Doomsday
Film, GB/USA/Sydafrika/Tyskland, 2008, 113 min.
Instr.: Neil Marshall
Medvrk.: Rhona Mitra, Bob Hoskins, Adrian Lester, Sean Pertwee, Malcolm McDowell, Alexander Siddig, m.fl.
Doomsday foregår i 2035 hvor en virus har hærget Skotland, så det siden 2008 har været afskåret fra omverdenen. Virussen dukker så op i London, og et lille gruppe britiske soldater og læger bliver sendt ind i den skotske karantænezone for at se om en forsvunden videnskabsmand skulle have fundet en kur mod virussen. Det har de grund til at tro fordi sattellitfotos pludselig viser at der er levende mennesker i Glasgows gader. Og så går den voldsomme tur ellers gennem det ødelagte Skotland i APCs (Armoured Personnel Carriers, ligesom i Aliens), hvor folk har organiseret sig i bybander på den ene side, og middelalderriddere i højlandsborge på den anden.
Filmen er en klar hyldest til sci-fi/action-film som Aliens, Mad Max 2, Escape From New York, The Warriors og 28 Days Later…, og har store mængder tilsigtede referencer til disse og lignende film, både i scenerne og dialogen. Den film den er mest inspireret af er 2019: After the Fall of New York (1983), fra hvilken hele ridder-æstetikken tydeligvis er lånt. Både volden og situationerne er overgearede og urealistiske, og man må konstant sige til sig selv at det her er en hyldest til, og en pastiche på, post-apokalyptiske ’80er-film, og ikke skal tages alvorligt. Men filmen tager efter min mening alligevel sig selv lidt for alvorligt, med latterlige mængder af blod, og ubehagelige (men allernådigst korte) scener af tortur og kannibalisme – horrorfans vil nok nyde det mere end jeg. Filmen har mange store plothuller (hvorfor er skotterne f.eks. kannibaler når de tilsyneladende har store mængder kvæg?), men det gør ikke så meget, for det er meningen at det skal være sej action-underholdning og ikke andet.
Man kan beskylde filmen for at være uoriginal, uspændende og urealistisk, og desuden mangle godt skuespil (med undtagelse af Shakespeare-skuespilleren Adrian Lester, som spiller en hårdkogt ”Corporal Hicks”-type, igen i bedste Aliens-stil), og man vil have helt ret. Man har set så meget af det her før at det desværre er tæt på at være effektløst. Filmen er tydeligvis produceret af folk med stor nostalgi for de post-apokalyptiske ’80er-film, og det kan man også godt respektere. De har helt klart villet lave en ’80er-film med 2008-produktionsværdier. Det er bestemt også lykkedes i nogen grad, men mange af de elementer, der fokuseres på i denne film – især alt det med de gale og sadistiske kannibal-anarkist- læderfetish-punkere – faldt heller ikke i min smag i ’80erne, så jeg kan med min bedste vilje ikke kalde Doomsday mere end middelmådig. Men for folk som elskede Mad Max 2, er Doomsday utvivlsomt himmelsk god, og er bestemt også tilført den råhed som mange – især filmproducenter – tydeligvis mener at film skal have i dag. Når film ikke længere har gode historier at overgå hinanden med, så må de jo ty til chok-effekter i stedet for, og dét gør de.
Rhona Mitra, der spiller den Ripley-agtige hovedrolle, saboterer desværre i høj grad filmen med sit frygtelige skuespil og sin totalt manglende karisma. Hun virker visuelt som en dårligere kopi af Kate Beckinsale; hendes tøj, hår, hårdkogte attitude og voldelige facon er som taget ud af Underworld. Mitra ligner Beckinsale meget, og jeg blev ved med at se Beckinsales ansigt på Mitras. Jeg havde sikkert nydt filmen meget mere hvis den havde haft den ægte vare i hovedrollen i stedet for fattigmandsudgaven.
Karakter: 5 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.20
