Kampen om ilden

Kampen om ilden
Spillefilm 1981, 100 min.
Instruktør Jean-Jacques Annaud
Another World Entertaintment

Another World Entertaintment udgiver film, der ikke er oppe i tiden (og som måske aldrig aldrig nogen sinde har været det): Næsten-klassikerne og så de mere underlødige.

Jeg har før set og anmeldt Solaris (af Tarkovski) og har nu fået Kampen om ilden stukket ud – eller rettere: Jeg kastede mig over den, for jeg har set den før, og ville gerne se den igen.

Kampen om ilden handler om en gruppe neandertalere, der ved et overfald af nogen mystiske menneskaber (Homo Erectusser) mister deres ild og derfor går en usikker fremtid i møde i det ugæstfri miljø de lever i, da de ikke selv er i stand til at tænde ild. På nippet til at give op ude i en sø, påtager en af neandertalerne sig opgaven at gå ud og skaffe ny ild til stammen. Sammen med to af sine venner drager han afsted, og efter mange eventyr vender han så tilbage med ilden og lidt ekstra bagage.

Historien indeholder en skæv blanding af meget velsminkede neandertalere, der dog ikke ligner de billeder man ser nu til dags – voldspsykopater af forskellig art og megen grynten og hoppen. Noget af det mest fantastiske ved filmen er dens brug af selvopfundne sprog (forfattet af Anthony Burgess – der også stod bag A Clockwork Orange, hvor han lader ungdommen bruge en sær blanding af russisk som slang – meget virkningsfuldt), kropssprog (designet af Desmond Morris, der også var meget oppe i tiden i 70’erne/ 80’erne) samt meget virkningsfulde maskeringer. Derudover er landskaberne fantastiske, selvom der er en sær drømmeagtig fornemmelse over rejsen. Måske fordi områderne skifter så meget – fra noget der ligner franske bjerge til den afrikanske savanne og så vidt jeg kunne se på rulleteksterne, er det hele optaget i Canada.

Men historien virker, og man følger intensivt med i de ikke alt for kloge neandertaleres rejse, deres naivitet og frygt samt deres noget ufølsomme forhold til sex – som der bliver rodet grundigt op i.

Et andet scoop i filmen er den kvindelige hovedrolle, der er af typen Homo Sapiens og som har både sprog og rigtig værktøj. Hun passer fremragende til rollen. Derudover var jeg vild med den rødhårede, skotske kannibalstamme, der gav et pift af drengebog til gryden, de stakkels sabeltandskatte, der har fået påklistret forlængede tænder i kunstens navn, elefanterne og endelig stammens gamle troldmand, der også virker som han trådte direkte ud af min barndoms drengebøger.

Alt i alt er det stadig en seværdig film – også selvom man skal tage dens videnskabelighed med et gran salt. Homo Sapiens er eksempelvis fastboende i hytter med enkelte glimt af potter, neandertalerne har ingen værktøj af betydning og virker langt dummere, end jeg tror de egentlig var, men den giver en fornemmelse for fortiden, og er om ikke andet et rigtigt eventyr af den gamle slags. Alt i alt var jeg godt underholdt et par timer.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.24

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *