Lathe of Heaven
Film, USA 2002, 91 min.
Instruktør: Philip Haas
Medv.: Lukas Haas, James Caan, Lisa Bonet, David Strathairn, m.fl.
På sidste års Fantasticon 2004 fortalte Dave Lally at den britiske 1980- filmatisering af Ursula Le Guins The Lathe of Heaven var blevet valgt som den bedste SF-film nogensinde af britisk fandom. Jeg forsøgte at støve filmen op, men desværre var kun en amerikansk 2002-filmatisering umiddelbart tilgængelig. På IMDB kan man se at folk som har set 1980-versionen, finder 2002- versionen håbløst underlegen, men jeg besluttede mig for at sætte tænderne i den amerikanske version alligevel.
Jeg synes faktisk den var ganske god. Det værste man kan sige om den, er at den første halve time er ekstremt langsom og minimalistisk, og får seeren til at undre sig over hvordan der mon skal komme gang i handlingen. Men det kommer der.
Det er faktisk en ret surrealistisk fortælling. Den handler om hvordan hovedpersonen, George Orr, drømmer at verden og samfundet forandrer sig, og når han vågner op, har verden ganske rigtigt også forandret sig – men kun han selv er bevidst om det. Han opfattes således forståeligt nok som psykotisk og sendes i terapi. Terapeuten, den smålige, men ikke helt uefne Dr. Haber, mistænker ham hurtigt for slet ikke at være psykotisk og hypnotiserer ham til at drømme om en verden hvor Haber er en stadig større, rigere og mere berømt personlighed.
George Orrs civile sagsbehand ler, Heather Lelache, får en stadig vigtigere rolle, da Orr forelsker sig i hende, og de til sidst fuldbyrder deres kærlighed. Derefter – eller derved? – opnår Orr evnen til at modstå Dr. Habers hypnotiske ordrer og omskaber verden til et godt sted hvor den selvcentrerede Dr. Haber er den harmløse psykiske patient på et sindssygehospital og Orr er den doktor som kontrollerer ham.
Filmen begynder og slutter med et smukt citat fra Andrew Marvells digt, The Garden: “The mind, that ocean where each kind / Does straight its own resemblance find, / Yet it creates, transcending these, / Far other worlds, and other seas.”
Jeg synes det er en god historie som giver god mening og er overført til film-mediet på ganske vellykket vis, selvom mange detaljer fra den originale historie selvfølgelig er udeladt. På symbolplanet er det en fortælling om hvordan fornuft og følelse finder og definerer hinanden og i deres endelige sammensmeltning gør alting muligt.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.6
