Outlander

Outlander
Film, USA/Tyskland, 2008, 115 min.
Instr.: Howard McCain
Medvrk.: James Caviezel, Sophia Myles, John Hurt, Ron Perlman, Jack Huston, m.fl.

Jaaaa, en sci-fi/vikinge-film!! Jeg må sige at det begynder godt. Vor helt, Kainan (Caviezel), styrter ned med sit rumskib i en norsk sø i år 709. Hans nødsender fortæller ham at han er landet på en ”abandoned seed colony”, og går straks i gang med at lære ham det lokale sprog, ”nordisk” (dvs., for det internationale publikums skyld, engelsk). Cool! I filmens allerførste minutter klarer den således at forklare de ting som i mange andre lignende film ofte forbliver uforklarede: hvordan kan han sproget, og hvordan kan en rummand være 100% menneskelig? Her er Jorden en tidligere koloni, som aldrig kom ordentligt i gang, og menneskene på Jorden stammer således tydeligvis fra Kainans rummenneskerace. Så langt, så godt.

Men kan filmen holde kvaliteten? Nej. Den er såmænd elementært spændende nok, og skal tydeligvis være et gedigent SF-bud på hvordan Beowulfmyten startede (den lokale konge, spillet af John Hurt, hedder Rothgar): Kainans folk udryddede en anden planets dominerende væsner, de alien/predator-lignende moorwens, som man aldrig finder ud af om er intelligente eller hvad. Men blodtørstige er de. Det lykkedes dog én af disse moorwens at overleve, tage en frygtelig hævn, og tillige smutte med på Kainans rumskib, så den nu kan terrorisere vikingerne! Kainan forsøger at overtale vikingerne til at lytte til hans råd, og bliver fanget i deres lokale intriger. Til slut må han vælge mellem sit eget folk og jord-/nordboerne…

Der er stort set ingen originale detaljer i filmen overhovedet. Den blev omtalt i markedsføringen som en blanding af Braveheart og Highlander, men det synes jeg er helt forkert; den fremstår tværtimod som et rip-off af lige dele Beowulf (den computeranimerede 2007-udgave, komplet med en kristen præst), Alien og Predator, og har en stemning der minder meget om The 13th Warrior. Der er nogle gode skuespillere med, men de har ikke meget at lave. Caviezel selv er ret god; han kan virkelig spille med enorm weltschmerz, og ser hele tiden ud som om han bærer hele verdens byrde på sine skuldre. Vikingerne i øvrigt ser lidt kunstige ud (og det indledende panorama af deres by, komplet med Yggdrasil voksende ud af kongens træstolpehus, er meget tydeligt CGI-lavet), og man forstår f.eks. ikke hvorfor Sophia Myles’ naturligt lyse hår er farvet skrigende rødbrunt; med lyst hår ligner hun ellers netop en rigtig Wagner-skjoldmø (som man kunne erfare i den desværre lidt kedelige film-udgave af Tristan + Isolde fra 2006). Men det kan være de mente at hun så ville ligne Miranda Otto i Lord of the Rings for meget, for hendes rolle er næsten den samme. Det er ærgeligt at så mange elementer i filmen er kopier af andre film, og at store dele af historien ikke rigtig hænger sammen (ja, man kunne let lave en længere liste her, men det ville involvere for mange spoilere), for ellers kunne Outlander have været ganske god. Den er dog acceptabel underholdning som den er; bestemt værd at se en enkelt gang.

Karakter: 6 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *