Queen of Candesce
Roman af Karl Schroeder
Tor Books 2007
332s, $7.99
Queen of Candesce er andet bind i Virga-serien, der begyndte med Sun of Suns (anmeldt i nr. 20). Vi er tilbage i den kunstige verden Virga, en planetstor boble af luft oplyst og opvarmet af den kunstige sol Candesce i midten og et antal mindre sole længere ude, hvorom der kredser hjulformede byer, hvor menneskene bor. Virga er bevidst holdt på et lavt teknologisk niveau, omtrent som i Victoria-tidens England, fordi grundlæggerne mente at for meget teknologi hæmmer menneskets mulighed for selvstændig succes.
Hovedpersonen i dette bind er den iskolde adelskvinde Venera Fanning, som var bifigur i første bind. Historien starter med at hun strander på det gigantiske, oldgamle hjul Spyre, der er låst fast i århundredgamle stridigheder mellem familier, der specialiserer sig i hver sin eksportvare, fra medicin til kirsebær, og holder et skarpt greb om hemmeligheden bag produktionen. Venera bliver hurtigt involveret i intrigerne, men hendes egen agenda er at slippe væk fra Spyre – ingen let sag – og finde nyt om sin ægtemand, admiral Chaison Fanning, der som beskrevet i bind 1 forsvandt under et luftskibsslag. Desuden skal hun beskytte det dyrebareste objekt i hele Virga: nøglen til Candesce og dermed til magten over Virga.
Spyre er delt i to: en ydre ring, hvor familierne har deres godser, og en indre ring, domineret af et stort marked omkring hvilket familierne har palæer. Den ydre ring har igennem århundrederne mistet en del rotationshastighed, så ‘tyngdekraften’ er meget lav, og dertil er den i konstant fare for at falde fra hinanden på grund af for dårlig vedligeholdelse. I det hele taget er Spyre kendetegnet ved forfald og fordums storhed, men de stolte og hovmodige indbyggere er ikke tilbøjelige til at indrømme at de bor i en døende verden. Man bringes let til at tænke på Venedig.
Venera allierer sig med den midaldrende, udstødte boheme Garth Diamandis, og sammen strikker de en plan sammen, der skal give Venera den fornødne magt til at undslippe Spyre og Garth muligheden for at blive genforenet med sin ungdoms elskede. Den iltre Venera viser sig at være den gnist, der skal til for at antænde krudttønden Spyre, og få ting er uforandret efter hun er færdig.
Queen of Candesce er meget anderledes end Sun of Suns. Den første roman bringer hovedpersonen – og dermed læseren – vidt omkring i Virga, men her foregår langt størstedelen af historien ét enkelt sted, om end et ganske stort og kompliceret sted. Den måde, hvorpå Venera kommer ind i Spyre, gennemskuer hvordan magten fungerer, og vender det til sin fordel, alt sammen beskrevet med en blanding af humor og spænding, minder en del om L. Spraque de Camps gamle fantasy- og science fiction-romaner – slet ikke noget dårligt forbillede. Samtidig er der tale om gedigen ‘hård’ science fiction, hvor alle detaljer er gennemarbejdede og funderet i kendt videnskab, og bag den kulørte handling ligger en gennemgående diskussion om forholdet mellem mennesker og teknologi. Alt i alt er der tale om en yderst vellykket roman, og jeg ser frem til at læse fremtidige bind i serien – hvoraf der allerede er kommet to, Pirate Sun og The Sunless Countries.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.23