The Moth

The Moth
Steve Rude & Gary Martin
Tegneserie, fortsat hæfteserie
Dark Horse 2004

Den fulde titel på denne tegneserie er egentlig Steve Rude’s The Moth. Steve Rude har skabt figuren The Moth og tegner bladet, men Gary Martin skriver og rentegner det, så man kan godt undre sig over at serien ikke hedder Steve Rude’s & Gary Martin’s The Moth – men det hænger nok sammen med at Steve Rude er en hel del mere kendt end Gary Martin

Rude er primært kendt for sit mangeårige samarbejde med forfatteren Mike Baron på serien Nexus, og den nye serie minder på mange måder om en anden af Barons serier, The Badger, især på grund af det store galleri af mere eller mindre bizarre bifigurer.

Figuren The Moth har ingen superevner; han er blot en cirkusakrobat med bijob som dusørjæger. Det er ikke helt klart, hvorfor han jager undvegne forbrydere iklædt sit cirkuskostume, bortset fra at han kan bruge kostumets indbyggede kappe til at svæve ned fra hustage o.lign. – ikke videre realistisk, men en accepteret kliché i superhelteserier. Cirkussets andre artister – bl.a. en stærk mand, en udbryderkonge, en skægget dame, flere klovner, jonglører m.m. – udgør kernen af persongalleriet omkring The Moth, som dog også bliver ven med den kvindelige helt American Liberty – og fjende med en skønsom blanding af rockere, gangstere og konkurrerende dusørjægere.

Det er i høj grad Steve Rudes tegninger der bærer serien. Han er mester i at tegne detaljerede billeder med en klar og enkel streg, og han har god sans for både dybdeog skyggevirkninger, ud over at han er en af de bedste i genren til at tegne mennesker. Hans stil er først og fremmest inspireret af den gamle mester Russ Manning (der bl.a. tegnede Tarzan og Magnus Robot Fighter), men der er også tydelige spor af Jack Kirby i hans streg. Til gengæld er historierne en smule kedelige, trods morsomme optrin og nogle baggrundsintriger, der har potentiale til at udvikle sig til noget interessant. Dog følte jeg mig godt underholdt af det i skrivende stund seneste nummer, nr. 4, selvom jeg ikke umiddelbart kan sætte fingeren på, hvad der er forandret. Måske har Rude og Martin bare fundet deres rytme.

Det er rart at se Rude tilbage i en fortsat serie – de senere år har han kun tegnet miniserier på 2-4 numre – og på trods af en lidt skuffende start rent historiemæssigt, bliver jeg hængende lidt endnu for at se om tingene ændrer sig (hvad de måske allerede gør, jf. det meget bedre fjerde nummer).

Serien er udgivet under Dark Horse Comics nye ungdomsmærke Rocket Comics. Ud over nr. 1-4 er der kommet en The Moth Speciel, der nærmest er en prolog til serien. Det ser ud til at historien i nr. 5 er en fortsættelse af en art til denne prolog, så det er nok en fordel at starte med den, hvis man har fået lyst til at holde serien. Hvis serien går hen og bliver en succes, kommer der nok en samling af de første numre, så den kan man selvfølgelig også vente på.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , . Bogmærk permalinket.