Lost Sæson 1-3
TV-serie, USA, 2004-
For et par år siden så jeg et afsnit af en ny tv-serie, der handlede om et fly som var styrtet ned på en ø. Jeg zappede forbi et tilfældigt afsnit og så nogle mennesker gå rundt i en skov og foretage sig sære ting. Det var ikke noget der lige fængede mig – det virkede som om producenterne havde fået den tåbelige ide at lave en katastrofetv- serie og var desperate efter at finde på noget til at trække katastrofen ud, så den kunne række til et par sæsoner. Jeg fik vist set et enkelt eller to afsnit mere af serien fra den følgende sæson, men det fik mig ikke til at skifte mening. Men så fik jeg af flere forskellige at vide at det var en god serie, og til sidst løb nysgerrigheden af med mig: Jeg måtte se hvad Lost egentlig var for noget. Det kom til at koste mig tre kasser med de tre første sæsoner af Lost, for den viste sig faktisk at være den nok mest interessante tv-serie der kører for tiden. Hvis du tror på det, så lad vær med at læse videre før du har set serien. Hvis ikke så læs videre – jeg skal prøve ikke at spoile mere end strengt nødvendigt.
Den gennemgående metafor i serien er himmel/helvede: Allerede fra pilotafsnittet undrer man sig over hvordan det kan lade sig gøre at så mange overlever et så voldsomt flystyrt? Burde de ikke være døde? Og mængden af afdøde mennesker og ting fra personernes liv før flystyrtet som dukker op på øen stiger støt gennem hele serien. På en måde virker det som et paradis – det hele er en lang ferie på en sydhavsø som tilsyneladende ikke ender. På den anden side dukker der flere og flere ubehagelige ting op – sære usynlige monstre inde i skoven, ”de andre” som har et eller andet for der ikke er godt for de overlevende fra flystyrtet. Man finder også efterhånden ud af at alle personerne har et eller andet grumt i deres fortid de prøver at komme over eller flygte fra. En hel del af hvert afsnit af Lost går faktisk med at vise flashback for de personer som afsnittet handler om. Og hvor man i andre serier efterhånden bygger personerne op, indtil tilskuerne bliver så glade for dem at de kan se afsnit efter afsnit uden noget interessant plot i, er det i Lost ofte en indikation af at personen snart skrives ud af serien, hvis hele forhistorien er kortlagt.
De vigtigste personer i serien er nok Jack og Locke, spillet af hhv. Matthew Fox og Terry O’Quinn. Jack er en læge, som har en meget rationel tilgang til det der foregår på øen, og som er opsat på at komme væk fra øen hurtigst muligt. Locke har en ret underlig baggrund, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, og han repræsenterer den religiøse / spirituelle tilgang, hvor han i modsætning til Jack gerne vil undersøge alt det der foregår på øen og prøve at forstå det, og ikke har nogen hast med at komme hjem igen. Det giver naturligvis en del konflikter mellem de to. Udover Jack og Locke er de mest brugte personer i serien nok Kate, spillet af Evangeline Lilly, og Sawyer, spillet af Josh Holloway. Ifølge ekstramaterialet på DVDerne var det oprindeligt meningen at Kate skulle have den rolle som leder Jack oftest har, mens Jack faktisk skulle have været skrevet ud af historien ret tidligt. Det er muligvis derfor at Kates rolle er blevet lidt stereotyp: Hun er midtpunktet i et gennemgående trekantdrama, hvor den relativ pæne Jack og den rå Sawyer udgør de to andre. Og så er hun lidt for irriterende ofte den der skaber problemer som de andre skal løse, bliver taget som gidsel o.s.v. Men som personer hænger disse fire, og stort set alle andre personer i serien ret godt sammen. Hvilket nok skyldes at man har valgt at lade skuespillerne få stor indflydelse på deres egne roller, og at tilpasse både roller og plot til hvordan personerne udvikler sig i løbet af serien.
De fleste tv-serier er bygget op omkring en eller to hovedpersoner, som resten af personerne så kredser omkring. Sådan er det ikke i Lost. Der er mange andre end de fire nævnte personer som af og til optræder som hovedperson i et afsnit. Faktisk et tocifret antal, så jeg vil ikke remse dem alle op her. Men for eksempel er der andre personer som af og til udfylder rollen som den rationelle i stedet for Jack eller som den religiøse i stedet for Locke. Og der er andre små kærlighedsdramaer, udover det gennemgående med Jack, Sawyer og Kate. Der er personer af enhver slags, fra de meget alvorlige og tragiske til de meget komiske og optimistiske. Men som nævnt er det historier der udvikler sig efterhånden og i mange tilfælde afsluttes, så de ikke bare løber i ring, som i de fleste andre tv-serier.
Det som Lost nemlig kan, i modsætning til de fleste andre tvserier, er at skabe en udvikling i historien. Det er ikke sådan at man efter hver krise stort set når tilbage til udgangspunktet: Gamle mysterier er opklaret og har skabt en helt ny situation for personerne, nye mysterier er dukket op og har lagt yderligere et niveau til seriens underlige univers, nogle personer er faldet fra – ofte endda nogle man troede skulle være gennemgående hovedpersoner – og nye er dukket op. Denne konstante fornyelse i serien kører mere på tilskuerens nysgerrighed og intelligens, end på ønsket om genkendelighed og identifikation med personerne. Det giver selvfølgelig den ulempe at det ikke er særligt nemt at komme ind i serien uden at have set alle de foregående afsnit, og at man kan ærgre sig over når interessante personer falder fra. Men jeg hører i hvert fald til dem der klart foretrækker fiktion af denne her type.
Genremæssigt er vi ude i noget katastrofefilm / fantasy / science fiction. Temaet om katastrofen og problemerne med at overleve på øen er der, men de er sekundære til de mystiske begivenheder: Det er dels nogle tilsyneladende uforklarlige ting, som usynlige monstre, spøgelser og meget andet, som dog i de allerfleste tilfælde behandles så man kommer i tvivl om hvor vidt det er personernes indbildning eller virkelige fænomener på øen. Undtagelsen er så det usynlige monster, som i løbet af serien begynder at få lidt form. Det fremstilles som en blanding af en naturkraft og et guddommeligt væsen, der har visse planer med menneskene på øen, som har med ovennævnte himmel/ helvede metafor at gøre. Men serien rummer også stærke science fiction-elementer. Allerede i løbet af den første sæson opdager man at der er foregået nogle forsøg eller undersøgelser på øen, a la Dr. Moreau eller Kaptajn Nemo, med underlige magnetiske felter, avanceret teknologisk udstyr m.m. I løbet af andet og tredje afsnit udbygges dette science fictionelement kraftigt, men himmel/ helvede-metaforen og fantasyelementerne slippes ikke af den grund. Hvordan det så forløber videre i fjerde sæson, ved jeg ikke, da fjerde sæson ikke er kommet på DVD endnu, og jeg gerne vil se serien i sammenhæng. Men jeg håber da at den kan holde dampen oppe til og med sæson 6, som skaberne af serien J.J. Abrams og Damon Lindelof har annonceret bliver den sidste. Men sæson 1-3 af Lost kan jeg under alle omstændigheder varmt anbefale, og med slutningen af sæson 3 får man også et passende sted at stoppe, såfremt de senere sæsoner skulle vise sig at ikke at kunne leve op til de første tres niveau.
Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.18
