Girls

Girls
Tegneserie af Luna Brothers
Image Comics 2005-2007
24 hæfter samlet i 4 bøger I alt 624 sider, $59,96

Girls foregår i den amerikanske flække Pennystown med bare 63 indbyggere. På overfladen er det en hyggelig, lille by med gode, ærkeamerikanske beboere, men uhyggen breder sig hurtigt, og så får vi set indbyggerne fra deres mindre pæne sider.

Hovedpersonen er den unge Ethan Daniels, der nogle år forinden flyttede til Pennystown fordi han fandt byen tiltrækkende. Nu er han bitter over ikke at have en kæreste, og frustrationerne løber over en aften på den lokale bar, hvor han fortalt et par sandheder til byens folk som helhed og udvalgte individer i særdeleshed. Han bliver smidt ud af den lokale betjent og må tage bilen hjem alene. På vejen er han lige ved at køre en smuk, nøgen pige ned. Hun virker forvirret og chokeret og kan kun sige nogle få, usammenhængende ord. Han tager hende med hjem og giver hende mad, et varmt bad og husly til næste dag, hvor han vil tage hende med til politiet. Midt om natten kommer hun ind i hans soveværelse og har hed sex med ham, og dér begynder genvordighederne. For da han næste morgen har hentet betjenten og kommer hjem, har den mystiske pige lagt fem store æg, der for øjnene af dem udklækkes med nøjagtige kopier af pigen selv. De nøgne piger løber uden for og begynder straks at overfalde byen kvinder, indtil de bliver jaget væk.

Der viser sig hurtigt at være andre mærkelige ting på færde. Pennystown er blevet lukket inde af en gennemsigtig, uigennemtrængelig mur, og på en majsmark i midten af det hele er der en stor, lysende tingest, der mest af alt ligner en kæmpemæssig sædcelle, der brutalt forsvarer sig mod alle der kommer i nærheden.

Hurtigt bliver byen belejret af horder af smukke, nøgne, men morderiske piger. På mange måder minder det om en zombiehistorie, bare med særdeles fotogene zombier, men der er et tvist. Pigerne behandler mænd og kvinder meget forskelligt. De søger at få sex med mændene, så de kan formere sig, og de søger at slå kvinderne ihjel, til at begynde med af uklare årsager. Det skaber en masse konflikter mellem byens mænd og kvinder, og diverse ægteskabelige problemer dukker op til overfladen på mere eller mindre voldsom vis.

Præmissen kan umiddelbart virke temmelig søgt, men brødrene Luna bruger den til at sige en masse om den moderne verdens kønsforhold, samtidig med at der en masse mystik, spænding og psykologisk spil. Der er et dybere formål, med et gedigent science fiction-rationale, bag zombiepigernes adfærd.

Tegningerne er ikke spektakulære, men deres afdæmpede realisme fungerer udmærket i sammenhængen – og brødrene Luna kan virkelig tegne labre damer, selv den bloddryppende slags.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , . Bogmærk permalinket.