Superman Returns
Film, 154 min.
Warner Bros. 2006
Instruktør: Bryan Singer
Medvirkende: Brandon Routh, Kevin Spacey, Kate Bosworth m.fl.
Det er efterhånden mange år siden at de første rygter om en ny Superman-film kom på banen. Der har også været flere projekter på tegnebordet, bl.a. med Nicholas Cage som Manden af Stål, men de gik alle sammen lige så stille i sig selv igen, ofte på grund af uenigheder mellem instruktører og filmselskab. Men efter de senere års store successer med superheltefilm som Spider-Man, X-Men og Batman Begins var det oplagt at der blev gjort alvor af det. Super-man er trods alt superhelten over alle superhelte og en af det tyvende århundredes allermest kendte ikoner. Warner hyrede derfor instruktøren Bryan Singer, som havde lavet de to første film om X-Men (og skulle have lavet den tredje, hvis det ikke var fordi han hellere ville lave Superman Re-turns).
Til forskel fra den nye Batman-film, Batman Begins, har Warner valgt at lade Superman Returns være en fortsættelse af de klassiske Superman-film fra 70’erne og 80’erne. Eller i hvert fald de to første; Warner har klogeligt valgt at ignorere de katastrofale Superman III og IV (for slet ikke at tale om Supergirl). Det fornemmes allerede fra titelsekvensen, der benytter samme effekter som den oprindelige film, og selvfølgelig genbruger man også John Williams’ gamle Superman-tema. Også visuelt har filmen mange referencer til de gamle, især ved genbrug af Krypton og Supermans fort på Arktis. Marlon Brando gentager også sin rolle som Jor-El i form af genbrug af gamle optagelser fra den første film. Mest slående er måske valget af Brandon Routh til titelrollen – den knægt ligner fak-tisk Christopher Reeve en hel del, især som Clark Kent.
Der skal forstille at være gået fem år siden de gamle film. Det betyder ikke at filmen foregår i 80’erne; man er nødt til mentalt at flytte de gamle film frem til årtusindskiftet for at få det til at passe. Superman har været væk fra Jorden i de mellemliggende år for at opsøge resterne af sin fødeplanet Krypton, og da han kommer tilbage, er meget anderledes. Lois Lane har kæreste og barn, og Lex Luthor er på fri fod, blandt andet fordi Superman ikke mødte op i retten for at vidne mod ham. Lois har netop vundet Pulitzer-prisen på en artikel med titlen “Why the World Doesn’t Need Superman”, så der er lagt brænde på bålet til genforeningen. Der gøres i det hele taget meget ud af at portrættere Superman som en der står udenfor; en der nok er vokset op på Jorden, men som kommer udefra og ikke rigtig hører til – men som måske alligevel har en rolle at spille. Den rolle er rollen som frelser, og der smøres tykt på med kristus-metaforer. Jor-El er faderen der har sendt sin eneste søn til Jorden for at være et forbillede og frelse dem fra deres synder. Det viser sig da også hurtigt at verden faktisk har brug for Superman, ikke mindst på grund af Lex Luthors skumle planer.
Lex Luthor bliver mesterligt spillet af Kevin Spacey og er ikke længere den fjollede småforbryder med storhedsvanvid, som Gene Hackman portrætterede i de gamle film. Han er en kynisk self-made man med store ambitioner og en grandiøs plan, der kan gøre dem til virkelighed. Der skal ikke her afsløres hvad planen går ud på; lad det bare være sagt at den får den gamle Luthors planer til at ligne et røveri i en døgnkiosk – og han har taget højde for Supermans mulige indblanding. På mange måder er Luthor en langt mere imponerende figur end Superman. Kal-El har jo ligesom ikke gjort noget for at få sine evner, hvor Luthor har måttet kæmpe sig op fra en fattig barndom til den magtposition, han har, uden andet end sin hjerne til hjælp. Forskellen mellem dem er at hvor Luthor har valgt at bruge sine evner til selvisk vinding på bekostning af menneskeheden, så har Superman – der med sine evner kunne have gjort sig til Jordens herre – valgt at vie sit liv til at hjælpe andre.
Filmens effekter er flotte uden at være for påtrængende, og der sker nok til at filmens over 2½ time ikke virker for meget. Meget af handlingen er forudsigelig, men der er dog et par ordentlige overraskelser undeevejs, så det hele ikke ender som ren nostalgi. Ud over referencerne til de gamle film, er der også nogle sjove referencer til tegneserierne, bl.a. en scene der til forveksling ligner den fra forsden af Action Comics nr. 1, som bragte den første Superman-historie tilbage i 1938. Skuespillerne er generelt godt valgt til deres roller; dog kan man indvende at selvom Kate Bosworth er ganske nydelig som Lois Lane, er hun lidt ung (23 år) til at være mor til et femårigt barn – især fordi det skal forestille at hun har haft en længere journalistkarriere inden hun fik barn. Brandon Routh virker også lidt yngre end Christopher Reeve gjorde i samme rolle, men hvad fanden – han er jo Superman.
Alt i alt er filmen et must for dem, der kunne lide de to første gamle Superman-film. Jeg har svært ved at bedømme hvor godt den vil virke på biografgængere, der ikke har set de gamle film. Især kan filmens første time, hvor nostalgien dominerer over handlingen, måske virke lang på dem som ikke fanger referencerne. Man kan også diskutere om Superman er den mest interessante superhelt at lave film om. Hans renskurede spejderdrenge-image passer måske ikke så godt til vores postmodernistiske tid, hvor helte på film og i tegneserie er anderledes komplekse og tvetydige. Her har Warner og Singer nok gjort det kloge valg ved bevidst at overspille det renskurede, så Superman bliver mere ikon end menneske – han er den frelser, som vores krisefyldte verden af i dag faktisk godt kunne bruge. Det er så bare ærgerligt at han ikke findes i virkeligheden, og han er svær som rollemodel hvis man ikke lige selv har superkræfter. Det efterlader så Lex Luthor som den eneste rolle-model, man faktisk kan følge, og jeg var da selv flere gange under filmen tæt på at heppe på ham. Han er en mand med en fantastisk mission, som han selv, ikke helt misvisende, sammenligner med da Prometheus bragte ilden til mennesket. Og hvem kan lade være med at beundre et dødeligt menneske, som uden tøven vælger at sætte sig op i mod en gud?
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.11
