Albummets klare force er de smukke illustrationer, samt Neil Gaimans brud med mange af den klassiske superheltehistories stereotyper. Dette meddeles allerede læseren på side 3, hvor skurken lader Black Orchid forstå, at han ikke vil spilde tiden med lange monologer og sindrige dødsfælder, men at han i stedet vil skride direkte til drabet. Lidt besk kan man påpege, at Black Orchid lider under at være en superheltetegneserie, og at de forsøg på at udfordre mediet, handler langt mere om at udfordre superheltegenren, end det handler om at udfordre tegneserien som medie. At der er en tendens i USA til at betragte superhelte og tegneserier som et og samme gør sig ikke gældende på samme vis i Europa. Black Orchid er således både et brud med superheltegenren og en søgen efter en ny superheltinde. Det er en smuk og følelsesladet fortælling, og den fortælles i sit helt eget tempo, der giver læseren tid til at dvæle ved illustrationerne. Det er en fortælling, som er anbragt i et superhelte-univers, men det er ikke en superhelte-historie.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.