Alex Uth: Marskens Hemmelighed

Udgivet den april 6, 2008 af Admin

Marskens Hemmelighed
Roman af Alex Uth
Phabel 2007, 199s.

Heirik bor sammen med sin far og lillesøster i en landsby nær en stor marsk. Hen står for at skulle blive voksen. Det foregår ved en ceremoni, hvor hans tén bliver sænket ned i Krabbedybet, et bundløst vandhul, der ligger nær landsbyen og som har sit navn efter de mange krabber der lever der. Men noget går galt. Efter ceremonien tager Heirik tilbage til Krabbedybet, hvor vandet er blevet meget uroligt. Og noget kommer op fra dybet: Heiriks tén. Aldrig før er det sket at dem dernede har sendt et tén op igen. Spørgsmålet er nu hvorfor de har afvist Heirik og hvad det vil betyde?

Landsbyen hvor Heirik bor, lever efter nogle meget strenge regler. Hele tiden er der angsten for at Det Stille Folk, Tenur, skal se sig onde på dem og ikke mere lade sig formilde af gaver. Omverdenen, bortset fra marsken, eksisterer nærmest ikke. Men Heiriks mor, der døde mange år tidligere, kom faktisk udefra. Man taler bare ikke om hende mere. Heirik er dog ikke en type som nemt lader sig underlægge regler. Han er for eksempel ude på tidspunkter, hvor man burde være inde. Og her møder han en af Det Stille Folk. Eller det tror han i det mindste, for det viser sig at være pigen Karre, der lever et sted ude i marsken og somme tider tager til landsbyen for at stjæle ting, når indbyggerne holder sig inde af frygt for Tenur.

Det viser sig at Heiriks far Aske har fusket med ceremonien. Det var en anden dreng, Veik, som skulle være blevet gjort til voksen før Heirik. Det skaber et voldsomt fjendskab mellem de to, og Veik udspionerer Heirik. Det går helt galt for Heirik, da Veik ser Heirik begå omtrent den alvorligste overtrædelse af reglerne man kan begå. Heirik er dødsens, hvis Heik sladrer. Og det udnytter Heik naturligvis.

Et langt stykke af romanen optræder det overnaturlige kun som antydninger. Det gør det kun ekstra uhyggeligt, da det omsider manifesterer sig på en utvetydig måde. Og landsbyen er skrækslagen. Hvordan skal de nu formilde Tenur? På et tidspunkt finder de ud af at der skal ofres en i Krabbedybet, og Heiriks lillesøster er den ”heldige”. Så banen er da kridtet op til at Heirik skal optræde som helt og redde sin søster, med assistance fra den mystiske Karre ude fra marsken.

Marskens Hemmelighed er en meget velskrevet fantasy-roman, og specielt personbeskrivelserne og beskrivelsen af det meget lukkede lille samfund, er så fremragende, at alene det gør bogen værd at læse. Men der er da også ting jeg er mindre tilfreds med: Da vi først er blevet præsenteret for det overnaturlige i kød og blod (eller hvad sådan noget nu består af), må fortællingen nødvendigvis ændre karakter. Så hvor vi før var inde i hovedet på personerne i landsbyen, gælder det nu om at følge med i et plot, hvor der jongleres med forskellige fantasy-begreber. Og her synes jeg at tingene forceres for meget. Plottet skifter gear og kører pludselig meget hurtigt. De små ting, der tidligt i historien virkede meget mystiske, erstattes af store ting, der trods deres størrelse virker langt mindre fortryllende. Jeg synes det er synd for en roman, der startede med at være så original og velgennemtænkt, at munde ud i noget der langt mere ligner hyldevare-fantasy. Eller sagt på en anden måde: Hvor personerne og deres motivationer er fantastisk godt beskrevet, kan det samme ikke siges om de overnaturlige. Det er ikke noget problem i starten, hvor de skal være mystiske og uforklarlige, men bliver det hen mod slutningen, hvor marskens hemmelighed afsløres. Det være sagt, så er det en ganske spændende slutning, der binder de fleste tråde i historien sammen.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

G.P. Taylor: Tersias

Udgivet den april 6, 2008 af Admin

Tersias
Roman af G.P. Taylor
Fokal 2007 (org. 2003). 366 s.
På dansk ved Helge Hoffmann.

Bogen er sat i Dickens-agtigt, kulsort London, hvor en ”fed tysker” regerer over England (sådan set en meget god karakteristik af George II). En komet-sværm er slået ned i London, hvilket indikerer at det er en efterfølger til Malurt (anmeldt i Himmelskibet nr. 15), som er sat i 1756.

Tersias er ikke en god bog. Så er det sagt. Den er heller ikke dårlig – den fungerer bare ikke rigtigt.

For nu at starte ud med det gode, så er persongalleriet stort og varieret, og alligevel er personerne så godt beskrevne at man ikke bliver forvirret. Der er den blinde, alt for tidligt voksne dreng, Tersias, hvis evne til at blive besat og derved få syn, bogen kredser om. Der er også fupmageren af en troldmand, Malachi, Jonas Ketch – en dreng der tror at han er en farlig bandit – og hans kumpaner (en sød, rødhåret pige ved navn Tara og en gadedreng med det charmerende navn ”maddik”), den forbandede lord Malpas og hans følge, en godhjertet troldkvinde (eller er hun?) ved navn Griselda, den lede løgne-messias/gale videnskabsmand Solomon og hans farverige disciple, dæmonerne ”Elendigheden” og Lycaon, samt nogle andre. Jeg kan især godt lide at magiske genstande som daggerten Adamant og den mystiske ”alabaster” har deres egne agendaer, selv om de er stumme ting.

Taylor har et stort talent for at finde på finurlige personligheder, og man læser om dem med stor fornøjelse. Der skiftes jævnligt perspektiv på denne måde: der dukker en mystisk person op som læseren godt kender, men som først får sit navn efterhånden som de andre personer lærer det. Og det fungerer overraskende godt.

Taylor har ikke kunnet nære sig for at bruge det klassiske humanistiske trick med at fremstille modstandere som tosser uden bare tilnærmelsesvis fornuftige motiver – Solomon manipulerer med skaberværket som en anden Frankenstein – men det er så at sige holdt i ligevægt af at han også er en falsk profet der stjæler med arme og ben fra kristendommen, og ikke mindst af at ”de gode” aldeles ikke er Guds bedste børn, men tværtimod lige præcis den slags mennesker som Jesus ville have yndet at omgås…

Bogen er godt skrevet, men desværre ret dårligt oversat. Der er manglende skelnen mellem ”du” og ”man” (den klassiske ”you”-fejl), og der er dumme formuleringer som ”feste over dit kød” (der må vel have stået ”feast on your flesh”).

Bogen falder til jorden pga. handlingen. Der bliver lovet så meget, og indfriet alt for lidt. Det er ironisk nok fordi det i bund og grund er en fortælling om skyldige mennesker og deres frelse, og ikke om det gode mod det onde. Det lyder jo fint, men netop derfor kommer hovedplottet om opgøret med de to menneskelige skurke (Malpas og Solomon) og deres onde planer til at virke som et subplot – som noget der bare skal overstås i løbet af sidste kapitel. Det forbliver i øvrigt uklart hvad de overhovedet håbede på at opnå, hvad lord Malpas’ forbandelse overhovedet var, hvorfor han er separeret fra sin kone, hvorfor hun hjælper ”de gode” etc. Noget af det allerbedst skildrede, er dæmonerne. Først kender man dem kun som en fornemmelse, et navn, en skygge, så får de efterhånden mere og mere kød på. Taylor ved hvordan man bruger gyser-genrens atmosfære. Men det er lige meget, for man finder aldrig ud af hvad de ville! Selv Tersias og hans profetier kommer aldrig rigtigt til deres ret.

Handlingen er ret dårligt skruet sammen. Røveren Jonas stjæler nogle magiske genstande fra lord Malpas (hvorfor havde han ikke alle sine vagter med? Han er omgivet af ”henchmen” i resten af bogen!), han møder de øvrige hovedpersoner gennem nok et røveri – og derefter veksler handlingen mellem at de forskellige personer skiftevis bliver taget til fange og undslipper. Dette giver bogen en rigtigt dårlig ”pacing”. Ét af de værste tricks der bruges til at forlænge film, er når personerne undslipper, dalrer rundt uden rigtigt at opnå noget, og så bliver fanget igen. Jeg skal hilse og sige at det virker endnu mere trættende i en bog.

Når alt kommer til alt, er det en skuffende læseoplevelse.

Jeg vil lige tage noget op, netop fænomenet ”kristne” bøger. På sin vis lykkes det Taylor at kommunikere nogle budskaber ud, selv om de er nogenlunde lige så ”diskrete” som de sociale ”undertoner” i en film af George A. Romero. For at være lidt anglofil (det må man godt, når bogen er britisk): ”the sub-text is the main-text”. Måske virker det mindre kluntet på vort lands teologisk set analfabetiske befolkning, men ærligt talt: hvis ikke Taylor havde følt et behov for at pakke sine budskaber ind, så havde det kristne sub-plot kunnet træde frem i fuldt flor, og så var der måske kommet en helstøbt bog ud af det. Det værste ved det her er, at folk med overlagt anti-religiøse budskaber (Neutzsky-Wulff, Pullman) endda bliver rost for at ville konfrontere, og deres bøger opfattes stadig som noget alle kan læse, medens kristne forfatteres bøger mageligt kan parkeres i en genre kaldet ”christian fantasy”, så de tolerante, åbent-sindede ateister kan slippe for læse noget som de ikke er enige i.

Jeg kan godt se at den her slags bøger kommer af et behov for tilpasning. Men præster, stik hellere hovederne sammen og find nye måder at få folk til at vove sig ind i kirkerne længe nok til at de kan høre hvad præsten har at sige, eller flyt for Guds skyld kirken ud fra selve kirke-rummet, lidt oftere. Taylor har i hvert fald bekræftet min fordom om at præster bør holde sig tættere til deres prædike-stol, end skomagere til deres læster. Det er valgfrit om i vil tilføje et ”desværre”.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Helene Th. Svolgart: Livets barske lektie

Udgivet den april 6, 2008 af Admin

Livets barske lektie
Roman af Helene Th. Svolgart
Balatana, 2008, 172 sider

Mike er på vej til en fængselsplanet. Han kender udmærket turen, og kender til de ubehageligheder nedstigningen til planeten kan give. Det skyldes dog ikke at han tidligere har beboet fængslet, men derimod at han er lejesoldat, hvilket i denne verden betyder han tager de job som dusørjægerne ikke vil eller tør tage. Han har således afleveret en række fanger i fængslet. Dette kan dog komme til at blive kritisk for ham nu da han er på vej til fængslet som fange, efter han er blevet dømt for mord. Han vælger at holde lav profil, da han tror det vil give ham de største overlevelseschancer. Han finder sig derfor i at blive tævet, voldtaget og ydmyget på andre måder. Det der dog knækker ham er da den medfange han stoler på svigter og efterlader ham. For at overleve, gør han sig selv til slave for Lægen, en yderst speciel person, der bl.a. gør det i tortur.

Alt i fængslet er dog en handel, og det viser sig da også at Lægen har en god grund til tage sig af Mike.

Bogen er velskrevet, selvom handlingen kan virke noget usammenhængende, men kernen i historien er heller ikke om fængselsflugt, eller det at vende tilbage efter et fængselsophold. Kernen er omkring den udvikling der sker med Mike efter alt bliver taget fra ham, og han derefter begynder at få lidt styr på sig selv igen. Det svigt som Mike dog har sværest ved at bearbejde, er ikke det der er blevet gjort mod ham af en han stolede på, men derimod det at han svigtede en som stolede på ham.

Bogen kan anbefales, selvom det kan være svært at sige hvem den kan anbefales til. Den indeholder mange actionscener, voldelige tortursekvenser, fremmede væsner og rejser igennem rummet, mens den samtidig gør meget ud af at beskrive de personlige konflikter Mike gennemlever. Hovedtemaet er svigt, uden at det er en bog der vil komme med løsningen på hvordan man bearbejder et sådant.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Jan Schwerdfeger: Positron Generator – Storm over Ventura

Udgivet den april 6, 2008 af Admin

Positron Generator – Storm over Ventura
Roman af Jan Schwerdfeger
Ørnens Forlag, 2008
174 sider, 248 kr.

Ventura er en fredelig verden der i hundreder af år hverken har oplevet krige internt imellem planetens beboere eller med folkeslag fra andre planeter. Freden bliver dog brudt da en fremmed race kommer fra rummet og angriber bl.a. ved at skabe altødelæggende uverjrsstorme på planetens overflade. Angriberne er racen Ixolitter, der hele tiden er på jagt efter planter hvor de kan udvinde metaller til brug i deres rumfartsindustri. Det viser sig dog at der ligger lidt mere bag end blot jagten på metaller. Ixolitterne har fanget en af beboerne fra Ventura, og ved at have undersøgt hendes hjerne, har de fundet ud af at der er en af venturerne der kan være en seriøst trussel mod dem, en forudsigelse der viser at kunne have noget på sig. Med hjælp fra en mystisk kraft gemt i nogle krystaller, lykkedes det da også de våbenløse Venturene at tage kampen op imod angriberne.

Bogen er en science fiction-historie med flere fantasy-elementer. Metafysik spiller en større rolle i bogen end de klassiske science fiction- og fantasy-elementer, hvilket giver denne bog sit eget særpræ. Personerne i bogen er humanoide dyrevæsner, noget der dog ikke spiller den store rolle i bogen, da de eneste tidspunkter hvor dette spiller ind er når der fra tid til anden beskrives personernes snuder, og pels, men ellers får man ikke meget at vide om væsnernes fysiologi og evner.

Der er masser af illustrationer i bogen. Disser er bygget op omkring modeller forfatteren har bygget og modeleret. Fotos af disse er så blevet redigeret i en computer, og der er således flere ens billeder i bogen hvor der blot er blevet leget med forskellige farvekompositioner.

Bogens appendiks indeholder beskrivelser af flere teknologier der ikke beskrives yderligere i bogen. Historien er dog også bind 1 i en kommende serie, og således skal den ud over at fortælle historien om angrebet fra Ixolitterne, også præsentere en verden og nogle personer som der vil komme mere om i de næste bøger. Bogen er således en kort introduktion til en fremmed verden, men den bliver heller ikke meget mere end en introduktion.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Scott Lynch: The Lies of Locke Lamora

Udgivet den april 5, 2008 af Admin

The Lies of Locke Lamora
Roman af Scott Lynch
Gollancz 2006
530 sider, £7,99

Fantasymarkedet bliver i disse år oversvømmet af serier af murstensromaner, der desværre alt for ofte viser sig at være mere gasbeton end mursten: Fulde af luft og med en tendens til at smuldre i kanterne. Der er heldigvis undtagelser, og denne debutroman af Scott Lynch er en af dem.

The Lies of Locke Lamora undgår fælden med at lave episke Tolkien-deriveret fantasy og vælger i stedet for at fokusere på én by og en lille håndfuld unge gentlementyve, der kalder sig selv “The Gentlemen Bastards” og lever af at stjæle fra de rige og give til sig selv. Lederen af disse er den anarkistiske og sympatiske Locke Lamora, der har svindel i blodet og indviklede planer i hovedet, men mangler ambitioner, der strækker længere end til det næste kup.

Den unge, forældreløse Locke blev taget under vingerne af en Fagin-type, der organiserede kriminelle børn, og senere af præsten for røvernes gud. Nu er han selv steget i graderne og er blevet chef for den dygtigste røverbande i byen Camorr – langt mere dygtige end Camorrs røverkonge the Capa er klar over. Men Capa’ens nye udfordrer The Grey King opdager kvaliteterne hos Locke & Co. og tvinger dem ind i sine planer ved hjælp af en ret grum troldmænd.

