The Lord of the Rings – Complete songs & Poems

The Lord of the Rings – Complete songs & Poems
The Tolkien Ensamble & Christopher Lee
4 CD bokssæt inkl 112 s. bog 2006

På samme måde som filmfolk har en svær opgave foran sig, når de skal lave en filmatisering af en elsket bog, så har musikere det også når de skal sætte musik til andres vers. Tolkiens bøger Ringenes Herre er fyldt med sange og vers. Der synges for at fortælle historier, eller når der skal gives udtryk for følelser eller stemninger.

Den danske musiker Caspar Reiff dannende Tolkien Ensamblet for at sætte musik til disse sange, og sammen med forskellige musikere og sangere har de tolket sangene. Resultatet er blevet godkendt af Tolkiens selskabet og ensamblets koncerter er velbesøgte hvorhen i verden de kommer rundt. Der er så mange sange i bøgerne at de ikke kan være på en CD, men nu med udgivelsen af CD nummer 4 (Leaving Rivendell) er de igennem hele værket. CD’erne har ikke taget sangene i kronologisk rækkefølge, noget der nu er rådet bod på, hvor hele værket er kommet i en 4-CD boks, hvor sangene bringes i den rigtige rækkefølge.

Den øgede interesse omkring Ringenes Herre som filmene medførte har Tolkien Ensamblet også kunnet mærke på deres salgstal, ikke mindst da de på CD 3 (At Dawn in Rivendell) fik Christopher Lee til at medvirke både som oplæser af nogle af de digte der ikke skulle sættes musik til, samt til at synge Treebeards sange. Efter sigende så har Christopher Lee tidligere gjort sig som opera sanger, og han har da også en kraftig stemme. På CD 4 synger han Théodens sange.

Numrene er meget forskellige, da der både er sange sunget af hobitter, elvere og mennesker, og ensamblet har gjort meget ud af at sørge for at den musikalske stil er meget forskellig, hvor det er Tom McEwan der synger nogle af Hob-bit sangene som var de irske drikke viser, så synger Kurt Ravn de mere storladne elver-sange. Et af de klart bedste valg indenfor sangere er at Poul Dissing synger Gollums sange. Uanset hvad man må mene om Dissings stemme, så gør han det godt som Gollum.


Det er som sagt noget af et minefelt de har begivet sig ud på med denne udgivelse, og mange Tolkien fans vil nok sætte spørgsmålstegn ved resultatet. Personligt kan jeg rigtigt godt lide tolkningerne, og kan kun anbefale ensamblets udgivelser. Jeg glæder mig til de går i gang med Hobbitten, og jeg har hørt Reiff udtale at de også har kig på de digte der findes i Silmarillion.

Da jeg købte bokssættet var der en ting der irriterede mig. Jeg kunne ikke finde ud af forside illustrationen. Ingen tvivl om at det er Saurons øje der er illustreret, men der var noget galt. Det slog mig at illustrationen måtte være vendt på hovedet, da det mere lignede et langghåret øje end et flammende øje, mens det så rigtigt ud når det blev vendt på hovedet. Ifølge en mail fra Ensamblet fik jeg oplyst at de betragtede illustrationen som en der viste øjet på toppen af et bjerg af lava. Jeg skrev dog også til kongehuset, da illustrationen er lavet af Hendes Majestæt Dronningen (såvel de tidligere CD’er, samt den medfølgende bog til bokssættet er med hendes illustrationer). Svaret fra hoffet bekræftede at illustrationen er blevet vendt på hovedet.

En omvendt illustration skal dog ikke holde mig fra endnu engang at anbefale denne udgivelse.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.11

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Musik og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *