Profondo Rosso – Mordets Melodi
Spillefilm, Gys/Krimi (Giallo) Italien 1975
126 min. (it.), 105 min. (eng.)
Instr. Dario Argento.
Another World Entertainment
Først er det vist på sin plads at undskylde på bladets vegne for at det faktisk har taget over et år at finde en anmelder – måske fordi den italienske genre – giallo – ligger et sted i mellem gys og krimi, lidt på samme måde som det franske “fantastique” vi har taget navn efter, og derfor ikke nødvendigvis har et stærkt nok element af det overnaturlige til at være inden for vores fokus. Denne film bryder altså med vores gængse grænser, men lad det være undtagelsen der bekræfter reglen, så…
Hvis ikke man er bekendt med, hvorfor “giallo” (gul) ikke blot er krimi eller thriller, er svaret i virkeligheden meget komplekst, især fordi “giallo” for længst er blevet et udtryk for f.eks. kriminal-romaner i Italien – italienske eller ej – med en særegen elegance, en morder hvor vi kun ser de sorte handsker, og lange volds-scener der dog har en særegen stil over sig, er alle sammen elementer der hører til genren. Dertil kommer, at soundtracket gerne er en stærkere del af filmen og ikke kun som underlægningsmusik. I Profondo Rosso er en stump melodi endda en del af gåden. Til gengæld er der ingen garanti for, at plottet er særligt skarpt. Det er simpelthen en æstetisk genre – ikke en “whodunit”-genre.
Fra et objektivt synspunkt er Suspiria nok den mest farvemættede og uhyggelige, mens min personlige favorit er Tenebre på grund af dens catchy beat, men Profondo Russo kommer farligt tæt på at være uhyggeligere end Suspiria og mere ørehængende end Tenebre. Desværre findes filmene ikke i dejlige AWE-udgaver!
Udgivelsen er superlækker. Der er hele to versioner af filmen, selv om vi måske kunne have været sparet for den ene, som det vil blive forklaret. Udover det mere gængse såsom filmografier og trailers, er der så også dokumentaren An eye for horror Den har før haft sin egen dvd i anden distribution. Dermed er det et ekstra godt køb.
Er der mere at sige? Åh ja… handlingen…En engelsk pianist ser et mord blive begået, men får ikke set morderens ansigt – til gengæld opdager han, at et maleri er blevet fjernet fra mordstedet. Snart opdager han også, at en bestemt melodi kan kædes sammen med de forskellige ofre (hvilket han som vidne selvfølgelig har rig mulighed for selv at ende som). Der kan ikke siges andet uden at afsløre for meget, men jagten på morderen fører ham rundt igennem bøsse-miljøet, til en gammel skuespillerinde, der lægger an på ham, og til en flot villa hvor der engang blev begået et mord.
Alle de forskellige lokationer er elegant iscenesat, og står lige så meget i centrum som personerne, musikken, mord-scenerne og, nå ja, mysteriet.
Mordscenerne er hver og én utroligt kreative, ikke på en “tortur- pornoagtig” måde, men som sagt – med stil. Nogle af mordene er dog også lidt ækle. Man skulle tro, at det er derfor, at den engelsk-sprogede version er så meget kortere end den italienske, og det er delvist rigtigt. Men censuren er faldet over nogle meget mærkelige ting. Det er tydeligt, når der er klippet, for det forstyrrer altid filmen, men det er på ingen måde de mest ækle eller oplagte ting, der er klippet fra. Der er ikke klippet lige før kniven stikker – nej, altid så det forvirrer seeren mest muligt! Derfor er den engelsk-sprogede nærmest overflødig, andet end som et studium i, hvordan man ikke må gøre. Det er dog uden tvivl godt for film/medievidenskab, og personligt fandt jeg det meget interessant, men det er uden tvivl kun den italienske version som den almindelige seer har interesse i. Den er til gengæld også dén giallo-film man bør se, hvis ikke nogen anden.
Another World har også udgivet George A. Romero-kollaborationen Two evil eyes, så nu kan vi blot håbe på at Inferno også bliver udgivet – så har vi efterhånden de fleste Argento-film i dansk distribution.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.24
