Ella Enchanted

Udgivet den januar 28, 2008 af Admin

Ella Enchanted
Film, 2004, 92 min
instr. Tommy O’Haver
Medvrk.: Anne Hathaway, Hugh Dancy, Cary Elwes, Aidan McArdle, Joanna Lumley, Lucy Punch, Jennifer Higham, Minnie Driver, Eric Idle, m.fl.

Filmen, som på dansk hedder Magiske Ella, var en jeg samlede op i en 25 kroners kurv eller sådan noget i et supermarked for et par måneder siden. Den virkede som noget romantisk pis, som egentlig ikke var værd at se, så der gik noget tid før jeg ligesom slap op for film jeg gerne ville se.

Jeg blev glædelig overrasket. Filmen er morsom og underfundig og fuld af gode ideer og gags. Da Ella blev født, var hun så uheldig at den forkerte fegudmoder kom og gav hende en gave. Hun fik Lydighedens gave, så hun skal altid gøre hvad folk beordrer hende til. Mens hun er lille, dør hendes mor og hun pålægger datteren aldrig at fortælle om sin ‘gave’, og der er faktisk forbløffende få der opdager grunden til at hun engang imellem gør underlige ting.

Da hun bliver en ung dame, gifter hendes far sig med en enke med 2 tvære døtre (den opmærksomme læser bemærker lidt inspiration fra Askepot). Den ældste opdager Ellas hemmelighed, og Ella rejser ud for at finde sin fegudmoder for at bede hende om at tage sin gave tilbage. Den onde regent Sir Edgar har tvunget alferne til kun at måtte arbejde som sangere og kæmperne har han gjort til slaver i nogle store grønsagsmarker. Snart bliver hans nevø Prins Char gammel nok til at skulle krones, men han bliver hvirvlet ind i Ellas søgen, og de forelsker sig i hinanden. Her starter det romantiske i filmen, men da filmen er ganske underholdende på sin egen måde, så bliver det ikke til den pladderromantiske suppedas, jeg havde forventet af den. Det er en fornøjelse at se alferne danse cabaret og kæmperne danse moderne til sange fra Queen og andre moderne klassikere. Filmen er højest anbefalelsesværdig, hvis du vil more dig med lidt let underholdning og spøjse ideer.

Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jumper

Udgivet den januar 23, 2008 af Admin

Jumper
Film, USA 2008, 88 min.
Instruktør: Doug Liman
Medvirkende: Hayden Christensen, Jamie Bell, Samuel L. Jackson, Rachel Bilson, m.fl.

Somme tider kaster man sig bare ud i noget uden at undersøge hvad der venter forude. Sådan er mangt et plot til en horrorfilm skruet sammen. Sådan var det også, da jeg gik ind for at se filmen Jumper. Nogen horrorhistorie blev det måske ikke. Men alligevel. Den første forvarsel fik jeg ved at det var Hayden Christensen de havde sat til at spille hovedrollen. Manden der totalt forkludrede at vise Anakin Skywalkers transformation til Darth Vader i Star Wars-filmene. Men jeg huskede da en anden film hvor han var hæderlig nok. Så måske var det bare en umulig rolle han havde fået.

Her var han en ung mand, der opdagede at han havde evnen til at teleportere. Det reddede ham i første omgang fra at dø ved et uheld og derefter fandt han på mange kreative måder at udnytte sin evne på. For eksempel forsynede han sig med penge fra en bank. Ellers teleporterede han bare rundt og drev den af. Til skurk havde de gjort et godt valg. Troede jeg. Samuel L. Jackson. Som altid er god. Altså lige bortset fra i Jumper. Han kan spille megasej gangster eller jedi-ridder. Håbløst syrehoved. Ultracool strisser. Men absolut en strenget psykopat, der har gjort det til sin livsopgave at dræbe alle der kan teleportere, var åbenbart ikke i hans repertoire. Det var dog totalt spild af en god skuespiller. Men tilbage til handlingen. Vor teleporterende dagdriver finder ud af at der er andre der kan teleportere og han finder ud af at der er nogen som jager dem der kan teleportere. Han finder ud af at hans mor, der forlod ham som barn, er involveret i denne kamp. Hans gamle kæreste, som han forlod i starten af filmen af ikke helt åbenlyse årsager, bliver involveret jagten. Og mens der er godt gang i handlingen, og stadig ret mange ubesvarede spørgsmål (faktisk rigtig mange) opdager jeg at de viser rulletekster. Var jeg faldet i søvn? I hvert fald er filmen slut og jeg undrer mig meget over hvad det var jeg brugte 70 kroner på. Hvis jeg skal sætte fingeren på hvad der kunne havde reddet filmen, var det nok at man havde kunnet fatte en smule sympati for helten. Godt nok er han ikke meget for at slå ihjel, men han har ingen skrupler over bare at rage til sig, og har ingen ambitioner om at bruge evnen til at hjælpe andre, undtagen hvis han regner med at få noget ud af det. Alternativt kunne skurken have haft nogle forsonende træk, eller i det mindste kunne man have fået et enkelt glimt af hvordan tingene så ud fra hans synspunkt. Det man får er en bunke special effects, hvoraf nogle faktisk er ganske gode, og et vognlæs af klicheer (sågar den med det hemmelige selskab der har eksisteret siden middelalderen). Skal man se denne film: Ja, hvis man kan teleportere ind i biografen og slippe for at betale billet. Jeg mener at forbrydelsen i dette tilfælde ikke er at man snyder for en billet, men at de forlanger penge for dette makværk af en film.

Anmeldt af Flemming R. P. Rasch i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Le Concile de Pierre (The Stone Council)

Udgivet den januar 23, 2008 af Admin

Le Concile de Pierre (The Stone Council)
Frankrig 2006, 102 min.
Sprog: Fransk.
Thriller/fantasy.
Instruktør: Guillaume Nicloux
Medv. Monica Bellucci, Catherine Deneuve og Moritz Bleibtreu.

Det er ikke så lang tid siden at denne oversete film kom i Blockbuster. Den har fået en meget hård kritik internationalt, ikke mindst af de sædvanlige amerikanere der synes at CGI’en er for dårlig i forhold til de kæmpestore produktioner de er vant til, samt dét irriterende faktum at heltinden på et tidspunkt undslipper via en luftkanal (en dum detalje, men den ødelægger ikke filmen). Mange har også brokket sig over at alt for mange forskellige folk kan tale fransk, men ærligt talt – ingen ville overhovedet have lagt mærke til det, hvis den var indspillet på engelsk.

Laura Siprien (Bellucci) har adopteret en centralasiatisk dreng, og så skulle hendes lykke jo ellers være gjort. Men selv inden rædslerne begynder, er der en truende og kold stemning. Laura hallucinerer (eller gør hun?), og det står snart klart at det ikke er en helt almindelig dreng hun har adopteret. Jeg vil ikke afsløre mere, for filmen bygger meget på slags konspirationsplot ligesom med Frk. Smilla (1997), men fordi forklaringen her er overnaturlig (eller er den?), er det en meget bedre historie.

Filmen er ikke specielt original, men den har en ægte usikker og truende stemning, selv om der ikke sker særligt meget – lidt ligesom i The Astronauts Wife (2000). Alle de mystiske, grænsende-til-det-magiske elementer er underspillede, og derfor er den ikke just perfekte CGI begrænset til få drømmeagtige scener, hvilket gør det mere tilgiveligt. Dette højner faktisk spændingen meget. Som jeg allerede har hentydet til, er der stor usikkerhed om hvad der egentlig foregår, og det er måske derfor at den har fået så hård kritik. Men hvis man godt kan lide en mildest talt esoterisk stemning, så er den bestemt seværdig.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Sluga Gosudarev (The Sovereign’s Servant)

Udgivet den januar 22, 2008 af Admin

Sluga Gosudarev (The Sovereign’s Servant)
Historisk film
Rusland 2007, ca. 2 timer
Sprog på DVD: Fransk, russisk, svensk, polsk, tysk

Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt dette var en fantasy-film eller ej, da jeg læste oplægget til den. Den er i hvert fald en ægte kappe-og-kårdefilm. Jeg har givet den kælenavnet “Den omvendte Zorro” fordi handlingen bla. drejer sig om en mystisk ‘sort rytter’ der plager de russiske styrker under krigen mellem Sverige og Rusland i 1700-tallet. Det lyder som ren Robin Hood, men denne Spurvehøgen-agtige hævner, med halv-magiske tricks i ærmet, er faktisk filmens skurk. Det er en virkelig forfriskende drejning. Inden længe er der lagt op til spektakulære fægtekampe. Meget af dette sker med et blink i øjet, og kan derfor ikke rigtigt betegnes som ‘realistisk’.