Troldmænd som sådan er ellers et sjældent syn i Lynch’s verden – der er faktisk kun et enkelt laug, og de er ikke særligt søde. Det meste magi er alkymistisk, og man kan få alle mulige mystiske salver, pulvere og trylledrikke, hvis man ellers har råd. Byen Camorr er også magisk i sig selv, for den er bygget op omkring resterne af en oldgammel by bygget af en forlængst uddød race. Denne race mestrede et byggemateriale kaldet elderglass, der ud over at være stærkt nok til at lave tårne flere hundrede meter høje, også har den egenskab at det lyser om natten.

The Lies of Locke Lamora er en af den slags fantasyromaner, jeg kalder metropolitan fantasy, hvor en by spiller en central rolle og hvor heltene ikke skal rejse rundt på et landkort og samle plotkuponer ind. Meget inspiration synes at være kommet fra Fritz Leibers by Lankhmar, og Locke Lamora og hans ven Jean Tannen minder da også en smule om Leibers helte Fafhrd og The Gray Mouser. Der er dog ikke tale om simple derivater, og der er en del originale – eller i hvert fald sjældent sete – ideer i bogen, blandt andet en del inspiration fra spansk renæssance. Jeg fornemmer også noget indflydelse fra Alexandre Dumas, især den blanding af humor, action og nervepirrende spænding, som man ser i fx De tre musketerer.

At i alt synes jeg der er tale om en rigtig vellykket debut. Hvis man skal kritisere den for noget, er det at Lynch nogle gange fylder for meget på, måske af frygt for ikke at være underholdende hele tiden. Det gør bogen tykkere end strengt nødvendigt, men det vil næppe genere ret mange.

Lynch har allerede skrevet en fortsættelse, Red Seas Under Red Skies. Den har jeg ikke læst endnu, men har fået at vide i min øresnegl at den er udmærket, men ikke helt på højde med den første. Det skal dog ikke afskrække nogen fra at læse Lies, der er afrundet nok til at kunne stå alene.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

James Patrick Kelly: Tænk som en dinosaurus & Otto Møller: Guld og Ære

Udgivet den april 5, 2008 af Admin

Tænk som en dinosaurus
af James Patrick Kelly
SFC 2004, efterord ved Niels Dalgaard

Guld og Ære
Af Otto Møller
SFC 2006, efterord ved Niels Dalgaard

Denne udgivelse er en samling på tre noveller fra midtfirserne til midthalvfemserne af James Patrick Kelly, der med disse historier præsenteres for første gang på dansk. Historierne er i denne anmelders øjne imidlertid ikke noget at råbe hurra for, og synes derfor ikke at give James Patrick Kelly nogen god præsentation på den danske science fiction-scene. Historierne, “Mr. Boy”, “Rotte” og “Tænk som en dinosaurus”, akkompagneres af en velskrevet efterskrift af Niels Dalgaard. En efterskrift som det stærkt kan anbefales, at læseren begynder med, da det højner værdsættelsen af novellerne.

De tre noveller er skrevet i relation til deres samtids science fiction-trends, og de er således i opposition til periodens cyberpunk-historier. Dette kommer særligt til udtryk i ”Rotte”, der i sin form nærmest er en parodi over cyberpunk detektiv-novellen, og som handler om Rotte, der har undergået så drastiske ændringer, at han de facto er en tænkende rotte, og i ”Mr. Boy”, hvor den kropslige modifikation opnår et grotesk omfang, idet hovedpersonen bor inde i sin 11 etager høje mor.

Historierne kan ikke beskyldes for at dyrke teknologi eller teknologiske landvindinger, men derimod handler de om det menneskelige og menneskets valg i en fagre ny verden. I den forstand er ”Rotte” og ”Mr. Boy” interessante at læse, men den mest spændende at læse er ”Tænk som en dinosaurus”, der omhandler de ubehagelige valg, man kan blive tvunget til at tage for et større gode.

Denne bog er lidt af en perle for den, der er interesseret i tidligere tiders science fiction. Der er tale om et genoptryk af en science fiction-roman fra 1896. Ganske vist blev den ikke klassificeret som en science fiction den gang, men dens præmis gør historien unægtelig til en science fiction.

Det er værd at begynde læsningen af Guld og ære med at læse Niels Dalsgaards efterskift, da den giver et indblik i den sammenhæng romanen blev udgivet i, og derved en bedre forståelse for historien. Som udgangspunkt kan historien virke bedaget og simplistisk, men med den kyndige efterskrift forstås historien så meget bedre (dog skal læseren være opmærksom på, at der er en mindre spoiler i efterskriften ved Niels Dalgaard).

Historien handler om kemikeren Erik Poulsen, der med for sin tid moderne kemi opdager en metode, hvormed han kan forvandle andre metaller til guld, og derved skabe for sig selv en uendelig rigdom. Æren for opdagelsen kan han derimod ikke høste æren, da en offentliggørelse af opdagelsen vil resultere i at guld bliver værdiløst og at det kapitalistiske system vil bryde sammen (da pengesedler er bundet op på guldstandarden) med civilisationens undergang til følge. Det gennemgående tema i historien er balancen mellem, at vor hovedperson kan blive uendeligt rig, materielt, men socialt kan han ikke blive anerkendt for sin handling – samfundet og dets beståen vil ikke tillade den fri forskning.

I første del følger vi den unge Erik Poulsen, der stræber efter både velstand og ære, mens han i anden del fået velstanden eller guldet, så er det den manglende ære, der følger ved anerkendelsen af hans opdagelse, som han savner, og i tredje og sidste del følger vi hans stræben efter ære, om det så skal koste ham al hans velstand. Romanen er fascinerende læsning da dens beskrivelser af moderne teknologi virker banale i moderne øjne, men det maner også til en vis betænksom om, hvordan science fiction-litteratur vil blive beskuet om 100 år.

Science Fiction Cirklen skal have ros for gennem sine udgivelser at bringe anderledes science fiction-historier til det danske marked, men visse ting kan forbedres i udgivelserne. Hvor forsiden på “Tænk som en dinosaurus” virker som et bedaget levn fra 1980’ernes mindre kønne periode, er forsiden på “Guld og Ære” væsentlig mere nedtonet og derved også pænere, selvom grafikmønstrene ikke indbyder til nogen læsning af værkerne. Nogle mere indbydende og moderne udseende forsider vil gøre godt for de to udgivelser, ligesom det vil gavne læserne, at Niels Dalgaards efterskrifter anbringes forrest i bøgerne, så de kan introducere læseren til de kommende fornøjelser.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Arn – Tempelriddaren

Udgivet den april 1, 2008 af Spritt

Film, Sverige, 139 min., 2007
Instruktør.: Peter Flinth
Medv.: Joakim Nätterqvist, Sofia Helin, Stellan Skarsgård m.fl.

Så blev Jan Guillous bestseller-trilogi om Arn filmatiseret. Denne film er baseret på 1. bog og halvdelen af bog 2. Filmen handler om drengen Arn, som falder ned fra et tårn. Hans forældre lover at give drengen til den kristne gud, hvis han overlever og se, miraklet sker og drengen må gå i sin guds tjeneste. Han opvokse på et kloster, hvor han ligesom i bogen bliver opdraget til at bliver supermand af en tidligere tempelridder. Så rejser han til det hellige land og slås, men er en mere tolerant mand end sine samtidige. Fortsættelsen kommer i biografen til efteråret.

Man kan undre sig over at man ikke har valgt at lave 3 film ligesom antallet af bøger. Det gør at historien nogle gange er lidt forceret. Jeg er nu alligevel blevet enig med mig selv om at det er en god ide at nøjes med 2 film, for handlingen af bog 2 er så tæt på handlingen i Kingdom of Heaven, at en midterfilm nærmest ville være en genfilmatisering af denne.

Jeg syntes filmen er ganske god og er glad for at man har valgt at fokusere på andet end kamp og krig. Store slag er flotte på film, men der er nok film der viser flotte kæmpeslag. Man har i denne film valgt at nøjes med et stort slag og det syntes jeg er en god vurdering. Jeg nyder også autenticiteten i filmen, f.eks. er det tydeligt at alle dragter i nærbilleder er håndsyet uld eller hør. Jeg syntes at Arn er en ganske god film og jeg glæder mig til del 2. Jeg håber ikke de skærer den ellers overflødige scene væk, hvor Arn banker Ivanhoe på vej hjem fra det hellige land. Den kan jeg egentligt godt lide i bøgerne.

Anmeldt af Kim Pierri i Himmelskibet nr. 16

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 16

Udgivet den april 1, 2008 af Admin

himmelskibet-16Forår 2008
40 sider. 40kr
Forsidebillede af Lene Fagerlund Larsen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=7004

Indhold:
Bibliotheca Phantasiae – Novelle af Thomas Strømsholt
En helt forkert kiste – Novelle af Teddy Vork
En uventet forfriskning – Novelle af Manfred Christiansen
Rollespilstyper – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Interview: Michael Kamp – Interview ved Mathias Clasen
Skal rumvæsener have insektøjne? – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Den fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Anmeldelser

Film:

Bøger:

Korte nyheder – ved Maria Kohinoor Larsen
Nyt om fantastik – ved Klaus Æ. Mogensen
Arthur C. Clarke 1917-2008 – Nekrolog ved Klaus Æ. Mogensen
Ernest Gary Gygax 1938-2008 – Nekrolog ved Flemming R.P. Rasch
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Det gyldne kompas

Udgivet den januar 29, 2008 af Admin

Det gyldne kompas
Film, USA/UK, 2007, 113 min.
Instr.: Chris Weitz
Medvrk.: Nicole Kidman, Daniel Craig, Ian McKellen, Sam Elliott, Dakota Blue Richards m.fl.

11-årige forældreløse Lyra lever et sorgløst liv på kollegiet Jordan, hvor hendes onkel har placeret hende efter hendes forældres død. Men en dag får hun mere eller mindre frivilligt til opgave at redde en række bortførte børn fra de såkaldte snappere, og så er eventyret sparket i gang. Men intet er som det umiddelbart ser ud til, og Lyra lærer ved hjælp af det gyldne kompas – et såkaldt alethiometer – sin baggrund og den frygtelige sandhed at kende.

Filmen adskiller sig fra Phillip Pullmans bog af samme navn ved at blandt andet at trække linierne mellem godt og ondt meget skarpere op. De manglende nuancer gør muligvis filmen mere børnevenlig for de mindste, selvom det er synd for historien.

Filmen i sig selv er god, men den kunne være blevet endnu bedre, hvis ikke skaberne havde sprunget over, hvor gærdet er lavest flere steder. For eksempel har Lyra meget mere magt over alt i filmen, end hun har bogen, og det ødelægger lidt den dannelsesrejse, hun også er ude på. Alt går let for hende, og hun er ikke nær så afhængig af de andre personer som i bogen.

Enkelte steder er der byttet så meget om på hændelsesforløbet, at det giver anledning til spørgsmål – også for dem der ikke kender historien på forhånd. Når Lyra pludselig ankommer til panserbjørnenes borg før Bolvanger, kan man ikke undgå at spørge sig selv, hvor de andre bjørne bliver af. Men alt andet lige er den anbefalelsesværdig. Der er masser af flotte effekter, og den er velspillet og underholdende. Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Maria Kohinoor Larsen i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dragonlance: Dragons of Autumn Twilight

Udgivet den januar 28, 2008 af Admin

Dragonlance: Dragons of Autumn Twilight
Tegnefilm, USA, 2008, 90 min.
Instruktør: Will Meugniot
Medv.: Michael Rosenbaum, Kiefer Sutherland, Lucy Lawless, Fred Tatasciore, m.fl.

Så kom der endeligt en Dragonlance-film. Mine fætre, min bror og jeg begyndte allerede i midten af 80’erne at snakke om at vi gerne ville se en filmatisering af Dragonlance-bøgerne. Det var nogle af vores ynglingsbøger, og vi diskuterede, hvem der skulle spille hvilke roller mv.

Det var en stor dag, da det kom frem, at de var i gang med at lave Filmen. Jeg ventede spændt ved brevsprækken, da jeg fik mailen fra Laserdisken, om at de havde afsendt filmen.

Nu ved jeg godt at filmatiseringer, aldrig kan blive ligeså gode, som de bøger de bygger på og jeg ser altid sådanne film med forholdsvis lave forventninger, så jeg ikke bliver skal blive skuffet over udfaldet Jeg blev nu alligevel skuffet over denne film.

Nå, men nu til historien. Filmen er baseret på Margaret Weis og Tracy Hickmans bog Dragonlance: Dragon og Autumn Twilight, som på dansk er delt i to bøger: Dragonlance: De første tegn og Dragonlance: Drageskygger. Bøgerne og filmen handler om en umage gruppe eventyrer, der skal bekæmpe den onde gud Takhisis planer om at overtage herredømmet over verdenen Krynn. Samtidigt skal de genfinde de gode guder, som Krynns beboere havde vendt sig bort fra og som derfor har været glemte i 300 år. Bogen og filmen er en del af en trilogi, selvom man endnu ikke ved, om de to sidste bøger bliver filmatiseret.

Man skal stort set altid forkorte en historie når man filmatiserer den, men samtidigt få historien til at hænge sammen for dem der ikke har læst bøgerne. Man burde have valgt at filmatisere halvdelen af hver bog i stedet for hele bogen. Når man nu har valgt at filmatisere hele bogen på kun 91 minutter, så syntes jeg at manuskriptforfatteren er sluppet godt fra opgaven. Det eneste sted det glipper, er et sted, hvor troldmanden Raistlin og grupens leder Tanis Halvelver skændes foran en sovende drage Det virker ret tåbeligt og er ikke med i bøgerne, det er begge figurer for kloge til.

Baggrundene er gode, men resten ser for ringe ud. Drager og draconianere er 3D computeranimeret, mens elvere, mennesker og andre menneskelignenede racer ligner traditionelt animeret tegnefilm. De ligner tegneserie figurer og virker meget 2D agtige. Både tegningerne og 3D animationerne er dårligt lavet og når de bliver vist i samme scener ser det helt forfærdeligt ud. Ild og røg er dog rigtigt flot i filmen.

Filmmusikken er ret flot, og dem der lægger stemmer til figurerne, gør et godt stykke arbejde. Desværre er det svært at høre hvad de siger, for alle de andre lyde er meget højere end talen, så man skal sidde med fjernebetjeningen for at få det hele med, og så hjælper det også et der er mulighed for at få engelske tekster på den version jeg har købt. Det er reg. 1 versionen.

Dværgene ser rigtige ud. Elverne har de grimmeste og længste ører, man kan forestille sig. Desuden er de ofte grå. Det er beskæmmende at en af de smukkeste personer, elverprinsessen Laurana, ligner en lille grim trold. Menneskene er heller ikke for kønne i denne film. Den smukke kropige Tika ser heller ikke særligt smuk ud. Da de møder nogle spøgelser, var min første reaktion at grine. Drageherrene har i billederne i bøgerne nogle flotte detaljerede rustninger med dragelignende masker på; de er i filmen erstattet af en stofhætte med en dødningehoved-lignende maske over. Det ligner noget fra He-Man. Jeg kan dog rigtigt godt lide når Drageherren Verminard bruger sine ‘magiske’ evner. Så kan man se skygger af den onde gud han tilbeder. Troldmanden Fizban ligner efter min mening lidt for meget en forvokset nisse, men når han bliver alvorligt, så lader animatorerne noget af troldmandshattens skygge dække det ene øje, så han minder en om Odin. Det syntes jeg til gengæld er godt. En lille sjov ting er at tegnerne har givet bogens forfattere Tracy Hickman og Margaret Weis en cameo. De er tegnet som stamkunder på kroen og fanger dragonianere.

Det var dog en frygteligt omgang brok. Man kan godt se filmen, men man skal ikke forvente sig for meget af den.

Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr.16

Udgivet i Animation, Fantasy, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar