Perfect creature
Steampunk/gyser (endelig!)
New Zealand 2006. 88 min.
Nogle af jer vil muligvis kunne huske at jeg slagtede, jeg mener anmeldte Vampyrens Mærke, en af det nye årtusinds dummeste bøger. På det tidspunkt spekulerede jeg på om vampyrerne skulle være jøder, el. en anden ”særlig race” med en høj position i samfundet. Nogle af vampyrerne i denne film har endda store buskede jødeskæg, men det er gået op for mig, at det nok i virkeligheden skal være en metafor for homoseksualitet (jeg tror idéen kom til mig, da jeg leverede post til godtfolk på Istedgade). Det var trods alt et lesbisk forfatterpar der skrev føromtalte skod-bog, og hele idéen om en filantropisk, dæmoniseret minoritet af supermennesker (i denne film, kun mænd!), må passe godt på en seksual variant der har ry for at være kunstneriske. Jeg ville ærligt talt ikke føle mig smigret af denne allegori, men der er jo så meget jeg ikke forstår. Filmen leverer denne plathed meget tidligt i forløbet. ”Hvis en hvid mand slår nogen ihjel, er han en morder. Hvis en sort mand slår nogen ihjel, er alle sorte under mistanke”. Tillad mig at rette det til noget der bedrer svarer til vor virkelighed… ”Hvis en hvid forbryder overfalder en sort, er det et tegn på at racismen sidder dybt. Hvis en sort mand overfalder en hvid mand, er det… øhm … et tegn på at de sorte bliver holdt nede, og derfor hyppigere bliver kriminelle, de stakler”. Grunden til at denne replik kommer, er at vampyrerne er samfundets beskyttere, et præsteskab kaldet ”brødrene” (”Det er sjovt at være hos Young Vampyres Christian Association”). Nå, men brødrene skal have blod, men det doneres i kirken. Problemet er at én vampyr begynder at jage mennesker, og det sætter dem alle i et dårligt lys. Fordi de er anderledes. Den onde vampyr gør dette fordi han er syg – og han spreder smitten til både mænd og kvinder. En dårligt skjult metafor for AIDS, hvad ellers? Nå, men hvad der ellers først virkede som en oprigtigt dårlig film, bliver efterhånden til en rigtigt god oplevelse. Faktisk det nye årtusinds bedste ny-fortolkning af vampyr-genren! Dette skyldes ikke mindst at universet er så godt realiseret, med damp i stedet for diesel, og med luftskibe over det hele. Fremragende æstetisk oplevelse! Blandingen af lavteknologi og højteknologi i denne parallelverden er måske ikke konsekvent tænkt igennem, men det virker i hvert fald godt. Man leger gerne med. Selve karaktererne og skuespillet har jeg ikke så meget at sige til. Der er en hårdkogt kvindelig politibetjent, hendes evigt mistænksomme mandlige makker (jeg kunne næsten høre ham sige ”I wan’t you off this case!” til den gode vampyr), en gal videnskabsmand (vampyr), en god præst (vampyr). Intet nyt i dét, måske bortset fra at en katolsk(-agtig) præst er god (hvor ofte ser dét på film?!). Ingen brillerer, ingen falder igennem. Det fungerer, færdig slut. Hele idéen med ”brødrene” fungerer også godt, de er lige dele kynikere og realpolitikere, lige dele godhjertede tjenere. Plakaterne med ”the brotherhood loves you” kan tolkes i totalitær retning (det kan godt være at soldaternes hjelme skal se nazi-agtige ud – jeg synes nu mest at de ligner gamle danske panserhjelme), men de er samtidig rørende på en trist måde. De vil det jo så godt – deres genetiske eksperimenter skal udrydde al sygdom, men skaber blot endnu flere. Og på trods af at de først er forurettede over at de får skylden for én galnings værk, føler de sig alligevel irrationelt skyldige. Det er som om forfatteren/ instruktøren har haft en sund portion selvkritik over for hvad hans egen vision indebar, og derfor skaber nogle indre modsætninger – med andre ord kan man ikke tage de mest sympatiske karakterers udtalelser for gode varer. Normalt ville jeg mene at det kunne skabe en ujævn film, i stedet skaber det en mere tvetydig film. Der er nogle løse ender, såsom at den mistænksomme makker forsvinder ud af filmen, men lad os lade nåde gå for ret, og i stedet lykønske New Zealand for at have nyfortolket vampyrbegrebet på en så spændende måde. Jeg kan ikke sige ”original”, for Vampyrens Mærke har samme grundidé, dvs. at vampyrerne er en basalt set godhjertet kaste af overmennesker. Hvordan samme stamme kan bære så fordærvet og så forfriskende frugt, fatter jeg simpelthen ikke (det lyder som ét eller andet teologisk, så jeg har tænkt mig at gøre hvad alle fornuftige præster altid har gjort når de fandt en modsætning i skriften: Ignorere det og komme videre). En glimrende nyfortolkning af en gammel genre, en glimrende steampunk-vision, en twist ending der fungerer. Jeg er rørt. Jeg tror jeg skal græde. Ja, filmens ”twist ending” er intet mindre end genial, selv om jeg – igen – gruer for hvad det egentlig skal tolkes som…
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18
