Night Watch
Fox Searchlight 2005
Instrueret af Timur Bekmambetov
Medvirkende: Vladimir Menshov, Victor Verzbitzky, Valery Zolotukhin, Maria Poroshina og Dima Martynov
Manuskript af Timur Bekmambetov og Sergei Lukyanenko
Bygger på en novelle af Sergei Lukyanenko
Jep, det er en film fra sidste år, men jeg har altså først lige fået den set for nylig på DVD og synes lige den fortjener en omtale her i Himmelskibet. Det ER jo ikke hver dag man ser en russisk dark fantasy-film på det danske marked.
Præmissen kort: I hedengangne tider, hvor kampen rasede ubønhørligt imellem mørkets og lysets magter, indgik ‘Væsnerne’ en våbenhvile. Af ren nødvendighed: Ingen så ud til at kunne vinde, da begge sider var lige stærke. Nattevægterne, eller Lysets Soldater, holdt et skarpt øje på mørkets kræfter, mens Dagsvogterne sikrede at lysets kræfter holdt sig i skindet. Ingen af dem – lovede man hinanden – ville på nogen måde forsøge at påvirke menneskene.
Sceneskift til vore dages nedslidte og skyggefulde Moskva, hvor Nattevægterne – der består af clairvoyante, magikere og formskiftere – er på tæerne som altid for at beskytte de intetanende mennesker. Godt det samme, for vampyrer, hekse og troldmænd fra Dagsvogterne prøver stadig nye veje til at føre deres onde, krigeriske planer ud i livet.
Men der skal jo også være et par elementer til at sætte plottet i gang, så derfor møder vi den unge dreng Yegor (spillet udmærket af Martynov), som måske er det af profeterne længe ventede “Store Væsen” som vil vælge side med Dagsvogterne med deraf følgende katastrofale følger. Midt i alt hvad der sker er også Anton (spillet eminent af Konstantin Kabensky), der er medlem af Nattevægterne, men som samtidigt også har opholdt sig et endnu mørkere sted der muligvis er i et helt andet univers, kaldet “Fortvivlelsens sted”.
Dette er en russisk film, ikke en amerikansk. Dvs den er fortalt i et andet billedsprog end vi normalt ser. Noget man også kan mærke på den modtagelse som filmen får rundt omkring. Modsat åbenbart almindelig opfattelse har den russiske litteratur en stor og levende tradition for netop dark fantasy/ horror, og det er det vi ser her. Fyldt af symbolske, filmiske, og litterære henvisninger i en sand eksplosion af billede. Instruktøren Bekmambetov har offentligt udtalt om filmen, at han er meget begejstret for Tarantino, Wachowski-brødrerne, Cameron, Corman og Scott, og der er venlige ‘citater’ som hyldest til dem alle. Det gode ved denne film er at det ikke bliver en studentikos refereren til de store idoler, som med tidlig Coppola fx, men at filmen beholder sine russiske rødder og sit russiske billedsprog, selvom der klippes meget hurtigt og kameraet flyver rundt som en Lars von Trier med epilepsianfald.. Og filmen er ‘komplet’ med det meget larmende og anmassende rockmusik-lydspor som er blevet så almindeligt i russisk actionfilm i de senere år. Hvis man tror at dårlige amerikanske actionfilm maskerer det manglende plot med larmende rockmusik, har man ikke set moderne russisk actionfilm…
Her er vold, og der er ikke sparet på vore sanser. Blodet sprøjter i close-up, mennesker maltrakteres i alle de slibrige detaljer, og endnu mere grusom vold bliver omtalt, men dog ikke set i samme detaljegrad (tak for det!). Et pluspunkt er far-søn forholdet i filmen, der spilles reelt ud, og der mønstres følelser der står mål med råheden i filmen. I det hele taget er der meget god skuespilkunst (og FILM) i netop farsøn sekvenserne, der i øvrigt ikke optræder i Sergei Lukyanenkos oprindelige novelle, som i øvrigt netop er udgivet i USA.. Så det må vel være skrevet direkte til filmen?
På coveret påstås det at filmen kun har kostet 4 millioner dollars, det virker egentligt helt utroligt med alle disse effekter. Her er meget makeup artist-arbejde og en hel del CGI, men i hvert fald har de fået en god gedigen dark fantasy-film ud af det. Det jeg IKKE kunne lide, er den evindelige kommentatorstemme der er sat ind i denne version til det engelske marked. Lad være med at skære tingene sådan ud i pap hele tiden, bare fordi amerikanerne ikke kan følge med uden. Det behøver vel ikke at være animaniacsniveauet hele tiden?
Hovedhistorien er udmærket fortalt, skuespillet er ikke altid i top, men filmen vinder på sin detaljegrad og vilje til at skabe et omfattende univers. Der er meget at gå på jagt efter i filmens sidehistorier, afkroge, billeder og symbolik som kan bidrage til historiens dybder. Hvis man lige tænker på sin Jung og hans arketyper som påvirker russisk tankegang markant, giver spejlene, myggene, og alt det andet ganske god mening. Selvom jeg nu skulle se filmen et par gange for at få det hele med. Men det er nu kun en ekstra kvalitet hos mig. Anbefales som en god, omend ikke perfekt film til modvægt mod det amerikanske stereotype horrorkoncept der sprøjter så mange ens titler ud i disse år.
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10
