Earthsea

Earthsea
TV-miniserie, 172 min.
Efter Ursula Le Guins bøger
DVD, region 1

Scifi Channel har lavet miniserien Earthsea, som er baseret på de to første bøger i Ursula K. Le Guins Jordhavs-trilogi (der er senere kommet mere end tre bøger i serien). I filmen er mange elementer ændret, og Le Guin har skrevet at den ikke følger ånden i hendes bøger og kun overfladisk historien. Det har hun ret i, så jeg vil anmelde den som en fantasyhistorie, der ikke har været udgivet som bog i forvejen. Derfor vil jeg ikke gå ind på forskellene mellem bøgerne og filmen. Det kan ofte ende i ordpilleri. Hvilket jeg finder interessant, men som ikke er den toning jeg ønsker for denne anmeldelse.

Filmen handler om drengen Gæt, der ønsker at blive troldmand. Hans far er smed, og han vil ikke lade Gæt følge sit ønske. Da landsbyen bliver angrebet af pirater, redder Gæt byen med sin magi, men dør i forsøget. Troldmanden Ogion vækker ham til live igen. Gæt bliver Ogions lærling, men er ikke tilfreds med Ogions langsomme vej til magien. En dag læser han en af sin mesters forbudte trolddomsbøger og han bruger en kraftfuld og farlig formular. Ogion kommer ind i sidste øjeblik og redder Gæt. Troldmanden tilbyder Gæt, at han i stedet kan blive optaget på troldmandsskolen på øen Roke. Her er vejen til magien hurtigere. På skolen er der en konkurrencepræget stemning, og en af de andre studerende lokker Gæt til at slippe en ond ånd løs. Ånden slipper væk, men det viser sig at den vil jage Gæt til den kan overtage hans sjæl og magi. Hvis det sker, kan den gøre meget ondt med Gæts kraft. Gæt er nødt til at forlade troldmandsøen, for at flygte fra ånden. En krigsherre har hørt om Gæts kræfter, og han jager ham også.

Et andet sted er præstinden Tenna ved at skulle overtage ypperstepræstindens hverv, men hun har en konkurrent i en af de andre præstinder, der er elsker til den førnævnte krigsherre. Tenna og Gæts liv er sammenkædet, og kun tilsammen kan de overvinde ondskaben, som Gæt lod slippe løs.

Jeg syntes at filmen er en udmærket fantasyfilm. Hverken den værste eller den bedste jeg har set. Det er glimrende underholdning og den slår tiden ihjel. Computereffekterne er ofte for dårlige, f.eks. ligner skibene legetøjsskibe. Der er skruet for højt op for musikken, så man ikke rigtigt kan høre hvad personerne siger. Jeg plejer ikke at have problemer med at se film uden tekster, men når de mumler og der er høj musik i baggrunden, så er det svært at følge med. Dragterne er flotte, dog syntes jeg det er lidt for sjovt at troldmændene i starten har strikhuer på. Filmen er i skrivende stund kun udgivet på region 1 DVD.

Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr.6

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film, tv-serie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *