Rats – Notte di Terrore

Rats – Notte di Terrore
Film, Italien, 1984, 97 min.
Instr.: Bruno Mattei
Medvrk.: Ottaviano Dell’Acqua (”Richard Raymond”), Geretta Geretta (”Janna Ryann”), Massimo Vanni (”Alex Mcbride”), m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Dette er katastrofeberetningen om et eksil-italiensk, analfabetisk misfoster der spreder bitter galde og unævnelig underlødighed på sin hærgende vej gennem kultrækkernes filmhylder – og dét er kun instruktøren!

Bruno Mattei er manden bag flere andre mindre kendte trashfilm såsom Robowar (1988), der er intet mere end en skamløs scene- for-scene genindspilning af Predator (1987), naturligvis uden Arnold, og med predatoren udskiftet med en renegade cyborg, der taler som en smølf (dette kan via Youtube erfares ved selvsyn). Han står ligeledes bag filmen Terminator II (1990), ikke at forveksle (selvom det nok var meningen) med James Cameron’s Terminator 2 (1991). Mattei’s aliaser er mange og farverige, utvivlsomt så han med mellemrumme kunne starte med et friskt ry. Og man forstår behovet.

Rats – Notte di Terrore starter ellers lovende. En rulletekst på baggrund af et Death Valleylignende landskab informerer os om at det er to hundrede år efter en atomkrig, og folk er delt op i dem, der bor under jorden, og dem, der bor over jorden, og man får mange andre detaljer at vide. Fedt, tænker man, det skal nok blive til noget sej post-apokalyptisk underholdning! Men refereres der derefter nogensinde til intro-sekvensen igen? Selvfølgelig ikke. Vi følger en sulten og forhutlet motorcykel-bande, som på deres vej gennem det øde landskab kommer til en lille forladt by (en genbrugt spaghetti-western kulisse), hvor de finder nogle efterladte kasser med mad, som de i en glædesrus smider omkring sig med. Men, byen er ikke helt forladt: den er befolket af et betydeligt antal rotter. Disse rotter skal forestille at være meget onde. Menneskeædere! Sygdomsbærere! Frygtelige rovdyr! De absolutte monster-skurke som skaber filmens konflikt- og trusselgrundlag. Disse über-farlige rotter er flyttet fra undergrunden og op til overfladen, og kontrollerer nu det hele! Men grundet dårlige produktionsværdier ser man ikke rotterne være andet end de er: ganske fredelige, minding their own business, udover at et par kasser af dem engang i mellem verfes i hovedet på skuespillerne af offcamera statister. Så da vores hold af ”helte” opdager disse skrækindjagende uhyrer, løber de straks ud til deres motorcykler for at komme væk – men rotterne har spist deres dæk! Guuud nej, hvad gør vi? Og lad os sige med det samme at det er en relativt dårlig idé at flygte fra et faldefærdigt hus ved at barrikadere sig i det, og dagen efter komme i tanke om at man hellere må se at komme væk. Men det er hvad vores tapre trup gør. Dét er simpelthen hele filmens febrilsk meningsløse plot (nårh nej, der er lige én fantastisk rædsel mere – en soveposelynlås der ikke vil som soveposeindehaveren vil – dér blev vi rigtig bange!), som i det meste af filmen overhovedet ikke kommer nogen vegne – en grov fornærmelse af seernes intelligens.

Men lad os kigge lidt på personerne. Der er tale om en perlerække af voldsomt overspillende italienere, som alle sammen er punk-rockere, klædt i ’80ernes allermest trashy mode. De er alle sammen omvandrende stereotyper – en fyr der ligner Chuck Norris (meget!), en sort pige med ”big hair” (hun hedder Chocolate, og leder tankerne hen på Honey Hump fra 9 Deaths of the Ninja), en religiøs Hare Krishna-fyr der hedder Deus, en starut ved navn Video, og en til tider topløs pige der ligner en reject fra en lesbisk vampyr-film, og som har en kæreste der hedder Lucifer – og så lige den læderklædte tøs som er fuldkommen ubrugelig, og hvis eneste rolle er at skrige ad næsten alt hvad hun ser. Tidligt i filmen finder de et rotte-gnasket lig, og straks begynder hun at skrige. Man tænker straks, hvorfor skriger hun? Døde mennesker må da være hverdagskost for disse folk! Og prompte siger lederen til tøsen: ”Hvorfor skriger du?! Har du aldrig set et dødt menneske før?!”

