Metropolis
Film, 1927
Instruktør: Fritz Lang
Musik: Art Zoyd (live på Islands Brygge v. Silo52, 01-08-2007)
Jeg må understrege at her virkelig er tale om et mesterværk, og filmen vil være kendt og elsket af sci-fi-fans fra hele verden. De eneste der er tilbage at overbevise, er folk der tror at så gamle film kun er interessante af historiske årsager. Men Metropolis holder hele vejen. Den er mere puristisk sci-fi end så meget andet, da ny teknologi – og den virkning det har på mennesket – står i centrum. Og alligevel er den lige så meget mytologi som sci-fi.
Filmen følger den unge rigmandssøn Freder, der får øjnene op for hvor dårligt stillet hans arbejdere er. Dette fører til en konflikt med hans ultra-kapitalistiske far og med kræfter der ønsker en voldelig løsning. Og så møder Freder i øvrigt også kærligheden…
Jeg kan forestille mig at folk af vidt forskellige orienteringer vil føle sig tiltrukket af filmen. Der bruges rigeligt med kristen symbolik (teknologi som afgud, Babelstårnet, dødssynder, samt Babylons hore og det syv-hovede bæst), særligt eksistensen af en udvalgt søn. Dette bliver dog ikke fulgt helt til dørs (især faderskikkelsen, dennes personlighed taget i betragtning), og et langt stykke hen ad vejen, kan fortællingen virke ret buddhistisk, fordi ‘prinsen’ først lever i overflod, og så får øjnene op for menneskelig lidelse. Filmen står som en advarsel mod at guddommeliggøre teknologi – og så alligevel ikke, for der er indbygget en tro på at en bedre verden er mulig. Filmen er en dystopi, men i modsætning til senere film (‘nemme dystopier’) er løsningen ikke at gøre oprør eller flygte. Ja, ikke engang at slå den onde tyran ihjel, for hvis der er noget filmen ikke er, så er det revolutionær. Det antydes at det undertrykkende regime faktisk ønsker et voldeligt oprør, og at drastiske løsninger rammer folk selv. Plottet er altså meget avanceret, men nemt at følge med i.
Det meste sci-fi kommer til ud tryk i kulisserne, maskinerne og robotten. Det er alt sammen set siden og meget bedre lavet. Men aldrig sat sammen til så effektivt et hele, ikke med så god komposition eller med så gennemført massekoreografi. Det er især disse optrin, der får én til at glemme at det er kulisser og modeller. Det skyldes også, at baggrunden er til for historiens skyld og ikke omvendt. Eksempelvis kunne en af filmens hovedattraktioner, ‘maskin-mennesket’, sagtens have været mere på – alene fordi kostumet stadig er så flot lavet – men det optræder kun hvor det er allerhøjst nødvendigt. Det kunne moderne instruktører lære noget af. Man ville gerne have vidst noget mere om den gamle konflikt mellem kapitalisten Fredersen og opfinderen Rotwang, hvorfor Rotwang har en kybernetisk hånd, og især hvorfor han tror at heltinden er selv samme kvinde. Men på den anden side er det også godt at der overlades så meget til én selv i stedet for at samtlige løse ender præsenteres for én.
Effekterne er altså ikke revolutionerende mere, men ælden bidrager til at de dog stadig er overbevisende, i det den sort-hvide farve maskerer deres beskaffenhed. Og i modsætning til 60’er-film, hvor dialogen og lydeffekterne kan virke lidt fjollede, giver netop manglen på lyd rigeligt plads til moderne fortolkninger. Bandet (franske Art Zoyd) gjorde et fremragende stykke arbejde med deres live-musik, hvor musikken tangerede lydeffekter som brag og chok og tungt maskineri. Inden man ser denne film, skal man være meget opmærksom på hvilket lydspor der er på, da det har kolossal betydning. Undertegnede anbefaler at anskaffe sig/leje filmen, købe Art Zoyds dobbelt-cd (2007) af samme navn, og så køre det simultant. Jeg har faktisk ikke hørt et andet lydspor, men jeg tvivler på at det kan gøres bedre end Art Zoyd.
I øvrigt er der meget lidt dialog. Kropssproget siger det hele, og der er kun skilte på skærmen, hvor der skandaløst er blevet klippet i filmen for at korte den af. Når denne film ikke er perfekt, skyldes det at der er forsvundet noget af den.
Der er ingen tvivl om at denne slags bombastiske film gør sig bedst på storskærm efter mørkets frembrud; dog var der noget belysning hist og her, der gjorde at silo 52 ikke egnede sig perfekt til formålet, og f.eks. generede nogle snore udsynet lidt for ‘Fantastikholdet’. Til gengæld bidrog Art Zoyd og deres enorme bunke udstyr til oplevelsen, lidt på samme måde som kultfilms publikum kan gøre det, og det må man desværre undvære derhjemme.
Selv om det helt store for 1920’ernes publikum må have været de dengang banebrydende effekter, har de måske bedre kunnet forstå symbolikken. Jeg vil stærkt anbefale at man som minimum har læst Johannes Åbenbaring 17, inden man ser filmen.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.14