Plottet er enkelt: To duellanter havner takket været intriger i unåde hos Solkongen. Han sender dem begge til hver sin konge (Peter den Store og Karl 12.) i håb om at komme af med dem. Ikke mindst fordi kongen er interesseret i den ene duellants elskerinde, ak ja. Duellanterne er dog begge loyale over for kongen, og de ender hurtigt med at kæmpe på hver sin side. Der kom mer hurtigt så mange forviklinger, bipersoner, jalousi, spionage og slag ind, at det er til at blive helt rundtosset af. Men på en sådan dejlig friskfyragtig måde, sådan at man gerne ser den igen for at få det hele med. Det er en lang film, men heldigvis meget veldisponeret. En patriotisk, russisk soldat går nærmest hen og bliver filmens hovedperson (ved siden af de to duellanter), og han er også en veloplagt ‘comic relief’, dog ikke på den irriterende façon man har lært at frygte.

Et meget langt stykke henne er filmen ‘low fantasy’. Men så bliver den ret pludseligt mere nuanceret, for om Peter den Store er den store landsfader (uha!), så er det ikke regeringspropaganda. Hele eventyrstemningen må vige for bloddryppende skildringer af krigens gru, som vel at mærke går begge veje. Og dér bliver filmen stort set hele vejen ud. Det gør ikke filmen dårlig, det er bare meget påfaldende at den sådan skifter fra at være lidt komisk og eventyrlig, til ren tragedie og historisk drama. De russere…

Det er fuldkommen latterligt at denne film ikke er nået ud til et større biograf-publikum end det russiske (eftersom de mange sprog jo gerne skulle have virket internationalt appellerende), og jeg kan ikke sige noget dårligt om filmen, andet end den russiske ‘fortæller– stemme’ (lidt ligesom i de gamle Astrid Lindgren-film på dansk TV) er nærmest ødelæggende, når nu der er blevet gjort så meget ud af, at der bliver talt en masse sprog, i stedet for engelsk med dårlig accent.

Slutningen er måske lidt mærkelig for en vesterlænding, men alt andet havde været malplaceret, og hvis man skal se en russisk film i år, er den i hvert fald meget bedre end Wolfhound.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Sweeney Todd

Udgivet den januar 19, 2008 af Admin

Sweeney Todd
The Demon Barber of Fleet Street
Film, USA/UK, 2007, 116 min.
Instruktør: Tim Burton
Medv.: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Sacha Baron Cohen m.fl.

Benjamin Barker alias Sweeney Todd vender tilbage til London efter at være blevet sendt i eksil for en forbrydelse, han ikke har begået. Ved sin ankomst finder han ud af, at hans kone er død, og at hans datter nu er i den onde dommer Turpins vold. Han åbner en barberforretning oven over Mrs. Lovetts tærtebutik, hvor hun sælger Londons klammeste tærter.

Todd vil af med byens korrupte aristokrati, deriblandt den føromtalte dommer, og Mrs. Lovett vil gerne sælge flere tærter. Sammen får de på makaber vis deres forretninger til at blomstre. Men intet kan slukke Todds tørst efter hævn.

Filmen er hverken Depps eller Burtons bedste, men den fortjener alligevel ros. Underholdningsværdien er i top, og den dystre og humoristiske splattermusical er fedtet ind i den karakteristiske Burtonsignatur.

Sacha Baron Cohen, bedre kendt som figuren Borat, og Tim Burtons kone Helene Bonham Carter leverer en fremragende præstation. Depp fortjener fuldt ud sin Oscarnominering – også selvom han tydeligvis ikke er sanger. For han klarer alligevel jobbet meget godt. Man kan ikke undgå at både føle frastødt af og samtidig ynke Todd og resten af persongalleriet. Karakter: 8 ud af 10.

– Maria Kohinoor Larsen

Figuren Sweeney Todd har eksisteret i engelsk folklore siden engang i midten af 1800-tallet. Det er uvist om figuren har et virkeligt modstykke, men det er givet at de bifigurer, der siden er opstået omkring Sweeney Tood (bl.a. tærtebageren Mrs. Lovett) er opdigtede.

I 1973 lavede Christopher Bond et skuespil om figuren, og det er heri at Sweeney Todd bliver tildelt et hævnmotiv som forklaring på sine ugerninger. Nogle år senere lavede Stephen Sondheim en musical over dette stykke, og det er denne musical, Tim Burton nu har filmatiseret.

Burton har tidligere lavet dukkemusicalsene The Nightmare Before Christmas og The Corpe Bride, begge med musik af Danny Elfman. Jeg vil mene at Elfmans musik passer bedre til Burtons bizarre universer end Sondheims noget traditionelle (men glimtvis flotte) musicalschlagere.

De to altdominerende roller i filmen er Johnny Depp som Sweeney Todd og Burtons kone Helena Bonham Carter som Mrs. Lovett. Resten af figurerne er reduceret til de rene klicheer, og selv en god karakterskuespiller som Alan Richman har svært ved at give dybde til skurken Dommer Turpin. Filmen lider også lidt under at der ikke rigtig er nogen, man kan holde af. Todd og Lovett er måske nok forståelige i deres opgør mod overklassen, men driver hævnen for vidt til at være sympatiske. Det unge kærestepar er nok sympatiske, men for klichéprægede.

Rent visuelt er filmens baggrunde overvejende holdt i toner af sepia, der giver associationer til gamle fotos. Hovedpersonerne bryder bevidst dette indtryk ved at være klædt i skarpt sort og hvidt (måske en kommentar til deres lidet nuancerede indre), ofte krydret med blodrødt.

Alt i alt en udmærket film, der især lever i kraft af hovedrolleindhavernes kraftpræstationer, men det er ikke en af Burtons bedste.

– Klaus Æ. Mogensen

Anmeldt af Maria Kohinoor Larsen og Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Film | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Volkodav iz roda Serykh Psov (Wolfhound)

Udgivet den januar 19, 2008 af Admin

Volkodav iz roda Serykh Psov (Wolfhound)
Fantasyfilm, Rusland 2007.
136 min. Sprog: Russisk.

En dreng (helten Volkadav, som stupidt nok er oversat til ‘Wolfhound’ i de danske undertekster, som i øvrigt skæmmer filmen med deres ringe kvalitet) ser til som hele hans landsby bliver slagtet af bevæbnede mænd der er kommet for at skaffe sig ordentligt smedede våben.. Han tilbringer det meste af sit liv som slave, indtil han vinder sin frihed

Introen er ganske enkelt et rendyrket plagiat af Conan, så jeg havde forventet at den ville blive én af årets dårlige film. Men efter dette pinligt uoriginale optrin, bliver filmen straks bedre.

Volkadav vil have hævn over den mand der slog hans forældre ihjel.. I mellemtiden redder han både skønjomfruer, gamle vise mænd, og fromme unge knægte fra forskellige lede undertrykkere. Inden længe bliver han ansat som den smukke prinsesses livvagt – hun skal transporteres til sin forlovede – og lur mig om ikke den mand der slog hans forældre ihjel, ligger på lur for at bortføre hende og slippe en ond guddom ihjel.

Der er altså absolut intet nyskabende ved denne beretning. De gode er virkelig smukke (og blonde!) de onde ligner noget der er løgn. Der er også forræderi og andre forviklinger, hvilket er alt for let at regne ud. Dog er der et meget godt spil i at prinsessen skal giftes bort til én af Volkadavs fjenders søn.

Men selve verdenen og stilen er mildest talt fantastisk. Det er et virkelig mørkt og ondt low-fantasy univers, gråt, sjasket og dejligt beskidt (man har ikke set noget lignende siden Jabberwocky), historien forurenes ikke af nogen irriterende ‘comic relief’, venner kan hurtigt blive til fjender (og omvendt), og der er mange blændende smukke øjeblikke, hvor personerne bare stirrer på hinanden, og det hele siges med lys og lyd. Helten har en flagermus som hjælper, et meget originalt påfund – og tillige meget godt animeret. Der er ingen af den slags løse ender man ville forvente fra genren – når en person først er introduceret, kan han/hun godt glide ud, men der samles op på det igen. Det eneste rigtigt dårlige er, at skurken er alt for vagt defineret. Til gengæld har vi så en rigtigt slimet biskurk, med et ledt, men alligevel forståeligt, motiv. Der dukker også en mærkelig dame op og bekendtgør at “kærlighed styrer verden”, hvilket virker lidt komisk i betragtning af hvor hård og brutal en verden det er.

Det er værd at se filmen, alene fordi den er så flot, og stemningen så rå, men alligevel måtte jeg undertrykke et gab over at der virkelig ikke lå noget i handlingen.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Norman Spinrad: Vampire Junkies

Udgivet den januar 6, 2008 af Admin

Vampire Junkies
Kortroman af Norman Spinrad
Kan downloades fra www.fictionwise.com for $2.49.

Ralan Conly var gæst på Fantasticon i 2006 og Eurocon sidste år. De ting han har fået publiseret, er hovedsageligt i magasiner og på nettet. Men sidste år fik han udgivet en lille fantasybog, som han sælger fra sin hjemmeside. Apropos lille, så er hovedpersonen i bogen Myla, der er meget lille og lider af en sygdom, som gør at hun også ser meget ældre ud end hun er. Men en dag vågner hun op i en anden verden, hvor det viser sig at det ikke er en sjælden sygdom hun har, men at hun tilhører en bestemt race, der ser sådan ud, og som er meget almindelig der hvor hun er kommet hen. Historien kører så derudaf efter en nogenlunde standardrecept af typen: Person, der har det dårligt i virkelighedens verden, bliver teleporteret til en fantasyverden, hvor vedkommende viser sig at være både respekteret og have specielle evner. Her finder vi så en konflikt mellem de små folk som Myla tilhører og nogle store trolde-agtige væsener. Myla viser sig selvfølgelig at have løsningen på konflikten, i form af det hun har bragt med fra den verden hun kom fra, både i form af udstyr og i form af viden. Men inden jeg beskylder historien for at være den rene kliche, vil jeg sige at plottet ikke er helt så lige ud af landevejen som man i første omgang tror, og der er en basal nuttethed ved historien, som nogle læsere måske ikke kan lide, men som jeg synes fungerede godt. Og Ralan har fuld kontrol over sit sprog. Jeg synes dog historien ligger et underligt sted mellem humor, alvor og børnebog, så man ikke helt kan få styr på om man skal grine, føle sympati eller lade sig rive med af sit indre barn. Det gjorde dog ikke noget at der kom flere bøger fra Ralan man kunne købe til den ganske fornuftige pris han har valgt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Michael Kamp: Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde

Udgivet den januar 5, 2008 af Admin

Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde
Roman af Michael Kamp
Books on Demand 2007
www.michaelkamp.dk

Elvere og andre halv-trolde er den anden bog i sagaen om Bob (læs anmeldelse af den første bog Tørre tæsk og springskaller i Himmelskibet nr. 14). Det er en saga der finder sted i en Dungeons & Dragons lignende verden, hvor man følger en lille gruppe selvudnævnte helte, der drager rund i landet på jagt efter rigdom og berømmelse.

Bogen starter med at gruppens medlemmer efterhånden har fået brugt de penge de tjente på deres første eventyr, så da gruppens elver kaldes hjem til sit eget folk, som har en opgave til ham, drager gruppen af sted. Den opgave de bliver stillet er at tage mod nord til en gammel skov for at finde ud af hvad der er blevet af de elvere som bor der. Der har ikke været noget nyt fra disse elvere i lang tid, generelt er det begrænset hvad man høre fra nogen af folkeslagene i nord. Der kommer dog masser af flygtninge fra nord, og med dem historier om en ny kult der spreder sig, og om hvordan alle der ikke vil følge kulten bliver forfulgt og dræbt af et stort monster. Der er bare det ved kulten at det som dens leder forkynder, er fred og lighed mellem alle racer.

Det er dog ikke ligefrem fred som gruppen oplever. Den bliver overfaldet af minotaurer, psykloper (et væsen der kan bruge psykiske angreb) og en næsten udødelig lejemorder. De kommer også i klammeri med nogle af de helte som Bob oprindeligt så op til. Bob selv får en ring der gør at hans stort set ikke kan dø, hvilket er heldigt, for han kommer lige så ofte alvorligt til skade som i den første bog.

Generelt så har gruppens præst nok at se til med at reparere på de andre medlemmer af gruppen når de hele tiden kommer til skade. De mange skader og den hurtige healing, går desværre noget ud over historiens spænding, for selvom gruppens medlemmer hele tiden bliver dødeligt såret på nye måder, så er de kort efter sig selv igen efter en gang healen (det skal dog siges at der til sidst i bogen kommer en ny vinkel på de uheldige aspekter ved at man bliver genoplivet lige så hurtigt som man dør).

Handlingen i denne bog er mere sammenhængende end i den første. Hvor vi i Bobs Saga 1 blev præsenteret for gruppen og den verden de begav sig rundt i, så er der nu mere fokus på det overordnede plot som allerede blev antydet i den første bog. Ved at vi ikke “blot” følger gruppen ud på endnu et eventyr efter rigdom og berømmelse, er sagaen ved at udvikle sig. Dette er også nødvendigt, for det bliver ikke længere ved med at være sjovt at læse vittigheder om hvordan Bob kun har 4 fungerende hjerneceller (hvilket faktisk også er ved at ændre sig for der er en kraft der påvirker Bob i hans drømme, og giver ham råd og gør ham klogere). Sagaen er således blevet en lille smugle mere seriøs, men der er stadig masser af action, humor og overraskelser i historien. Der er få, men flotte, illustrationer i bogen, hvilket der godt måtte komme flere af i de kommende numre, og samtidig er jeg ved at mangle et kort over den verden som heltene rejser rundt i.

Der er flere bind under udarbejdelse af Bobs Saga, og de skal nok blive spændende at følge sagaens udvikling.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | 1 kommentar

Ralan Conley: Tales of Weupp: Little People Must Surrender

Udgivet den januar 1, 2008 af Admin

Tales of Weupp: Little People Must Surrender
Kortroman af Ralan Conley
Sam’s Dot Publishing
7,50 euro fra www.ralan.com

Ralan Conly var gæst på Fantasticon i 2006 og Eurocon sidste år. De ting han har fået publiseret, er hovedsageligt i magasiner og på nettet. Men sidste år fik han udgivet en lille fantasybog, som han sælger fra sin hjemmeside. Apropos lille, så er hovedpersonen i bogen Myla, der er meget lille og lider af en sygdom, som gør at hun også ser meget ældre ud end hun er. Men en dag vågner hun op i en anden verden, hvor det viser sig at det ikke er en sjælden sygdom hun har, men at hun tilhører en bestemt race, der ser sådan ud, og som er meget almindelig der hvor hun er kommet hen. Historien kører så derudaf efter en nogenlunde standardrecept af typen: Person, der har det dårligt i virkelighedens verden, bliver teleporteret til en fantasyverden, hvor vedkommende viser sig at være både respekteret og have specielle evner. Her finder vi så en konflikt mellem de små folk som Myla tilhører og nogle store trolde-agtige væsener. Myla viser sig selvfølgelig at have løsningen på konflikten, i form af det hun har bragt med fra den verden hun kom fra, både i form af udstyr og i form af viden. Men inden jeg beskylder historien for at være den rene kliche, vil jeg sige at plottet ikke er helt så lige ud af landevejen som man i første omgang tror, og der er en basal nuttethed ved historien, som nogle læsere måske ikke kan lide, men som jeg synes fungerede godt. Og Ralan har fuld kontrol over sit sprog. Jeg synes dog historien ligger et underligt sted mellem humor, alvor og børnebog, så man ikke helt kan få styr på om man skal grine, føle sympati eller lade sig rive med af sit indre barn. Det gjorde dog ikke noget at der kom flere bøger fra Ralan man kunne købe til den ganske fornuftige pris han har valgt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

P.C. Cast og Kristin Cast: Vampyrens Mærke

Udgivet den januar 1, 2008 af Admin

Vampyrens Mærke
Nattens hus bind 1
P.C. Cast og Kristin Cast
Tellerup 2008, 268 sider.
Originaltitel: Marked (2007).
På dansk ved Anders Vestergaard Mortensen.
Vejledende pris: 148 kr.

Det begynder allerede på omslaget! Vi har en bleg teenager der prøver at ligne Brandon Lee i The Crow. Altså … det er en bog om en teenager som ingen forstår, som er på en slags kostskole for andre der deler hendes sære evner … og bare for good measure har vedkommende et mærkeligt mærke i panden?! Skyd mig! (hvis ikke du kan gætte hvad jeg hentyder til, så tillykke. Du har ikke fulgt med i fantasy-miljøet i over ti år).

Åh, men den her er anderledes! Der er vampyrer og blowjobs med! Ja, jeg troede ikke at dét ord nogensinde ville flyde fra min pen, men det er åbenbart blevet så mainstream, at det er helt okay at skrive og vende tilbage til igen og igen i ungdomsbøger. Skyd mig.

Denne bog har et stærkt præg af goth-ungdom over sig, og endnu værre: den er emo.

Teenage-pigen Zoey har det svært, eftersom hendes mor kun tænker på sig selv, hendes bror altid spiller computer og hendes søster er en blond vandreklit. Og hendes onde stedfar er en indoktrinerende kristen, der vil præge alle med de samme værdier som han selv har. Hendes bedste veninde er en sladdertaske og hendes fyr en stupid jock. Og lige som jeg troede at det ikke kunne blive mere stereotypt, finder vi ud af at hovedpersonen har en flink, indiansk bedstemor. Jep. Hun er pige, rødhud og ikke-troende. Hun tilhører enhver form for ‘undertrykt minoritet’. Men hvad så?

Man når knapt nok at få styr på hendes baggrund, før den alligevel fortaber sig totalt (bortset fra at hendes fyr får lov til at optræde et par gange), og hun kastes ud i en skole for vampyrer.

Jeps, en vampyruddannelse. Det tager ligesom lidt af mystikken fra det, ikke?

Der sker rent bogstaveligt ingenting i bogen. Zoey flygter fra sin familie, får lidt New Age-ævl fra bedstemor, og får sig hurtigt spøjse venner og intrigante fjender på sin nye skole. Men hun passer bare aldrig ind nogen steder! Til gengæld er hun en form for udvalgt. Hvor overraskende. Skyd mig.

Der er en form for ‘opgør’ til slut, men ellers skal vi vente på næste bind før der bliver løst op for noget overhovedet. For at noget kan være en bog i sig selv (om det så er første bind i en serie eller ej), skal læseren føle at det var en selvstændig læseoplevelse. Selvfølgelig må der godt være løse ender, men dette føles mere som en tegneserie der fortsættes i næste nummer.

‘Handlingen’, eller hvad nu skal sig, er bygget idiotisk op. Først får vi en Fuldmånerite, efterfulgt af en rite i en privat klub, så tager Zoey afsked med sin gamle kæreste, og lige derefter mødes hun med sin nye. Selv om der stort set ikke sker noget af betydning, føles det alligevel som om handlingen er komprimeret.

I denne verden er vampyrerne et offentligt kendt faktum, og det kunne der være blevet en interessant historie ud af, bortset fra at disse forfattere vender så meget op og ned på hvilke styrker og svagheder og andre karakteristika vampyrerne har, at det bliver bedøvende ligegyldigt om de er vampyrer eller ej. De har ikke engang hugtænder. Dem man møder i bogen, spiser almindelig mad, kan gå rundt i sollys og de læser humaniora! De undgår endda helst at drikke menneskers blod! Hvis nu de for helvede da havde været nogle lede sataner, så havde vi måske haft en sjov bog om en ond Harry Potter! Men nej, I denne bog er vampyrene alt andet lige de gode, og den onde fjende er … menighedsrådet. Seriøst. Den farligste fjende de kunne finde på, er menighedsrådet. Uha, dem og deres modbydelige kernefamilieværdier! Vampyrerne udgør alle samfundets kreative hoveder. Der er stadig et svagt element af monstre over dem (dvs. at de kan få svært ved at undertrykke deres trang til blod), så forfatterene prøver tydeligvis på at få læseren til at slippe en god-ond opdeling. Men at opdele folk i dem der tror på godt og ondt, og så dem der ikke gør, er jo stadig en godond opdeling.

Forvandlingen til vampyr kan ses som en tyndt forklædt metafor for enten dét at blive voksen – og fordi vampyrerne er berømte mennesker der tilsyneladende står for al æstetisk produktion som alle elsker (samtidig med at skaberne af denne produktion er en dæmoniseret minoritet) – kunne de også være en slags metafor for enten jøder, eller for at vores berømtheder er blodsugere. Men de kunne for den sags skyld være en metafor for blomkål, for forfatterne har bestemt ikke været konsekvente.

I værste fald kan bogen læses som en slags ny hyldest til overmenneskeideologien (til trods for at personerne i bogen er følsomme klynkehoveder), hvortil forfattere naturligvis hører… Selvfølgelig synes bogens hovedperson ikke at man skal fejre at de svage dør, men det er ikke desto mindre dét der sker. Og almindelige mennesker? Åbenbart bekymrer vampyrerne sig om dem, men det er tydeligt at vampyrerne er misforståede genier, og derfor højt hævet over dem. Og her vil jeg så pointere at der ikke er noget så ordinært som folk der tror at de er noget specielt. Forfatterne hader tydeligvis ‘kristne hyklere’, men der er sgu ikke nogen der er så dygtige til at tvinge deres meninger ned over hovedet på andre, som dem der hader de traditionelle autoriteter. Det er én af den slags ting alle gør, men som ingen vil være ved.

I bedste fald handler bogen om at være ensom og misforstået, men det er også derfor den er moralsk undergravende. Som teenager var jeg ensom og følte mig misforstået. Og det var jo ikke noget under, i betragtning af at jeg kunne lide rollen som en cool afviger. Faktum var at jeg bare var en idiot, og at det da er klart at man har det svært, hvis man tror at man skal have det svært. Hvad denne bog gør, er at bekræfte teenagere i deres selvdestruktive adfærd. Hvis det viser sig at bogen bliver populær fordi teenagere kan ‘identificere sig’ med hovedpersonen, har man god grund til at være bange for hvad der dog skal blive af næste generation. Måske er de ikke blevet mobbet nok i skolen.

Bogen er faktisk solidt fortalt, men det siger blot at der er blevet fundet en oversætter der har gjort et grundigt stykke arbejde. Men en flot fortællestil kan ikke rette op på at selve fortællingen er stupid, uoriginal, hyklerisk og vulgær. Bogen fortjener ikke en anmeldelse, men en eksorcisme.

Jeg blev ved med at tænke at nogen ‘skulle få det her betalt’, men det har stakkels Tellerup jo allerede gjort. Det var en fejl at importere denne bog – så vidt jeg kan se, har bogen fået en fin modtagelse i hjemlandet (USA), hvilket må skyldes at forfatterne med en billig åndetro / satanisme light / wiccan-stil og nemme kritik af kristendom, samt den faktisk gode idé at gøre vampyrerne til ‘de kendte’, har gået efter ‘the controversy bid’. Det er uden tvivl derfor at nogle personer i bogen er ‘undsluppet’ Bibelbæltet. Jeg kan kun håbe på at et dansk publikum ikke vil falde for den slags fiduser.

Men hvis du er ung, har følsomt (sortfarvet) pandehår, og bruger det meste af din fritid på at poste selvopfundne hemmeligheder på myspace og/eller skære i dig selv, så vil bogen sikkert falde i din smag.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , | 1 kommentar