Lederen ligner Kurt Russell. Det observerede vi straks, og måtte derfor naturligvis le da vi erfarede at figurens navn i filmen er… Kurt! Et tilfælde? Tro det ej! Han er bevæbnet med samme flammekaster som Russell brugte i The Thing (1982). Og hans næstkommanderende hedder – wait for it! – Duke! Nej, Escape From New York (1981) har sandelig ikke levet forgæves! (Men lad det straks være sagt at nogle trash-film holder sig bedre end andre…)

Efter dét er det svært at forestille sig at noget af film-holdet overhovedet tog filmen alvorligt, men tværtimod er der intet overlagt campy: stemningen er med de forfaldne kulisser og lange, stillestående scener forsøgt holdt dyster (det mislykkes), musikken er indspillet på orgel, og rockerne giver også gerne stinkende dårlige lange monologer over hvad der sker med dem i denne deres mest desperate time! Det giver lidt samme effekt som hvis nogen siger noget fuldkommen absurd i et gravalvorligt tonefald, men desværre er det kun enkelte steder så grotesk at det bliver virkelig morsomt.

Så kommer vi til slutningen. Vores knap-så-tapre helte (dvs. resten af dem, for rotterne fik jo has på nogle stykker – men der var også kvab-oddere nok at tage af) finder pludselig en fungerende pansret militærvogn, som åbenbart havde holdt henne om hjørnet hele tiden, og hvis dæk besynderligt nok har undgået rotterne (??). Nå, men vognen angribes/ rammes af en kasse kastede rotter, og Duke, som selv sidder i vognen, kyler en granat efter rotterne – omkring en halv meter væk, så han selv fanges i ildhelvedet! En rigtig Kloge-Åge, forstår I. Så vognen er brændt, og vores uheldige helte kommer (igen) ingen vegne.

Og så sker det! Op fra undergrunden dukker efterkommerne af de folk som for århundreder siden flygtede derned. De er klædt i gule sikkerhedsdragter, med gasmasker for ansigterne. Hvem – eller hvad – er de mon?! Ja, vi gættede det altså med det samme, så slutningen føltes lidt flad for os, men den skal naturligvis ikke afsløres her. Om den giver mening – well, take a wild guess!!

Så vi siger bare: Pas på. Pas meget på. Der har været mange film som har kæmpet om titlen som verdens absolut værste, og med Rats – Notte di Terrore nåede man bestemt et godt stykke af vejen. Instruktør Bruno Mattei har med denne film slået sig fast som verdens vel nok værste filmskaber – præcis hvor hulkende dårlig manden er, kan erfares ved at læse hans biografi på IMDb.com, hvor han afslører at ud af hans 55 film er Rats den mest vellykkede!! Værsgod og skrig. Det gjorde vi. Tue’s karakter: 1 ud af 10 (fordi plotstrukturen fuldstændig mangler logisk sammenhæng)

Rasmus’ karakter: 3 ud af 10 (fordi hovedpersonerne er en kilde til morskab på linie med Jokerens smile-gift)

Tue’s trash-film-gruppe-karakter: 0 – JO! Det KAN blive FOR trashy selv for trash-film-fans! DØ, Bruno Mattei, DØØØØ!!

Rasmus’ trash-film-gruppe-karakter: 2 – GYSELIG, hyle-morsom trash-film – specielt når den ses sammen med andre trash-fans!

Anmeldt af Tue Sørensen og Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *